Dansk designguru om Mac-kloner: Apple er jo også selv gået i stå

Det vælter frem med Windows-baserede Macbook-kloner, men hvordan går det egentlig Apple selv på designfronten? Ikke særlig godt, mener dansk it-designer.

Designet af Apples bærbare storsællert Macbook har i realiteten ikke ændret sig de sidste fem år. Apple er med andre ord gået i stå. Det mener Thomas Bækdal, it-konsulent og designer.

»Hvis jeg sætter den nye Macbook Pro Retina ved siden af min gamle Macbook, så er de bortset fra tykkelsen fuldstændig ens. Apple kan ikke lave design-formen mere simpel, så de er gået i stå,« siger Thomas Bækdal til Version2.

Og mens Apple står i designmæssig stampe nærmer konkurrenterne fra HP, Asus og Dell ifølge Thomas Bækdal sig med hastige skridt Apples design med lige så hastige skridt, som copyright-lovgivningen tillader.

Ikke nok med, at Apple er gået i stå på designsiden, så ser det ud til, at den californiske elektronikgigant i stigende grad vil det hele selv. De lukker platformen for flere og flere eksterne firmaer på baggrund af patentsager og opgør i branchen. Eksempelvis iPhone-indmad fra Samsung og kortfunktion fra Google. Det kan i sidste ende altsammen resulterere i, at Apple bliver stoppet, mener Thomas Bækdal:

»Apple er på vej til at lukke sig inde. De laver iCloud, iMessage og deres egen kortfunktion. Funktioner, som kun kører inden for Apple-økosystemet. På et tidspunkt kommer det til at stoppe Apple, men der kan jo godt gå en del år,« siger Thomas Bækdal.

HP er desperat

Den sårede it-kæmpe HP har netop offentliggjort billeder af deres nye Envy X2, som kombinerer en tablet med Windows 8 og en ultrabook. Men designet kommer bemærkelsesværdigt tæt på Apples Macbook Air. Også HP’s EliteBook har lagt sig så tæt op ad Apples designlinje, at det er svært at kende forskel, mener Thomas Bækdal. Og det er der en åbenlys forklaring på.

»HP’s egen designafdeling er gået fuldstændig i stå. Hvis man tager fra andre, så skal man arbejde videre med design og funktionalitet. Det har HP ikke formået, så spørgsmålet er, om de har tabt gejsten,« mener Thomas Bækdal over for Version2.

Andre eksempler på Apple-lignende computere kan nævnes MacBook Air-klonen Asus Zenbook og iMac-klonen Dell XPS One

Illustration: HP Envy X2 ligner til forveksling en Macbook.

Samsung er kommet videre

Men ikke alle er gået i stå. Thomas Bækdal mener, at de seneste års udvikling, at Samsung, Nokia og Google er kommet videre med designudvikling, som gør, at man godt kan tale om et designskifte. Finske Nokia har med deres Lumia-telefoner og Microsoft i baghånden vist, at smartphone-design kan tænkes anderledes.

Samsungs S3 viser samme tendens, hvor sydkoreanerne er gået i en anden retning med en meget større skærm, end Apples iPhone. Google kan også noget med deres seneste tablet, Nexus 7.

»Jeg har selv købt den nye Google Nexus 7, som jeg også mener, viser en helt anden vej for design end Apple. Eksempelvis er bagsiden af Nexus 7 af et materiale, der får den til at minde om en bog. Så det kan sagtens lade sig gøre,« siger Thomas Bækdal.

Og han fortsætter:

»Den tendens kan sagtens brede sig til markedet for computere med hensyn til materialer og andre løsninger,« siger Thomas Bækdal opfølgende.

Han kan heller ikke se, at Samsung på deres bærbare computere er fanget af Apple-design-manien. Han mener, at skulle man sammenligne med modebranchen, så hævder Apple at have opfundet tasken. Men det er ifølge Thomas Bækdal absurd, fordi Apple med deres patentsager hævder at have eneret på computer,- og smartphone-design. Et design, som ligesom med tasken, ikke kan ejes, mener han.

Læs også: Dansk designer knuser Apples patent-argumenter: Tavlecomputere vil altid ligne iPad

»Jeg mener ikke, at bare fordi et design er skabt med henblik på at lave en tynd, simpel og let bærbar, så er der er tale om at kopiere Apple. Sådan er design nu engang. Også inden for it-design« siger Thomas Bækdal til Version2.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (15)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Steen Koldsø

Jeg er helt enig med dig i at Apple og andre er gået i stå design mæssigt. Og helt absurt med Apple's seneste patent sag i mod Samsung. Hvor er det trist at se den lille underdog som Apple var, der jo har kæmpet i så mange år i mod MS, der pludselig blev den store og slog alle konkurenterne med deres innovative design..den gang.., men som er blevet arrogant og nu tror at de ejer hele verden inden for mobiler og pad's.... Jeg mener at Apple har været "over the hill" og at det vil gå nedad. Alt har sin egen tid... Hvem gider små hvide bokse med dårlige skærme og dyre app's i en lukket verden... Not me ;-)

  • 0
  • 0
Deleted User

Designguru og designguru.... Bækdal designede tøj i sine unge dage og har nu kastet sig over den digitale magasinbranche. Industrielt design, er vidst ikke lige spidskompetencen.

Nu er det jo ikke første gang, at Version 2 hentet Thomas Bækdal ind, når der skal siges noget negativt om Apples design. Folk kan lige opdatere sig her, hvis ikke det står i frisk erindring: http://www.version2.dk/artikel/dansk-designer-samsung-kunne-ikke-have-de...

Dengang påstod Bækdal, at Apples konkurrenter ikke kan undgå, at kopiere Apple, fordi tingene ikke KAN se anderledes ud. Apples design skulle i den grad være så universelt, at alt andet er er forkert.

I dag hævder manden, at Apple er gået i stå. Hvis tingene ikke KAN se anderledes ud, så er det vel ikke så mærkeligt, at selv Apple ikke kan ændre på det.

Først bliver konsistensen i Apples design brugt som argument, for at alle andre gerne må lave det samme, og dernæst bliver det brugt som argument for, at Apple ikke har flere ideer. Sjovt at man kan vende det, at Apples konkurrenter af mangel på egne ideer efterligner Apple, til at det er Apple, der er løbet tør for ideer.

Er der fordi Bækdal mener, at Apples konkurrenter, der absolut skal ændre design i tide og utide, savner en inspirationskilde?

Man behøver jo ikke at gå længere end til Bækdals egen blog for at finde ud af, at han bestemt ikke bryder sig om alt hvad der står Apple på, så man kan jo undre sig lidt over, hvorfor Version2 ikke i stedet finde en industriel designer, der ved lidt mere om tingene, og kan forholde sig til godt (og dårligt) design uanset, om det så er Apple, der står bag.

  • 0
  • 0
Claus Broch

Det er et ret interessant ordvalg at sætte designguru i forbindelse med Thomas Bækdal. Ifølge Google, så er Version 2 det eneste sted på internettet hvor den sammenhæng forekommer, så det må da vist siges at være en noget fri fortolkning af "journalistisk frihed"

  • 0
  • 0
Lars Hansen

Ja, så er det sagt. Jeg bryder mig essentielt ikke om det firma, af mange årsager.

Det ændrer for mig dog ikke på, at Apple særligt med deres Macbook unibody designs løftede niveauet for notebooks betragteligt. Deres notebooks har i flere år været uden sidestykke, og det er først det sidste halvandet års tid at der er fremkommet værdige konkurrenter.

På et tidspunkt, kunne man ikke presse flere MHz ud af CPUerne, uden de blev for varme. Man begyndte at sætte flere kerner i, og software måtte langsommeligt transformere sig til noget, der bedre kunne udnytte disse. Cirka på det tidspunkt, føler jeg, at PC udviklingen stagnerede, imens gaming delen i større og større grad blev overtaget af dedikerede konsoller.

Resultatet deraf blev, at ens notebook pludselig ikke var forældet efter 2 år, men kunne holde længere. Selve kvaliteten af konstruktionen og indtrykket af designet blev mere vigtigt, eftersom billige plastik notebooks langsomt disintegrerer og deres design bliver trist at se på. I det markede, har Macbooksne fundet sig tilrette med et kvalitativt alternativ man ikke kunne finde, hvis man ville have sig en PC. Jovist, en Lenovo notebook kan næsten holde til alt, men jeg vover at påstå, at man er godt nok kedeligt skruet sammen hvis man finder dets æstetiske design sønderligt behagende. Notebooks og andre mobile enheder, bliver desuden en del, af ens image, det er ikke ret cool, at tage en gammel slidt notebook frem, der på dets falmende plastikydre prydes med Windows Vista klistermærker. Det signalerer, at man ikke har styr på IT delen af ens tilværelse, at det ikke er prioriteret. Jo tak, tro bare at jeg overdriver eller overfortolker, men jeg er fast overbevist om, at det også forholder sig sådan. Teknologien er blevet langt mere personlig, eftersom den blev mobil, ligesom tasker, biler, sko, hatte og alt andet personligt grej/udstyr.

Nu er PC producenterne omsider kommet frem med nogle produkter, der står mål og overgår Macsne, men det har varet så længe, at Apple virkelig har fået en god bid af markedet - og i en verden, hvor fokus bliver flyttet væk fra ens lokale OS og ud på web services i stedet for, er hverken gaming eller business applikationer faktorer der kan presse dem i samme grad som førhen.

Selvfølgelig stagnerer Apples design, i det de er nået til et punkt, hvor det er svært at forbedre på produkterne.

Der er nok nogle marketingfolk der kan forklare hvordan en typisk product lifecycle ser ud, og hvor Macs produkter befinder sig idag :-) Jeg mener vi for længst er forbi det innovative stadie, og at det faktum, at Apple overhovedet kunne introducere et sådant, beror på PC producenternes deciderede dovenskab og magelighed ved at lancere den ene billige plastikspand efter den anden.

  • 0
  • 0
Henrik Mikael Kristensen

Nu er design heller ikke bare udseende, men også materialebrug, fremstillingsproces, holdbarhed, livscyklus, osv. Det er ofte den slags konkurrenterne ikke spekulerer så langt i at kopiere.

Apple har over de seneste 10 år metodisk gjort deres produkter væsentligt mere holdbare og solide, men de er selvfølgelig også gået mere over til en proces, hvor de skal være mindre, ikke længere kan skilles ad og bruger mere custom hardware. F.eks. er SSD'en i en Macbook Air decideret ikke-standard. Hvem husker ikke de voldsomme misfarvninger på TiBooks eller Macbooks og første generations iPhones med plastkanter der gik i opløsning? Den slags sker ikke længere.

Så, man kan overveje om de i stedet for at forsøge sig med kreative designs, der forældes om få år, blot bevæger sig asymptotisk mod produkter, der er "perfekte", fjerner kanter, knapper, brudte flader, og mekaniske bevægelige dele, osv. indtil man fysisk ikke kan komme længere, og man simpelthen står med en blok aluminium i hånden uden knapper eller åbninger, med noget intelligens af en art, som agerer med det omkringliggende miljø 100% trådløst, og som er meget svær at slide op uden bevidst at destruere det.

Det er Jony Ive's ideal, og det er jo egentligt ret simpelt. Det handler om, at vi om 25 år kan kigge tilbage på det og sige at det faktisk var et utroligt smukt, tidløst og simpelt produkt, og hvis nogen ikke havde designet det dengang, kunne det markedsføres idag uden problemer.

Det medfører også, at man har færre muligheder i det visuelle design, og at designet kommer ned i, om produktet har runde hjørner eller bestemte proportioner eller om logoet sidder i midten eller i toppen.

Måske medfører det også, at deres produkter bliver kedeligere at se på, men Jony Ive sagde også på et tidspunkt, at han ikke ønskede at iPad'en var noget, man lagde mærke til. Den skal forsvinde mellem fingrene på dig, så du kun bemærker indholdet på skærmen.

Så jeg forestiller mig, at fremtidige Apple produkter bliver endnu simplere og "mere kedelige" at kigge på, så længe Jony Ive sidder i spidsen for deres design afdeling.

  • 0
  • 0
Lars Hansen

Apple har fået fans til at glemme at apple ikke selv har opfundet flat keys til en bærbar

Helt enig. Det er kvalmende at høre om, at så snart en PC producent, laver en premium notebook, så bliver det fortolket som en macbook klon - hvilket f.eks. sker hvis noget bare ligner et unibody kabinet og har et chiclet keyboard.

Jeg tror ikke, at folk havde så travlt med, at kalde Apples produkter for PC kopier, da de efterlignede PC designs præcist. Se f.eks. http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/3/31/WallstreetII.jp...

Tror dog, der er flere ting der spiller ind, f.eks. at kernen af Apples fanskare og de traditionelt mest inkarnerede af dem primært har været mennesker fra reklamebranchen og ikke teknologi nørder fra den mørke kælder. Uanset hvad, må de jo have været med til at forme snebolden, inden den voksede sig større og begyndte at trille af sig selv.

  • 0
  • 0
Jari Wiklund

Apple har i min optik, altid forsøgt at "holde på formerne" ;-). De ville jo ikke åbne mac(os) teknologien for kloner, på samme måde som ibm/microsoft gjorde det. Man kan ikke lave iOS apps, som ændrer på den grundlæggende virkemåde af iOS osv. Jeg mener på ingen måde at der er noget nyt i at de lukker sig inde. Det må være en indgroet kultur i virksomheden, at kun de kan lave tingene gode nok. Det er en del af den kultur, som har skabt så stor success for Apple, om man kan lide det eller ej. Og så kan man da sagtens gøre designet af en macbook bedre (hvorfor er der en speciel knap til tænd/sluk? hvorfor er det kun en del af overfladen der er touch-følsom, hvorfor skifter de hele tiden skærmstik ;-), jeg tror bare de koncentrerer sig om noget andet i øjeblikket.

  • 0
  • 0
Kim Ginnerup

Hvor er det nemt at kloge sig på andres bekostning. Er der nogen som har stået i stampe i årevis, er det jo PC branchen. At de nu kopierer Apples design, skal så være innovativt og Apple er så gået i stå. Spændende konklusion må man sige. Man kan sige mange grimme ting om Apple og Microsoft og Samsung og ... Grundlæggende går det jo ret godt for Apple, så helt tossede kan deres design beslutninger jo ikke være. Hvor kan man blive træt at selvbestaltede kloge Åger.

  • 0
  • 0
Michael Peters

Apple har over de seneste 10 år metodisk gjort deres produkter væsentligt mere holdbare og solide

Det er vist som øjnene der ser det. Jeg har købe en sprit ny til min datter og selvom hun er en meget påpasselig pige, bliver bagpladen nemt trykket, da den er meget tynd (givet af hensyn til vægten) men der er altså ikke noget der kan støtte pladen, så her har Appel i hvert fald ikke gjort deres produkt bedre.

Jeg synes nok denne sædvanlige debat er kørt af sporet for mange mange måneder siden. Appel synes måske selv de er helt unikke på PC/Bærbar fronten, hvad angår design - men for at være helt i front, skal designet udvikles konstant og IKKE stå i stampe.

Fakta er, at uanset mærke (også telefoner) så er der altså ingen der har patens på rektangulære bokse med teknologisk indhold.

Appel laver lækre produkter, men er ikke Gud og ved at bruge tid og penge på design retssager, hjælper bestemt ikke på kreativiteten til at udvikle nyt.

  • 0
  • 0
Deleted User

De ville jo ikke åbne mac(os) teknologien for kloner, på samme måde som ibm/microsoft gjorde det.

Det forsøgte de faktisk dengang Steve Jobs var væk fra Apple - og det havde nær kostet dem livet. Der er én grund til at Apple gør som de gør, og det er fordi de mener, at der er den måde de tjener fleste penge på. Og noget kunne jo tyde på, at de har ret.

Men skal vi ikke holde os til emner: At en af Version2 udnævnt designguru mener, at Apple er gået i stå rent designmæssigt. Det er en modig påstand (ja, også V2's udnævning af Bækdal som guru), der slet ikke underbygges i væsentlig grad i artiklen, der derfor alene kommer til at tjene som afsæt til den sædvanlige ballade om hvem, der har kopieret hvem.

En stor del af debatten her på siden bærer i hvert fald præg af manglende forståelse for industrielt design og især Apples filosofi. For min skyld må alle andre gerne lade sig inspirerer af Apple, hvis de vil. Forskellen ligger bare i, at Apple har en speciel designfilosofi, mens mange af de andre bare tager det der er populært i tiden, hvilket ikke er særligt visionært. Det er måske her Bækdals tidligere tøjdesignerholdninger kommer ind i billedet. At der skal ske noget bare for at der skal ske noget, og at stilstand er slemt. Det er jo i hvert fald sådan modebranchen kører derudaf.

  • 0
  • 0
Thomas Ringling

...øjnene der ser eller om der statistisk fundament i ens udsagn og man kan kigge udover egen erfaring når vi taler generelt !! Og selvfølgelig kan man tage patent på design, biler ligner heller ikke alle Ferrari, fjernsyn ligner ikke alle B&O. At kalde Det er en "rektangulær boks" er en overordentlig forsimplet måde at sætte tingene op og tjener vel reelt kun et formål ! En enkelt knap...nej, runde hjørner...nej, touch/pinch...nej, men alle 3 ting på een gang og mere til..så jo..jo til at man kopierer.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere