14 års arbejde i det såkaldte Wendler Pedersen-udvalg er nu slut, og resultatet er en stribe nye anbefalinger til kontrollen med efterretningstjenesterne herhjemme.
Som ventet står den på mere åbenhed og en strengere kontrol med Politiets Efterretningstjeneste, PET, og Forsvarets Efterretningstjeneste, FE.
Det fremgår af udvalgets betænkning – en moppedreng på over 600 sider – der blev offentliggjort klokken 14 fredag.
Og det glæder direktøren i Dansk IT (DIT), Tony Franke, der tidligere har kritiseret PET for at mørklægge omfanget af efterretningstjenestens brug af spionsoftware - kaldet 'sniffer-programmer' - mod mistænkte danskere.
»Vi har jo flere gange opfordret til, at efterretningstjenesten offentliggør nogle tal på, i hvilket omfang man bruger de her sniffer-programmer. For mig at se ligger det fuldstændig i tråd med flere af de ting, der nævnes i den her betænkning,« siger Tony Franke til Version2.
Et af de vigtigste forslag i betænkningen er et nyt, uafhængigt tilsyn med PET og FE, som erstatter det nuværende Wamberg-udvalg. Sidstnævnte har mødt kritik for at være for tandløst.
Det nye tilsyn får efter planen adgang til de oplysninger, PET og FE ligger inde med, og en række andre og mere vidtgående beføjelser end Wamberg-udvalget.
Som noget nyt foreslås også en såkaldt indirekte indsigt. Det betyder, at en borger kan bede tilsynet undersøge, om efterretningstjenesterne uberettiget behandler oplysninger om personen.
Dermed får borgeren ikke selv direkte indsigt, men kan alligevel kontrollere det gennem tilsynet.
DIT: Større åbenhed tjener PET
Tony Franke mener, at den større grad af åbenhed er i efterretningstjenesternes egen interesse.
Ikke mindst set i lyset af sagen om 'sniffer-programmerne', som PET har anvendt i mange tilfælde siden 2002, men hidtil ikke har villet sætte antal på.
DIT-direktøren og politikere fra begge sider af folketingssalen har flere gange over for Version2 kritiseret, at danskerne ikke kan få lov at vide, om der er sammenhæng mellem målet og midlet:
»PET skal selvfølgelig have de rigtige værktøjer til rådighed. Men samtidig skal det gå hånd i hånd med en større grad af åbenhed, som også handler om, at politiet alt for ofte bliver underkastet en form for mistænkeliggørelse, fordi man ikke har den åbenhed nu,« siger Tony Franke.
R: Nyt tilsyn med mere power
Radikale Venstres retsordfører, Jeppe Mikkelsen, har tidligere efterlyst mere kontrol med og større åbenhed omkring PET's arbejde – blandt andet i forhold til sniffer-programmerne.
Han ser positivt på de nye anbefalinger:
»Det ligger meget godt i tråd med det, vi har ønsket. Det nye PET-tilsyn ser ud til at få noget mere power end Wamberg-udvalget,« siger Jeppe Mikkelsen til Version2.
Anbefalingerne skal nu diskuteres igennem partierne i mellem:
»Vi har stadig det mål, at der kommer mere åbenhed omkring PET's arbejde. Der synes jeg, at det er et rigtigt godt udgangspunkt, at muligheden for indsigt via et PET-tilsyn nedfældes ved lov,« siger Jeppe Mikkelsen.
Wendler Pedersen-udvalget blev nedsat under daværende justitsminister Frank Jensen (S) i april 1998. Betænkningen sendes nu i høring frem til juni.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.