Dansk firma ’virtualiserer’ nødstrømmen i serverrummet

Et nyt, modulopbygget nødstrøms-system gør det nemt at skifte hardwaren eller udvide kapaciteten, ganske som med virtualiserede servere. Investorer giver nu 7,5 millioner kroner til det danske firma bag.

De sidste fem år er det blevet almindelig praksis at lade servere smelte sammen gennem virtualisering og deles om opgaverne, i stedet for at hver opgave havde sin egen fysiske maskine.

Og står det til Kolding-firmaet LeanEco, vil nødstrømsanlæggene til serverne gennemgå samme udvikling.

Firmaet står nemlig bag en ny, patentanmeldt måde at bygge et nødstrømsanlæg op på, hvor flere mindre moduler med konvertere og batterier kobles sammen og kan hjælpe hinanden. Dermed undgår man en stor overkapacitet, forklarer grundlægger og teknisk direktør hos LeanEco, Klaus Moth.

»For hver strømudgang i anlægget kan du tilslutte flere moduler, og du kan skifte dem ud under drift. Men flere udgange kan også deles om modulerne, så hvis du bare tilfører ét ekstra modul, får du et ekstra lag redundans på alle udgangene,« siger han til Version2.

Står ét modul af, er der altså andre klar til at overtage opgaven med at holde serverne i live, hvis bystrømmen forsvinder.

En anden mulighed er at inddele serverne i forskellige zoner og så rangordne dem efter, hvor kritiske de er. Så kan UPS-kapaciteten til de mindre vigtige opgaver fungere som ’gratis’, ekstra redundans for de mest kritiske servere.

Vil udskifte diesel med brændselsceller

LeanEco har nu fire ansatte og skal til at installere firmaets teknologi hos en kunde for første gang efter et omfattende udviklings- og testforløb gennem fire år. Målet er at vokse til ti ansatte i løbet af næste år, og for at hjælpe LeanEco med at vokse har ejerkredsen bag LeanEco, herunder Vækstfonden, nu valgt at støtte firmaet med 7,5 millioner kroner.

Og princippet om ’virtualisering’ af nødstrømmen er også kun første skud i bøssen hos LeanEco. Faktisk begyndte firmaet med udgangspunkt i en idé om at bruge brændselsceller til nødstrømsanlæg.

»Oprindeligt ville vi lave en ’diesel-killer’, altså en brændselscelle, som kunne erstatte dieselgeneratoren. Men vi fandt ud af, at det ville være svært i længden at være unikke alene på det. Fordelene ligger i at bruge brændselsceller, og det ville andre også kunne gøre,« siger Klaus Moth.

Da iværksætterne undervejs fik med ideen om en ny, modulbaseret arkitektur, valgte man at gøre det til hovedproduktet. Men brændselscellerne er ikke glemt og bliver udviklet med hjælp fra Energistyrelsens EUDP-program.

»Ved at bruge brændselsceller som strømkilde undgår man også nogle af de traditionelle single-point-of-failures, der kan være i et nødstrømsanlæg,« forklarer han.

Det er også dyrt at installere og vedligeholde en dieselgenerator, lyder vurderingen, i forhold til en brændselscelle, der hverken skal have udstødning, frostsikring, testes hver uge, have skiftet diesel to gange om året, renset tanke eller forankres i beton.

Behøver ikke generatorstrøm til storage

Når løsningen med små brændselscelle-moduler på et tidspunkt bliver klar til brug, vil hele anlægget være modulopbygget, og den store, centrale dieselgenerator kan sendes på pension.

Dermed bliver det nemt at forsyne serverrummet med lige den mængde generator-kapacitet, der er nødvendig.

»Når du tager backup, skal strømmen ikke gå, for så tager det 14 dage at genskabe data fra korrumperede databaser. Så til storage-løsninger har du brug for en meget pålidelig UPS, men ikke nødvendigvis en generator. Med vores system med brændselsceller kan du få generatorer, der dækker nogle dele af serverrummet, og ikke andre,« siger Klaus Moth.

Den typiske løsning i dag er at måle det samlede strømforbrug i serverrummet og så købe et monstrum af en dieselgenerator, der har to til ti gange den nødvendige kapacitet, vurderer Klaus Moth. En af forklaringerne er, at der helst skal gå lang tid imellem, at den skal opgraderes til en større.

»Men ved at gøre det modulopbygget kan du opgradere med nye moduler, for eksempel flere generatorer, mens systemet er i drift, så du hele tiden har den nødvendige kapacitet, uden afbrydelser,« siger den tekniske direktør.

Hvordan bliver et lille firma med en ny løsning så modtaget af kunder, som skal være helt sikre på, at nødstrømsanlægget virker?

»Det er forskelligt, hvordan folk modtager os, men der er firmaer, som ’tør’. Der er generelt en stor interesse for nye idéer og innovation på området,« siger Klaus Moth.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere