Dansk Industri: Mangel på højtuddannede it-kandidater koster samfundet milliarder

Danske virksomheder må afvise opgaver på grund af mangel på hænder. Danmark mangler 1.000 højtuddannede it-kandidater, lyder det fra DI ITEK.

Virksomheder som Netcompany må afvise kunder, fordi de ikke har nok medarbejdere. Samlet mangler Danmark i dag 1.000 højtuddannede it-kandidater, lyder det fra interesseorganisationen DI ITEK, skriver Børsen.

»Vi siger faktisk nej til en del kunder, fordi vi ikke altid har kapacitet,« siger André Rogaczewski, administrerende direktør i Netcompany, til Børsen.

Læs også: Mangel på Drupal-udviklere i Danmark skubber arbejdspladser til udlandet

Alene i år vil Netcompany ansætte 120 personer med it-baggrund. Og manglen på de rette kandidater er uden tvivl med til at bremse væksten, vurderer direktøren.

Også virksomheden Siteimprove efterlyser kandidater. Her vil man i løbet af de næste to år udvide fra 18 til 50 ansatte.

Læs også: Udfordringer og kreativitet vægtes højere end løn hos danske it-professionelle

DI ITEK estimerer i en fremskrivning, der offentliggøres i dag, at der i 2020 vil mangle 3.000 it-kandidater. Den mangel vil betyde et tab for de danske virksomheder i milliardstørrelsen. Det største problem for virksomhederne er rekruttering, lyder det fra interesseorganisationen, der repræsenterer 300 teknologivirksomheder.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Mikkel Knudsen

Jeg synes denne nyhedshistorie er noget ensidig.

Hvad gør NetCompany, for at tiltrække uddannede cand. dat.'ere for eksempel?
For så vidt har firmaer som NetCompany et udbredt ry, for at udprægede "business"-agtige, og for primært at beskæftige sig med sprog som Java, HTML osv.

Selvom firmaet bestemt tilbyder en attraktiv løn, kan det være, at de allerstærkeste kandidater holder sig væk, fordi de motiveres af andre faktorer, som f.eks. mere interessante opgaver?

  • 7
  • 0
Mikkel Knudsen

Jeg taler muligvis ud af røven, så nu skriver jeg noget helt andet.
Ny pointe:

Fremdriftsreformer osv., gør det nok ikke lettere, at få uddannet tilstrækkeligt med kvalificerede kandidater.
Flere af dem vil jo blive smidt ud af universitetet, før de er færdige.

Måske skulle Industrien skælde ud over disse faktorer i stedet?

  • 5
  • 0
Knud Jensen

Der har ikke været mangel på ovenstående artikler i medierne.

Der er heller ikke mangel på ledige med IT-uddannelser.

De fleste job er der mere end 100+ ansøgere, og alligevel er der ikke den "rigtige" kandidat iblandt.

Det er lidt svært at tage seriøst.

  • 6
  • 0
Kevin Johansen

Årsager til mangel kan være:

1) (dette gælder ikke så meget for NetCompany) Man tror der findes dygtige kandidater til både backend, frontend og alt andet. Det gør der også, men de vil typisk også betales som besad de 3-4 stillinger (hvilket de jo så nærmest også gør, hvis man skal håndtere ovenstående)

2) NetCompany tager ALT hvad der kommer ind, det er hvertfald mit indtryk. det er klart man altid mangler folk, hvis man stort set tager alle 1 dags og derover opgaver ind.

3) NetCompany ligner mest af alt et tur med Ung Rejs eller lign. Deres personale fremstød og salgstaler, virker hvertfald afskræmmende på mig. Det tangerer til en mindre kult (sådan er virkeligheden dog ikke, hvis jeg skal dømme ud fra tidligere kollegaer ansat der idag).

  • 5
  • 0
Lars Vange

En lille præcisering. Siteimprove skal udvide fra 18 til 50 ansatte i udviklingsafdelingen - broderparten af de nye ansættelser skal være software udviklere. Vi er i alt 175 ansatte på verdensplan og inden længe 200.

Jeg skal selv stå for denne udvidelse og kan godt tillade mig at kritisere egen indsats: "Nej, vi har ikke gjort nok ud af rekruttering, endnu!"

  • 2
  • 1
Albert Nielsen

Helt præcist hvad dækker "højtuddannede it-kandidater" over?

Mangel på præcise definitioner medførte tidligere (f.eks. i min tid hos Rovsing og Aerotech), at de egnede, højtuddannede it-kandidater fandt spændende opgaver andetsteds, uden at have fået information om de krævende (derfor morsomme og interessante) opgaver, man kunne finde andetsteds.

  • 0
  • 0
Kristian Sørensen

Der er noget helt forskruet med udbud og efterspørgsel indenfor IT opgaver i det her land.

EU udbudsreglerne og sædvanerne indenfor indkøb af IT ydelser byder at det er den samme håndfuld store firmaer der skal have hovedparten af opgaverne.

Der kigges slet ikke på om de firmaer har folkene til at løse opgaven. Man ser alene på firma navnet og listen af projekter de har "løst".

Kunderne overser over en bred kam at hovedparten af arbejdet på de opgaver er løst af den samme flok selvstændige konsulenter og små virksomheder, der hyres ind som underleverandørers underleverandører uanset hvilken af "den store håndfuld" der lægger navn til overfor kunden.

Forsøger man som selvstændig eller lille firma at byde direkte på de her opgaver så afvises man i døren med undskyldninger såsom at "vi har en ramme aftale med fem af de store, vi vil derfor ikke handle med andre".

Tre uger senere bliver man så ringet op af en underleverandør til en af de store med rammeaftale. Nu brænder lokummet kan man mærke og man bliver hyret ind som underleverandørens underleverandørs underleverandør og laver hele opgaven sammen med nogle andre der er hyret ind på samme vilkår, men i det store fine rammeaftale firmas navn og med deres bureaukrati og sælgere og fjolser ind over.

Der er enormt mange lag i det virvar af underleverandørers underleverandører der reelt udfører opgaverne, men som "den store håndfuld" lægger navn til. Der er masser af modstridende interesser, og en hærskare af småbureaukrater der arbejder fuldtids på at sørge for at "deres konsulenter" fremstår bedre end "modpartens konsulenter" ved hjælp af alle mulige beskidte pigetricks.

Det er ikke til at lave ordentlig software i det cirkus.

  • 3
  • 0
Michael Hansen

Ja det kunne være spændende at høre hvad de helt præcist mangler.

Hvad skal disse højtuddannede personer rent faktisk lave rent praktisk.

Spørger mest, da jeg tit har mødt højtuddannede personer til jobsamtaler, der tit (men selvfølgelig ikke altid) ikke vil være en meter bedre end folk der enten er selvlært / med kortere uddannelse, til selv meget specialiserede opgaver.

(ovenstående skal ikke ses som et rant mod højtuddannede personer, selvfølgelig er meget <relevant> uddannelse godt, men det er altså ikke svaret på alt.)

  • 3
  • 1
Torben Mogensen Blogger

... hvis vi får flere kvalificerede ansøgere til uddannelserne.

Af en eller anden grund er de teknisk hårde IT-uddannelser (datalogi, softwareudvikling, osv.) ikke specielt populære, specielt ikke blandt piger. Hvis antallet af gode ansøgere fordobles, kunne vi sagtens fordoble antallet af færdiguddannede (efter 5-6 år).

Det er sandt, at der p.t. er flere ansøgere end pladser på de teknisk hårde IT-uddannelser på KU, ITU og DTU, men da adgangskravene ikke er specielt høje (mellem 6 og 7 de fleste steder), vil en fordobling af antallet af pladser ikke nødvendigvis betyde en større produktion af færdige kandidater, men blot et større frafald (specielt når fremdriftsreformen smider de langsomme studerende ud i stedet for at give dem den nødvendige tid til at blive færdige).

Hvis man virkelig vil øge antallet af uddannede med hårde IT-kompetencer, skal man sætte ind før universitetet: Man skal introducere faget i folkeskolen og øge omfanget i de gymnasiale uddannelser (stx, htx, osv) og øge fokus på de tekniske sider, så det ikke kun bliver snak om sociale medier, mobiltelefoner og lignende, men så systematisk problemløsning kommer i fokus. Programmering i Scratch eller lignende kan være meget godt, men hvis fokus ligger på at lave flotte animationer og simple spil uden klare mål, så forsvinder problemløsningsdelen til næsten ingenting. Derudover bør man i matematikfagene fokusere mere på formel, logisk ræsonnering end nu.

  • 4
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere