Dansk it-firma anklages for at hjælpe Iran med internetovervågning

Illustration: leowolfert/Bigstock
Danske Rantek har solgt udstyr til at overvåge internettet til Iran, så styret kan læse med i folkets e-mails, mener eksperter. Rantek afviser anklagerne.

Når den iranske efterretningstjeneste holder øje med iranernes færden på nettet, og læser med i e-mails og Facebook-beskeder, sker det med hjælp fra Randers-firmaet Rantek. Det skriver Information.

Styret i Iran har hos Rantek købt produktet Netenforcer, der ifølge eksperter kan bruges til overvågning på nettet.

Men Rantek selv mener ikke, at der er tale om udstyr til overvågning. I en skriftlig udtalelse skriver firmaet, at man ikke kan se indholdet af internettrafikken med Netenforcer, som i øvrigt bliver produceret af israelske Allot.

Netenforcer er en boks, der kan styre - eller ’shape’ - internettrafik, så man for eksempel kan give noget indhold forrang og spærre for andet, typisk hvis for eksempel peer-to-peer-downloads skal begrænses.

Men dermed kan produktet også hjælpe det iranske styre med at overvåge indbyggerne, siger amerikaneren Jacob Rosenbaum, der står bag det anonyme internet-værktøj TOR, til Information.

For eksempel kan man med Netenforcer spærre for brugen af TOR, så iranerne ikke kan forsøge at beskytte deres kommunikation mod statslig spionage ad den vej.

Iranske dissidenter har oplevet, at myndighederne har et meget grundigt indblik i alt, hvad de skriver på nettet.

Læs også: Sikkerhedsfirma: Regeringer er de nye it-kriminelle bagmænd

Da den hollandske certifikatudsteder Diginotar sidste år blev hacket, viste det sig også, at iranske hackere stod bag. Med falske, men gyldige certifikater til blandt andet Skype og Gmail, kunne hackerne lave et perfekt man-in-the-middle-angreb, hvor de overvågede troede, at de havde en sikker, krypteret forbindelse til for eksempel Googles servere, men hvor det i stedet var en falsk server, kontrolleret af overvågerne.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Flemming Frandsen

Rantek er på diktatorernes side og burde skamme sig over at hjælpe totalitære stater med at undertrykke deres befolkninger.

Der er folk der bliver tortureret og slået ihjel på grund af Internet overvågning.

I Iran slipper man uden om det problem ved at bruge Tor, men via Ranteks Netenforcer skruer Internet politiet i Iran ned for båndbredden på Tor og andet krypteret trafik så det bliver mindre brugbart og folk i stedet bruger usikre forbindelser.

Se: http://www.youtube.com/watch?v=GwMr8Xl7JMQ&t=7m20s

Hele foredraget er værd at se, de snakker også lidt om diginotar skandalen.

  • 0
  • 0
#2 Michael Olesen

Jeg har svært ved at se formålet med at hænge firmaet ud som "lort" i en BT-lignende artikel, bare fordi at de leverer et produkt som kan bruges til "internetovervågning".

Fra artiklen:

Netenforcer er en boks, der kan styre - eller ’shape’ - internettrafik, så man for eksempel kan give noget indhold forrang og spærre for andet, typisk hvis for eksempel peer-to-peer-downloads skal begrænses.

Nu er jeg ikke ekspert inden for den, men er det ikke lige det som er formålet med Netenforcer?! Det må da alt andet lige være Iran som skulle have den her overskrift klistret i nakken...

  • 0
  • 2
#3 Flemming Frandsen

Selvfølgelig er det da værre at være diktatoren end at være dem der sælger våben til diktatoren, men der følger altså noget ansvar med når man sælger til den slags lande.

Det kan da også ske at Rantek ikke er mere vandt til at handle med virksomheder end med totalitære stater og derfor ikke er opmærksomme på forskellen.

Der er flere frihedsundertrykkende produkter der bliver brugt at slyngelstaterne og det lyder ikke som om Netenforcer er det mest populære, så det er nok en relativt mindre synd.

... men hvis man mener at det var galt IBM solgte hulkortmaskiner for at hjælpe nazisterne og man mener det seriøst at det er galt at lande undertrykker deres borgeres basale menneskerettigheder, så skal man altså lade være med at sælge noget til dem som gør det nemmere for dem.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere