Nu også i Danmark: Køb brugte softwarelicenser til dumpingpris

Et dansk firma tilbyder IBM- og Microsoft-licenser fra konkursboer til langt under normalprisen. Firmaet forventer ballade for manøvren.

Hidtil er softwarelicenserne endt i skraldespanden, når en virksomhed er gået konkurs. Men en dom fra EF-domstolen har slået fast, at det er tilladt at videresælge brugte softwarelicensaftaler.

Det vil det nystartede SoftwareBrokers udnytte til at tilbyde danske virksomheder softwarelicenser til langt under normalprisen.

»Vi vil starte med at sælge det, vi er sikre på er lovligt. For eksempel ved et konkursbo, hvor der er et helt aftalekompleks, der kan overdrages,« forklarer Henrik Zangenberg, der er idémand bag SoftwareBrokers, til Version2.

SoftwareBrokers har netop taget konktakt til flere konkursadvokater for at tilbyde at videresælge de licensaftaler, som tidligere blot er blevet nedskrevet til en værdi af nul kroner.

Det har givet SoftwareBrokers en masse softwarelicenser til software fra blandt andet IBM og Microsoft, som firmaet nu arbejder på at finde kunder til.

Læs også: Oracle taber retssag: Nu må du sælge software hentet fra internettet

De store softwarefirmaer har forsøgt at forhindre videresalg af licensaftaler, men dommen fra EF-domstolen har åbnet for, at i hvert fald komplette aftaler kan sælges videre. Det er straks mere tvivlsomt, om man kan videresælge dele af en aftale, så det afholder SoftwareBrokers sig fra i første omgang.

»Vi imødeser, at der kan blive ballade. Vi tror, leverandørerne vil udfordre modellen. Det er også derfor, vi har slået os sammen med et advokatfirma,« siger Henrik Zangenberg, som har stiftet firmaet sammen med advokat Michael Christiani Havemann.

»Der vil være nogle transaktioner, som leverandørerne bare vil acceptere. Men så snart vi kommer ud på kanten, så vil det blive debatteret. Derfor skal vi sikre, at vi er dækket ind juridisk,« siger Henrik Zangenberg.

Læs også: Tyskere vil sælge brugte Microsoft-programmer til dansk spotpris

Han vurderer, at det vil være muligt at videresælge det meste software, så længe der ikke er tale om meget branchespecifikke produkter. Det er nemlig vigtigt at kunne sælge licenserne videre hurtigt, og det kan også komme køberne til gode.

»Prisen vil ligge markant under de reelle priser på markedet, fordi vi har et relativt lille tidsvindue til at sælge, fordi der skal betales løbende for support,« forklarer Henrik Zangenberg.

Software med dyre supportaftaler vil altså hurtigt skulle sælges, og det vil presse prisen ned. Hvis der derimod er tale om en licensaftale, hvor de løbende omkostninger er forhandlet godt ned, vil man også kunne få flere penge hjem på et videresalg.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Henrik Zangenberg

Ubrugte licenser kan generelt sælges på lige fod med "brugte" licenser.

Vi er pt ved at grave ned i det specifikke problem med windows-licenser indkøbt sammen med en pc. Gå ind på vores hjemmeside og registrer dig, så vil vi sende dig info, når vi har et svar.

Henrik Zangenberg

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize