Dansk it-firma med på ny spionliste fra Wikileaks

Danske Kapow Software optræder på ny Wikileaks-liste over firmaer, der sælger overvågningssoftware.

Organisationen Wikileaks offentliggjorde torsdag i denne uge Spy Files - en liste over virksomheder, der globalt sælger hardware og software til brug ved overvågning og spionage.

Listen omfatter i skrivende stund 287 dokumenter fra 160 firmaer, her af en lille håndfuld danske.

»Wikileaks sætter fokus på denne hemmelige industri, der er vokset siden 11. september 2001 og er flere milliarder dollar værd,« fremgår det af Wikileaks-hjemmesiden.

Dokumenterne er ikke hemmeligtstemplede, men spænder over prislister, brochurer og kontrakter fra virksomhederne.

For det danske it-sikkerhedsfirma CSIS er der mange nye navne på listen. Og det kan CSIS bruge i sit arbejde med at overvåge og detektere malware.

»For sådan nogen som os er det interessant, fordi det kan hjælpe os med at finde ud af, hvilke programmer, der dukker op i vores monitor. Vi kan nu nemmere spore noget kode tilbage til nogle konkrete selskaber, som helst arbejder i det skjulte,« siger sikkerhedskonsulent Peter Kruse, CSIS til Version2.

Version2 har i ugens løb dokumenteret, hvordan Politiets Efteretningstjeneste i mange tilfælde har listet trojanere ind ad bagdøren på mistænkte danskere pc'er.

Læs også: PET installerer trojanere på mistænktes pc'er i stor stil

Men det er ikke primært efterretningstjenesternes overvågningssoftware, der er interessant for CSIS, forklarer Peter Kruse.

»Det vigtige er, hvem de her selskaber sælger til. Du skal tænke på, at hvis de i princippet sælger til alle, kan det også være til personer, der skal bruge det til industrispionage. Og det er et område, der har vores udelte opmærksomhed,« siger han.

Så det kan sagtens være tilfældet, at en del af virksomhederne på Wikileaks Spy List ikke har noget problem med at sælge deres løsninger til både lovlige og ulovlige forehavender?

»Det vil jeg absolut ikke udelukke. Det er bare sat bedre i system end de teenagere, der også laver den slags software,« siger Peter Kruse.

»For os har mange af de her selskaber hidtil været ukendte. Og det kan der være en god grund til. Blandt andet, at de ikke ønsker at gøre så meget væsen af sig selv,« uddyber sikkerhedskonsulenten.

En af de danske virksomheder på listen er softwarefirmaet Kapow Software, der leverer forskellige løsninger til applikations- og cloudintegration.

Kapow står angiveligt på listen på grund af et dokument, der indeholder en præsentation af »The Future of OSINT«. OSINT står for Open Source Intelligence, som dækker over brugen af offentligt tilgængelige kilder til efterretningsvirksomhed.

Version2 ville gerne have spurgt Kapow Software om virksomhedens reaktion på at stå på Wikileaks' Spy List, men trods ihærdige forsøg er det endnu ikke lykkedes at indhente en kommentar fra Kapow Software.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
per mortensen

PET, FET, CIA, og andre delvis offentlige tjenester er ikke noget stort problem, men det er de private aktørers kommercielle brug af spy files.

Dette kulsorte marked omtales aldrig (?), men det er til stede ved fx. næsten alle stillingsbesættelser. Muligvis ikke for kassedamer i Brøndby, men i hvert fald bliver alle bloggere på Version2 registret mange gange hver dag mange steder, hvilket let kan give problemer ved stillingsskift m.m.

Men, hvis du ikke pønser på, at at smide en benzindunk ned i skorstenen på Amalienborg, så kan du sove trygt. Big Brother passer jo på - ikke? Dette udsagn er håbløst naivt, så jeg råder ingen til at tro på det, men at forsøge at tage de få, men mulige forholdsregler for at hindre misbrug.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere