Dansk firma genskaber Commodore 64 på iPhone - smidt ud af Apple

Det århusianske spilfirma Kiloo har rettighederne til at emulere Commodore 64 på mobiltelefonen, og det har medført kæmpesucces på iPhone - indtil Apple smed applikationen ud.

Brugerne var ellevilde og rev Commodore 64-applikationen ned fra App Store-hylderne i stor stil. Lige indtil Apple satte en kæp i hjulet og fjernede den danskudviklede software fra Kiloo.com.

Apple valgte at lukke downloadfesten, fordi Commodore 64-applikationen indeholder en BASIC-fortolker, som burde ligge gemt væk for brugeren, men som et par fingernemme iPhone-ejere alligevel havde fået adgang til.

Dermed blev det muligt for brugeren at skrive sine egne programmer i programmeringssproget BASIC og afvikle dem på iPhonen, og det strider mod Apples politik for applikationerne i Appstore.

»Apple har en helt principiel aversion mod emulationssoftware. Der har tidligere været en sag, hvor Palm (mobilproducent, red.) lagde deres operativsystem op på Appstore, således at ens iPhone blev til en Palm. Det var jo ikke meningen, og derfor har Apple taget en politisk beslutning om, at emulationssoftware ikke er tilladt i applikationerne,« fortæller direktør i Kiloo, Jacob Møller, til Version2.

Ifølge direktøren havde Kiloo's egne tests af applikationen vist, at brugeren på ingen måde kunne få adgang til den underliggende BASIC-fortolker. Det samme var Apple kommet frem til i det obligatoriske gennemsyn, alle iPhone-applikationer udsættes for, inden de bliver endeligt godkendt og kan lægges på Appstore.

Kiloo.com beskæftiger 12-14 mand primært i Århus, men også i England og USA, og den danske virksomhed kom med på C64-applikationen, fordi det amerikanske udviklingshus Manomio henvendte sig.

Manomio havde en stort set færdig C64-applikation liggende, meddelte firmaet til Kiloo.com, der til gengæld har en licensaftale med Commodore i Holland om mobilrettighederne til C64-emulatoren.

Applikationen består af en emuleringsdel, som kan eksekvere de gamle C64-spil på iPhone. Det er en helt typisk C64-emulator, som Manomio har licenseret fra tredjepart. Manomio har derefter fremstillet den overliggende brugergrænseflade og den kode, der gør det muligt at downloade og installere flere spiltitler på applikationen.

C64-applikationen nåede top-20 over betalte applikationer på Appstore, inden den blev taget ned tidligere på ugen.

»Problemet for os opstår, fordi nogle brugere finder ud af, at de kan få adgang til BASIC. Det betyder, at man så kan skrive sine gode gamle BASIC-programmer og afvikle dem på applikationen. Det er klart, at med den massive presseomtale, der opstod på grund af det, bliver Apple også gjort bekendt med det og må derfor tage en principiel beslutning om at tage applikationen ned igen,« siger Jacob Møller.

Han vurderer, at applikationen kunne have nået top-10, hvis ikke den var blevet taget ned af hylderne.

»Vi oplevede en massiv interesse for applikationen, fordi Commodore 64 jo er der, hvor mange iPhone-brugere har deres hjertebarn,« siger Jacob Møller.

Jacob Møller kan ikke tale om de nærmere detaljer, men oplyser, at man lige nu samarbejder med Apple om at få C64-applikationen tilbage i Appstore.

»Vi håber, at det kan lade sig gøre. Samtidig arbejder vi også intenst på at finde frem til rettighedshaverne til de 25 år gamle C64-spiltitler, så vi kan udvide antallet af titler. Det har vist sig at være en udfordring af finde frem til dem,« siger Jacob Møller.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (16)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Lars Bjerregaard

Lige der kan alle se et klokkeklart og klassisk eksempel på hvorfor det er en rigtigt dårlig ide at blive forelsket i Apple produkter og teknologi.

Det er et firma som i dag udviser en ekstrem "lock-down" mentalitet, hvor din frihed og dine behov absolut ikke er prioritet nr.1. "Vi alene vide" er parolen, og det er pinefuldt at iagtage.

Hvis Microsoft er det nye IBM, så er Apple så afgjort det nye Microsoft. You better believe it...

  • 0
  • 0
Jimmi Hansen

Apple vi ikke have at apps kører fremmed kode, det er gode sikkerhedsmæssige argumenter for.

Med tanke på den eksplosive vækst iPhone-platformen har set på det års tid, hvor App Store har kørt - hvor meget malware og crapware havde der så ikke været, hvis ikke Apple havde stramme restriktioner og kontrol?

Det forekommer mig at Apple netop vil undgå at trække deres brugere gennem det morads, som Windowsbrugere har været udsat for. Den store fordel ved Apple teknologi er at de netop prioriterer deres brugere højt.

http://www.appleinsider.com/articles/09/09/06/apple_approves_commodore_6...

  • 0
  • 0
Anders Clausen

A hva for noget?

Så du argumenterer altså for, at det er en god ting at producenter fratager brugerne frihed, fordi det er "bedst for dem selv"? Jeg fornemmer en snert af fanboy.

Jeg vælger nu SELV at vælge hvordan jeg vil beskytte mig mod trusler fra malware. Det burde være alles privilegie - og ansvar. At begrænse funktionalitet i forhold til brugeren, for at passe på dem, det er jo fuldstændigt til grin. Men igen, sådan har det altid være med apple, så ingen kan vel være overrasket over ovenstående.

  • 0
  • 0
Niels Kjelstrup

Jeg har i mange år brugt en C64 emulator på mine Symbian telefoner og en ganske gratis en. Google C64+Nokia og find frem til Frodo. Den er gratis og kører glimrende på min Nokia E71 :-) Blue Max er mit ynglingsspil...

http://www.youtube.com/watch?v=bVZ9OvM1grc

Har ikke set Frodo på OVI Marked endnu men mon ikke den kommer, potentialet er stort, ellers må Kiloo jo lave en, hvis de da magter opgaven, de har da i hvertfald tidligere lavet ting til Nokia, og også vundet en af deres udvikler konkurrencer.

Go Kiloo GO!

  • 0
  • 0
Henrik Mikael Kristensen

Med tanke på den eksplosive vækst iPhone-platformen har set på det års tid, hvor App Store har kørt - hvor meget malware og crapware havde der så ikke været, hvis ikke Apple havde stramme restriktioner og kontrol?

Crapware: Er der rigeligt af, netop pga. det lavpris-supermarked-miljø som app storen lægger op til, fordi telefonen allerede er så udbredt. Udviklerne strømmer jo til, for hvem vil ikke gerne sælge 10 millioner apps til 0.99$ stykket? Så skidt med kvaliteten af programmet.

Malware: Sikkert meget lidt, når man tænker på at en nyindkøbt Mac med en gratis XCode medleveret på installations-DVD'en skriger "Hej, fritidskoder. Du kan bare gå igang." uden at nutidens typiske Mac er blevet oversået af malware. iPhone som programmeringsplatform er ikke meget anderledes end at programmere til MacOSX. Det kan ikke blive ret meget bedre.

Med en kombination af Apple's regler for apps på telefonen og deres tilfældige godkendelsessystem tvinger det seriøse brugere at skifte til en alternativ platform, når man risikerer at miste udviklingspenge på det.

Det er helt afgjort at hælde gylle i nissegrøden. Havde det været ligesådan med MacOSX, havde platformen været ca. død idag. Ingen ville røre ved den.

At have en app store virker umiddelbart fantastisk, set fra et indtjeningssynspunkt, men ideen bliver komplet skævvredet af at telefonen betragtes af de fleste brugere som et stykke sejt legetøj, og at man udvikler apps derefter, lidt ligesom når man køber et eller andet billigt plastikbras i supermarkedet, fordi det er billigt.

Jeg finder det også uhyggeligt at tænke på, at jeg som lille udvikler ikke selv kan styre min distributionskanal, og at Apple kan vælge at slukke for den når de vil.

Teknologisk er iPhone nær ideel til stort set alle mulige mobile apps i meget høj kvalitet; Min gamle HP48 lommeregner havde en stor kilde af interessante programmer, der voldsomt øgede dens evner. Deriblandt et helt spændende lille operativsystem. Folk brugte deres tid på at udforske hvad maskinen kunne, og jeg kunne skrive mine egne programmer og uddele dem til mine studiekammerater, og hjælpe min sidemand, uden HP skulle blandes ind i det. Det kommer vi til at kigge langt efter her, med mindre man jailbreaker telefonen og dermed trodser Apple's hensigt med telefonen.

Jeg kommer hele tiden til at tænke på Steve Jobs' spørgsmål til John Sculley i midtfirserne:

"Do you want to spend the rest of your life selling sugared water or do you want a chance to change the world?"

  • 0
  • 0
Erik Jensen

Den helt nye og meget avancerede smartphone ( ægte iphonekiller) HTC Hero vil aldrig opleve disse begrænsinger, for der er det den enkelte ejer af telefonen der bestemmer. En funktionalitet som brugerne over hele verden naturligvis kræver mere og mere af.

HTC Hero benytter Googles åbne og frie styresystem Android og så vidt vides er der endnu ikke fundet apps/programmer i Android markedet som er malvare eller eller ligende, selvom der ikke er nogen væsenligt kontrol af programmerne for den slags.

Dvs at Aples undskyldning for minutiøs kontrol er ikke eksisterende og kun til gavn for dem selv, hvilket ovenstående eksempel blandt rigtig mange er udtryk for.

Iøvrigt køre Google den politik at alle programmer naturligvis er velkomne, men hvis der klages over programmet undersøges det og evt. fjernes det fra Android market og brugeren vil få deres penge retur, således er det altid er brugerne der afgør hvorvidt programmet er godt nok, ikke producenten af smartphonen som det ses i iPhones tilfælde.

Jeg er glad for at jeg netop har anskaffet den nye HTC Hero smartphone med Android, for der er det mig som styrer og det og den kan jeg varmt anbefale..

  • 0
  • 0
Nikolaj Brinch Jørgensen

Jeg er selv stor tilhænger af Android, men Hero har bestemt aldrig været en iPhone killer.

Ja iPhone dør nok ikke foreløbig, det er den mest solgte smartphone i nyere tid, HTC, Samsung, Sony/Ericsson (og de nye Nokiaer) kommer vel ikke helt op på siden af den.

Vi må huske på at Apple har lavet en del open source projektet som har gavnet industrien en del, heriblant WebKit (deres fork af KHTML) som er grundpillen i Chrome, som også er den browser en Android device har.

Derudover bidrager de en del til LLVM, FreeBSD m.fl.

Deres OS X (som iOS også er baseret på), bygger på en hel del open source, hvor de (for FreeBSDs vedkommende) sync'er koden de laver tilbage til projekterne.

Jeg ved ikke hvordan community er omkring Android, om det er Google der alene laver det meste af abejdet, eller om HTC+ de andre også er en del af platformsvedligeholdelsen? Det kunne egentligt være interessant at hører?

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere