Dansk eyetracking til 500 kroner på vej

Danske The Eye Tribe lancerer en pris- og kodevenlig eyetracker til pc’er, som også snart kan bruges med tablets og smartphones.

Den danske virksomhed The Eye Tribe debuterer i disse dage som hardwareproducent med lanceringen af sin første eyetracker kaldet The Eye Tribe Tracker. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Læs også: Ingen grænser: Dansk eyetracking vil erobre cyberbriller, biler og huse

Eyetrackeren er en lille sort bar, som indeholder en række infrarøde sensorer, der ved hjælp af løbende refleksionsberegninger holder øje med, hvor brugeren kigger hen.

Potentielt kan teknologien bruges til at styre programmer kun ved at bruge øjnene. Men virksomheden udgiver sammen med produktet også et udviklerkit, som skal give udviklere mulighed for at integrere øjenstyring i deres egne løsninger.

'Vi ønsker, at alle de bedste udviklere rundt omkring i verden får adgang til vores eyetracker, så de kan udvikle spil og applikationer med øjenstyring. Vi forventer, at der vil komme helt nye bud på, hvad eyetracking kan bruges til, når tusindvis af udviklere får adgang til eyetracking', udtaler den administrerende direktør og medstifter af The Eye Tribe, Sune Alstrup Johansen, i pressemeddelelsen.

Læs også: Dansk eyetracking i aktion: Spil Fruit Ninja med øjnene

I begyndelsen vil The Eye Tribe Tracker kun fungere med Windows-PC’er, men virksomheden fortæller, at man i øjeblikket tester enheden med Android-smartphones og tablets.

Virksomheden forventer, at de første eyetrackere er på gaden inden jul.

Dansk virksomhed gør øjenstyring tilgængeligt for alle

Den danske eye tracking virksomhed, The Eye Tribe, præsenterer i dag verdens første prisvenlige eyetracking-enhed og bringer dermed for første gang nogensinde teknologi til øjenstyring ned i en pris, hvor alle kan være med.

Den prisbelønnede virksomhed The Eye Tribe lancerer i dag The Eye Tribe Tracker, en 500 kroners øjenstyringsenhed til Windows. Dette er et vigtigt skridt på vejen mod at gøre øjenstyring tilgængeligt for alle, hvilket er The Eye Tribe’s mission. The Eye Tribe Tracker er en lille hardware-enhed, som kan tilsluttes direkte til en Windows PC, laptop eller tablet.

"Udviklingen af nye sensorer med utrolig høj opløsning gør det muligt at levere en fantastisk øjenstyringsoplevelse, der vil være fuldt ud på højde med andre eksisterende eye trackingsystemer, men vores sensor vil være mindre og kan købes til en overkommelig pris", udtaler CTO og medstifter af The Eye Tribe, Martin Tall.

The Eye Tribe Tracker sælges med et Software Development Kit (SDK), hvilket giver udviklere mulighed for nemt at integrere øjenstyring i eksisterende applikationer og spil.

"Vi ønsker, at alle de bedste udviklere rundt omkring i verden får adgang til vores eye tracker, så de kan udvikle spil og applikationer med øjenstyring. Vi forventer, at der vil komme helt nye bud på, hvad eye tracking kan bruges til, når tusindvis af udviklere får adgang til eye tracking", siger adm. direktør og medstifter af The Eye Tribe, Sune Alstrup Johansen.

The Eye Tribe Tracker vil i starten kun virke med Windows, men The Eye Tribe har allerede demonstreret en version til Android smartphones and tablets, og alle de centrale hardwarekomponenter, der anvendes i The Eye Tribe Tracker, er egnet til integration i mobile enheder.

"Inden længe vil eyetracking blive indbygget i hverdagsprodukter som smartphones og tablets, men vi ønsker at være et skridt foran, så vi kan sikre, at der er apps og spil til rådighed, når teknologien er indbygget i den næste generation af mobile enheder ", fortsætter Sune Alstrup Johansen.

The Eye Tribe samarbejder allerede med software- og spilvirksomheder for at bringe øjenstyrede programmer og spil til forbrugerne. Første parti af The Eye Tribe Tracker sendes ud til kunderne inden jul i år.

Se lanceringsvideoen på www.theeyetribe.com

OM VIRKSOMHEDEN

The Eye Tribe udvikler øjenstyring til computere og mobile enheder, hvilket muliggør håndfri navigation af hjemmesider og applikationer, øje-aktiveret login, forbedrede spiloplevelser og cloud-baserede brugeradfærdsanalyse. The Eye Tribe har til hensigt at være førende leverandør af øjenstyring til hverdagsprodukter ved at licensere teknologien til producenterne.

The Eye Tribe er grundlagt af fire tidligere ph.d.-studerende fra IT-Universitetet i København under deltagelse i det europæiske StartupBootcamp accelerator-program i 2011. Teamet omfatter nu 14 fuldtidsansatte, der arbejder på udvikling af eyetracking software. The Eye Tribe har modtaget en investering på 6 millioner kr. fra private investorer og står desuden i spidsen af et 23 millioner kr. projekt med støtte af Højteknologifonden.

For mere information besøg venligst: www.theeyetribe.com

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Kasper Sparvath

Har ventet og diskuteret længe hvornår en eye tracker ville komme på markedet, og siden den ønskes hægtet på spil, må den være uhyrre præcis.. Det vil ihvertfald ændre meget i spil industrien, særligt first person shooters vil falde ud til fordel for personer med eye tracker (umiddelbart)...

Men spændende sager!

  • 0
  • 0
Palle Sørensen

Det vil nok være noget man skal vænne sig til, idet crosshairet altid sidder i midten af skæmen - du kan altså ikke kigge på manden i hjørnet af skærmen og skyde, men er nødt til at følge personen med øjnene indtil dit view har flyttet sig så personen står i midten af skærmen (og dine øjne også kigger på midten af skærmen). Lidt rodet at beskrive, men håber du fik pointen ;-)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere