Dansk HTC-boss: Rå Android er ikke god nok til vores telefoner

Kunderne skal ikke vente sig nogen HTC-telefon med ren Android. HTC's Sense-grænseflade giver nemlig Googles rå version et tiltrængt boost på brugervenligheden, siger firmaets nordiske direktør.

Google og Samsung lancerede for nylig Android-telefonen Galaxy Nexus, der skiller sig ud fra flokken ved at køre en komplet rå og upoleret version af Android 4.0.

Ingen flashy grænseflader, ingen sjove urskiver. Bare ren Android, færdigt arbejde.

Men den slags skal man ikke regne med at se på telefoner fra mobilproducenten HTC, der med sin spritnye Android-serie One endnu en gang lægger sin egen brugergrænseflade HTC Sense hen over den rå Android-installation.

Læs også: HTC's nye Android 4.0-serie One skal udrydde skod-fotos på mobilen

Den rene Android mangler ganske enkelt de funktioner og integrationer, som ifølge HTC gør telefonen mere værd for kunden, fortæller direktør for HTC i Norden, Peter Frølund, i et interview med Version2.

»Jeg er ikke enig i, at HTC Sense bare er en skal, der ligger oven på Android. Vi har siden HTC Hero (selskabets anden Android-telefon på markedet, red.) brugt rigtig meget tid på HTC Sense og på at gøre tingene så simple som muligt,« siger Peter Frølund.

Han fremhæver integrationen med cloud-lagertjenesten Dropbox, som på selskabets nye One-telefoner ikke bare er en app, men en integreret del af HTC Sense.

»Et eksempel fra One-serien er integrationen med Dropbox, som gør, at du for eksempel kan gemme billeder direkte til din Dropbox eller vælge vedhæftede filer til dine e-mails fra Dropbox. Et andet eksempel er, at vi i lang tid (siden HTC Desire HD, red.) har gjort det muligt at afvise et opkald ved at vende telefonen om på bordet, når den ringer. Så vi prøver altid at lytte til brugerne og give dem den mest intuitive adgang til det, som 'svejtserkniven' kan, gennem HTC Sense,« siger Peter Frølund til Version2.

Nogle kritikere mener, at producenter som jer selv og Samsung burde holde sig fra at manipulere den rene Android-platform. Hvad siger du til det?

»Det er jo en holdning, man kan have. Men jeg synes, at det er en lidt sjov tanke, at man vil gøre udvalget af telefoner mindre ved at have den samme software på dem,« siger Peter Frølund til Version2.

Galleri: Hands-on med HTC One X og One S

HTC var i en lang periode dominerende på markedet for Android-mobiler herhjemme, ikke mindst i kraft af succesen med HTC Desire. Nu er konkurrenter som Samsung også slået igennem herhjemme. Hvordan kan I gøre jer gældende på fremtidens Android-marked?

Læs også: Årets mobil 2011: Samsung Galaxy S II

»Det altid svært at sige, hvilke nye funktioner og muligheder produkterne skal indeholde frem over. Men helt generelt kan man sige, at vi altid skal sørge for at lytte til, hvad forbrugerne ønsker. Det har vi for eksempel gjort med det nye kamera i One-serien. Og med Dropbox-integrationen, som gør, at du nemt kan gemme dine data i skyen fra telefonen,« siger Peter Frølund.

Det nye flagskib HTC One X har et nyt kamera med en separat billedchip og billedbehandling i RAW-format. Samtidig har den blandt andet også en stor skærm på 4,7 tommer. Hvilke tanker har I gjort jer omkring batterilevetiden?

»Det er altid en balancegang. Ambitionen har været at sikre en dags brug afhængigt af, hvordan brugeren benytter telefonen. Men som smartphone-bruger i dag må man nok regne med, at telefonen skal lade op hen over natten. Som det ser ud nu, får du ikke de dage tilbage, hvor telefonen kunne holde batteri i flere dage,« siger Peter Frølund til Version2.

Google Android og Apples iOS er de to dominerende mobilplatforme på markedet lige nu, men mange ser også et stort potentiale Microsofts Windows Phone-platform. Hvordan ser I Microsofts muligheder for at slå igennem på mobilmarkedet?

»Vi har et godt forhold til både Google og Microsoft. Vi var de første på markedet med en Android-telefon, og vi var de første på markedet med en Windows Mobile-telefon. Og vi har store forventninger til Windows Phone-platformen. Så vi tror, at Microsoft kommer til at gøre sig gældende i et større omfang på det mobile område,« siger Peter Frølund til Version2.

Læs også: Anmeldelse: HTC Titan er Windows Phone til store hænder

Hvordan ser HTC på markedet for de såkaldte phablets, altså mobile enheder i størrelsen på omkring fem til syv tommer?

»Vi holder konstant øje med nye trends i markedet. Men vi kan ikke sige noget specifikt til det lige nu,« siger Peter Frølund.

Hvornår kan forbrugerne vente en ny Android-tablet fra HTC?

»Vi har den politik, at vi ikke kommenterer på fremtidige produkter. Så det kan vi ikke sige noget om lige nu.«

Læs også: Anmeldelse af HTC Flyer: Pennen er et hit

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (20)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Frederik Lassen

Ideen bag Sense er super god. Jeg kan godt lide at man prøver at øge Android's brugervenlighed. Problemet som jeg har oplevet det er bare at HTC(og andre) er sindsygt langsomme om at opdatere deres telefoner. Det synes jeg som udvikler er lidt slattent, og derfor tror jeg at jeg vælger Samsung Galaxy Nexus istedet.

  • 3
  • 0
Morten Hansen

Med hensyn til smartphones der holder flere dage, er det ikke en saga blot.
Samsungs Omnia W holder jævnligt batteri længere end 4 dage på en enkelt ladning, især når 3g slås fra hvilket passer min kærestes behov fint da hun bruger den primært i områder med wifi. Til gengæld er wifi aldrig slået fra.
Min egen HTC Mozart holder sjældent mere end 24 timer desværre, men den er også første generation i forhold til omnia w som er en mango telefon.

  • 2
  • 0
Svend Eriksen

Min kones HTC HD7 holder batteri i cirka 48 timer på en ladning. En af mine kammeraters kæreste har en Samsung Omnia 7 der holder batteri et par dage.

Det som HTC fyren nok virkelig mener er: "Man skal ikke forvente en androidtelefon, der kan holde mere end en enkelt dag på en opladning". :-D

  • 0
  • 3
Martin Kofoed

Og diversitet på mobilmarkedet finder man KUN hos Android. Fact. Man kan naturligvis argumentere for, at diversitet også er, at man kan vælge iOS og Windows Phone, men inden for de to er der ikke plads til meget individualisering.

Om kunderne så finder det forvirrende eller ej .. Tjah. Jeg tror overvejende, slutbrugere vælger en telefon ud fra pris, funktionalitet og udseende. Om producent A eller B lægger et theme og nogle apps på telefonen, er ikke en afgørende parameter.

Hovedsagen er, at man kan vælge disse themes til og fra efter behov.

  • 2
  • 0
Martin Kofoed

Her er et helt frisk eksempel på diversiteten på android:

http://www.youtube.com/watch?v=kipBNiBtjmQ

For tryghedsnarkomaner kan det rigtigt nok godt virke rodet. Men sagen er jo, at alle producenter hver især har en plan med det, de laver. Ulempen er, at de har en tendens til at negligere alt andet end deres nyeste devices. Men det er jo også langt fra alle, der kommer fra iOS 4 til 5, og derved gør det sværere at lave CSS3 på mobiler, eksempelvis ...

Personligt synes jeg alligevel, at fordelene ved diversiteten lagt overstiger ulemperne.

  • 4
  • 0
Johnnie Hougaard Nielsen

HTC's "boost" til Android var en afgørende årsag til at jeg ikke købte en HTC telefon, men en Nexus. Det ville være helt fint med Sense (og det andet gejl) hvis det uden videre kunne afinstalleres. Ekstra-software som er tvangsinstalleret er for mig at se pr. definition crapware, ganske uafhængig af om det som sådan er crap.

  • 9
  • 0
Christian Nobel

Ekstra-software som er tvangsinstalleret er for mig at se pr. definition crapware, ganske uafhængig af om det som sådan er crap.

Ganske enig, hvorfor skal man tvinges til at facebook og andet teenage pladder tager plads op på ens telefon, når man aldrig kunne drømme om at bruge det - især er det rigtig irriterende på en almindelig Desire, da den ikke ligefrem svømmer i plads til programmerne.
Og man kan ikke slippe for stock browseren, selv om man aldrig bruger den, etc, etc.

Plus PHK absolut har en pointe med rettighederne.

  • 2
  • 0
Torben Seebach

Både Samsung og HTC putter ting på en Android telefon man gerne vil kunne fjerne. Jeg har en "Nordisk" Galaxy tab med bl.a. TV4 play og DN+ på som alle er gratis, men med In-app købemuligheder. Og jeg kunne kun afinstallere dem hvis rootede den og så kom jeg frem til jeg ligeså godt kunne bruge Cyanogenmod. Jeg synes det er ok at installere apps og mods, men det IKKE ok ikke at kunne fjerne det igen.

  • 0
  • 0
Flemming Seerup

Ved at gøre Sense til en "hjælp til folk", har man jo også undskyldningen for at undgå at lave opdateringer til Android og dermed få flere til at købe nye telefoner.


Korrekt, men mon ikke det er som at tisse i bukserne for at få varmen ?
Hvis alle android producenter bruger den strategi konsekvent, så kigger folk nok snart efter et produkt med noget frugt på. Specielt dem der køber high-end modellerne.

Samsung har været forholdsvis god til at holdes deres mobiler up-to-date (ihvertfald de 2 jeg har haft).
Jeg venter dog på ICS opdateringen til min S II som skulle komme til april.

Det ville dog være rart at kunne vælge frit mellem en "rå" android, som løbende ville blive opdateret fra Google, og så en med producentens egne "forbedringer".

  • 0
  • 0
Flemming Larsen

Jeg er ganske tilfreds med HTC's sense, men det bliver alt alt for langsomt opdateret til at det er værd at vente på. Et eksempel er Android 4.0 som efterhånden har mange måneder på bagen, men som man stadig ikke har set skyggen af på visse af deres telefoner. Man kan ret let ledes til at tro at det er fordi at man vil have lagt sense ovenpå før det sendes ud til forbrugerene... og den responstid er en ommer!
Desuden er det ikke sjældent at det trækker mange resourser og/eller crasher telefonen.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere