Dansk hospital flirter med open source-patientjournaler

Efter at have brugt milliarder af kroner på at forsøge at indføre elektroniske patientjournaler på de danske hospitaler, er der stadig ikke en løsning i udsigt. Nu går en afdeling på Bispebjerg hospital nye veje med et amerikansk open source-EPJ, der er klar til brug i januar.

Hvorfor udvikle et mammut-system til elektroniske patientjournaler (EPJ) fra bunden, når det er muligt at downloade en velfungerende open source-løsning ganske gratis? Den tankegang er ved at blive testet i et pilotprojekt på Bisbebjerg Hospital.

Her er hospitalets klinik for kønssygdomme ved at tilpasse det amerikanske open source-EPJ-system VistA til danske forhold og behovet på afdelingen. Denne tilpasning startede i februar, men før det gik en rum tid med at få rejst pengene og godkendt ideen. Til januar skulle EPJ-systemet så være klar til brug og kan afløse det papirarbejde, der lige nu holder styr på patienter og prøver.

»Der har været et EPJ-system på afdelingen, men det gik ned for to-tre år siden. Siden da har der været et projekt i gang for at finde en anden løsning, og det blev open source-løsningen VistA, der blev valgt,« forklarer projektleder Jari Friis Jørgensen fra konsulentfirmaet Symmetric.

Systemet er udviklet af det statslige hospitalsvæsen for krigsveteraner i USA, der har 1.400 afdelinger, og som allerede i 1977 begyndte at udvikle software, der kunne lette arbejdsgangene på deres hospitaler. Siden er al softwaren frigivet som open source og bliver nu brugt på klinikker og hospitaler over hele verden.

»Vi kan gratis hente alle de moduler, vi har brug for, men skal så tilpasse det til danske cpr-numre, dataformater og så videre. Men det er et fuldt udviklet EPJ-system, man kan downloade gratis. Vi starter dog ikke med den fulde pakke, men med tiden kan vi så udvide det efter behov,« siger Jari Friis Jørgensen.

Meget konfigurerbart

Afdelingen på Bispebjerg Hospital får besøg af 150-200 patienter om dagen, og fordi det drejer sig om kønssygdomme, skal det være muligt at blive behandlet anonymt. Det er den slags undtagelser, der giver store problemer, når et EPJ-system skal udvikles til at dække behovene på et helt hospital.

Med VistA-løsningen, der rummer et væld af muligheder og ekstra moduler, der kan kobles på, er det omvendt muligt at tilpasse systemet til alle forhold. Hvilket samtidigt er det, der kræver noget arbejde.

»Udfordringen er, at VistA er meget konfigurerbart, så det tager en hel del tid at tilpasse. Hvis du købte et praksissystem, vil det være klar til brug ud af kassen, men så skal du også tilpasse dig til den måde, systemet er sat op. Med VistA kan du tilpasse det til de arbejdsgange, du gerne vil have, det understøtter,« forklarer Jari Friis Jørgensen.

Således kan hver afdeling køre hver deres lokale variant, som tager højde for lokale specialiteter, men samtidigt er fuldt integreret med resten.

»Alle venter på det store EPJ-system, der skal kunne det hele, men nogle klinikker har altså andre behov end de normale. VistA-løsningen kan tilpasses lokale behov i meget høj grad, og det vil også være muligt for afdelingen selv at stå for at tilpasse skemaerne, de bruger. Det er ikke mere kompliceret, end at en af deres egne ansatte kan uddannes til det,« siger Jari Friis Jørgensen.

Nysgerrighed og skepsis

Indførelsen af et amerikansk open source-system er blevet mødt med både nysgerrighed og skepsis.

»Der er mange, der er skeptiske, blandt andet fordi det er udviklet til det amerikanske forsvar. For eksempel søger man som udgangspunkt i en database over amerikanske soldater, så det er vi ved at lave om,« siger Jari Friis Jørgensen.

Samtidigt bliver projektet fulgt nøje af andre afdelinger i det danske sundhedsvæsen, der er spændte på, om den løsning er noget for dem.

»Hjerteafdelingen på Rigshospitalet har også overvejet at bruge VistA, så nu vil de se, hvordan vores erfaringer bliver,« siger Jari Friis Jørgensen.

Projektet er finansieret af Softwarebørsen under IT- og Telestyrelsen og Bispebjerg Hospital, der har delt udgifterne på 1,3 millioner kroner mellem sig.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (16)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Klaus Agnoletti

I virkeligheden har ESDH/EPJ-tankegangen været til grin fra begyndelsen af. Hvorfor skal ALLE lave deres eget, lukkedede system - så at Bispebjerg har kunnet se en fordel i at bruge et åbent system er fantastisk. Man kan jo altid håbe at det kan starte en EPJ-'græsrodsrevolution' nedefra som Bispebjerg så har startet.

Desuden håber jeg også på at de for alvor forstår at OSS laves ved at man tilretter - og så giver kildekoden til tilrettelserne tilbage til projektet, så andre danske hospitaler og klinikker ikke skal lave det samme arbejde..

Lad os håbe at det er starten på nye tider..

/klaus

  • 0
  • 0
#2 Søren Hilmer

Det ser ud til at VistA er programmeret i MUMPS/M (ja jeg kender det heller ikke, tjek wikipedia) og det vil jeg da umiddelbart betegne som en risikofaktor, ikke så meget pga. sproget (selvom det godt nok ser noget bedaget ud), men mere om man kan finde de nødvendige ressourcer i Danmark.

  • 0
  • 0
#4 Jan Keller Catalan

I min erfaring tager det ikke voldsomt langt tid at lære et nyt sprog -- ikke hvis man i forvejen kender mere end et.

Jeg kender kun til MUMPS/M fra Wikipedia og thedailywtf.com, men især Wikipedias beskrivelse har nogle elementer, der maner til eftertanke:

a programming language created in the late 1960s

og

Because it predates C and most other popular languages in current usage, it has very different syntax and terminology

Ikke dermed sagt, at det burde afskrække, men det er da noget, man skal have med i overvejelserne.

  • 0
  • 0
#5 Morten Kristoffer Hansen

Desuden håber jeg også på at de for alvor forstår at OSS laves ved at man tilretter - og så giver kildekoden til tilrettelserne tilbage til projektet, så andre danske hospitaler og klinikker ikke skal lave det samme arbejde..

Det gør de. Projektet kan findes på Softwarebørsen på: http://www.softwareborsen.dk/projekter/softwarecenter/vista-epj-open-sou...

Hvor der allerede nu kan hentes et image, med en testinstallation.

Med venlig hilsen

Morten Kristoffer Hansen Videnscenter for Software, IT- og Telestyrelsen

  • 0
  • 0
#6 Nicolai Buch-Andersen

Der findes andre spændende internationale Open Source tiltag. VistA lyder umiddelbart som det mest "færdige" system, men jeg har også tidligere hørt om:

openEHR http://www.openehr.org/home.html

Open Healthcare Framework http://www.eclipse.org/ohf/

Det sidste projekt er i "incubation" hos Eclipse Foundation, der også står bag det populære Open Source Eclipse udviklingsmiljø.

  • 0
  • 0
#7 Torben Mogensen Blogger

[quote]Because it predates C and most other popular languages in current usage, it has very different syntax and terminology

Ikke dermed sagt, at det burde afskrække, men det er da noget, man skal have med i overvejelserne.[/quote]

Jeg synes ikke, at MUMPS syntaks og semantik ser væsentligt anderledes ud end mange scriptingssprog -- automatisk konvertering mellem tal og tegnfølger og dynamisk typning er almindelig også her. Og syntaksen, hvor parametre adskilles af blanktegn er også set i "moderne" scriptingssprog.

Så jeg tror ikke, at det er værre end f.eks. Perl, som MUMPS iøvrigt også bliver sammenlignet med i artiklen.

  • 0
  • 0
#8 Kristian Thy

Så jeg tror ikke, at det er værre end f.eks. Perl, som MUMPS iøvrigt også bliver sammenlignet med i artiklen.

Vi er også mange der vil overveje det en enkstra gang før vi kaster os ud i at benytte et Perl-program ;-)

  • 0
  • 0
#9 Torben Mogensen Blogger

Vi er også mange der vil overveje det en enkstra gang før vi kaster os ud i at benytte et Perl-program ;-)

Jeg kan sagtens følge dig, men min pointe var, at hvis firmaer tør bruge Perl, så burde der ikke være nogen hindring for MUMPS, som endda er ANSI-standardiseret.

  • 0
  • 0
#10 Søren Hilmer

Jeg bryder mig ikke så meget om fx "Commands which take no arguments (eg, ELSE) require two following spaces"

Men ellers giver jeg dig ret i at man ret hurtigt kan lære nye sprog, spørgsmålet er dog, hvor mange der ønsker lære et sprog fra 60'erne, det er jo næppe noget man kan bygge en fremtid på.

Det er måske også lige at stramme den at sammenligne det, med moderne script-sprog, minder det ikke mere om en blanding af COBOL og BASIC.

  • 0
  • 0
#12 Henrik Jensen

Men ellers giver jeg dig ret i at man ret hurtigt kan lære nye sprog, spørgsmålet er dog, hvor mange der ønsker lære et sprog fra 60'erne, det er jo næppe noget man kan bygge en fremtid på.

Nej, og det er også vigtigt at huske på at fordi man sætter sig ned og bruger en uge på at læse og lære et nyt sprog så mangler man stadig erfaringen med det, og erfaringen har i høj grad indflydelse på hvor effektivt man arbejder med sproget og hvilken kvalitet der kommer ud af arbejdet.

Open Source handler jo blandt andet om uafhængighed og det man selvfølgelig skal passe på i denne situation er at man ikke ender op med at være uafhængige af et eller andet større softwarehus, men til gengæld i praksis er meget afhængige af et lille dansk konsulenthus, netop fordi at erfaringen er så vigtig en faktor.

  • 0
  • 0
#15 Brian Palmund

Det er korrekt at udviklingen af MUMPS startede i 1960´erne og at der ikke er voldsomt mange der kan sproget i Danmark. Dette kan selvfølgeligt ses som en risikofaktor, men der er mange andre faktorer der skal ses på i en samlet risikovurdering.

MUMPS anvendes som embedded software/database i stort omfang inden i det udstyr hospitalerne har på deres afdelinger og det er fordi at systemet er ekstremt stabilt og stort set ikke kræver administration eller vedligehold. Systemer baseret på MUMPS har en meget høj ydelse, selv på beskeden hardware, og kan skalerer voldsomt uden at det går ud over performance.

Det er korrekt at MUMPS er udviklet i 1960´erne, men det er blevet udviklet løbende under de krav der stilles i sundhedsvæsenet; det skal virke hele tiden (ikke noget med at crashe under en operation), der skal være høj tilgængelighed (skal svare prompte, selv med mange brugere) og det skal kunne opgraderes uden at stille højere krav til hardware (man kan ikke bare skifte dimser ud inde i udstyret).

Det er selvfølgeligt en risiko at der ikke er mange lokale udviklere på platformen og selv et stort community omkring platformen kan være et problem, men der er mange andre ricisi der skal medtages i en samlet risikovurdering.

Mvh Brian Palmund CEO Resulture

  • 0
  • 0
#16 Henning Wibrand

Det er fair nok at programmører og ingeniører bekymrer sig om platformens teknologi og hvorvidt den kan opfylde nogle tekniske krav eller ej. Men det er mit indtryk at mange ”strategiske” valg er direkte forfejlede, når spørgsmålet om hvorvidt et programmeringssprog eller en platformteknologi er moderne. Den slags betragtninger, kan give den virkelige strategiske beslutning – dvs. den forretningsmæssige beslutning – slagside.

Alt for mange gode og solide it-systemer er blevet diskvalificeret eller skrottet, alene fordi en programmør syntes platformen var usexet og gammeldags. Det er på tide at programmører og IT-chefer trækker Microsoft?-nålen ud af armen og fokuserer på den forretningsmæssige opgave der skal løses. IT systemet er et redskab, der skal bidrage til at løse en opgave nemt og hurtigt– fuldstændigt som min kartoffelskræller.

Når jeg bringer min kartoffelskræller på banen er det fordi jeg har 3 og de er fuldstændig ens. Den ene arvede jeg fra mormor for snart 30 år siden. Den anden er vist kommet af sig selv og den tredje fik jeg af min datter i gave for snart 10 år siden. De er alle perfekte og helt ens redskaber, der ikke er ændret design i mere end 50 år. Pointen er, at vi måske burde have lidt mere respekt for det gode håndværk.

IT branchens forfædre, dvs. dem for 25-30 år siden, var ved gud lige så dygtige, opfindsomme og skarpsindige som dagens ingeniører. I tilfældet MUMPs og VistA, som er født i og af den amerikanske sundhedssektor, er en platform der er gennemprøvet gennem flere generationer. Den er blevet vedligeholdt, forbedret og opdateret og nu (med vores (Resulture’s og Bispebjerg’s)hjælp) også blevet eksporteret ud af de amerikanske rammer og ind i de danske og den løser opgaven. Lad så være, at VistA efter 30 år er blevet lidt af et kludetæppe. Men hvis man virkelig fryser, så er det stadig oldemors kludetæppe der er bedst.

Med venlig hilsen Henning Wibrand Salgsdirektør Resulture ApS.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere