Dansk elektronik sikrer aktiehandlere en hurtig handel

Danske netværksløsninger er de elektroniske spydspidser i bankernes digitale infrastruktur, som gør det muligt at handle for millioner af kroner på få mikrosekunder.

Op mod 30 millioner datapakker – svarende til 10 gigabyte – kan passere ind og ud af en server på bare ét sekund, når store valutahandler effektueres.

Det kræver en netværksadapter af den højt specialiserede slags at holde styr på alle de data i realtid, og det nyder man godt af i Søborg-virksomheden Napatech, som siden etableringen for ti år siden er vokset til godt 100 medarbejdere, heraf 65 i Danmark.

»Der har været en utrolig udvikling inden for algoritme-trading de seneste ti år, herunder højfrekvenshandel. Hvor man tidligere skulle være den hurtigste til at lave en handel, skal man nu også være mere systematisk,« fortæller Napatechs marketingchef, Dan Joe Barry.

Højfrekvenshandler tegnede sig for cirka 55 procent af aktiehandlen i USA i 2010.

Det er netop, når man taler om systematik, at Napatechs egenudviklede netværksadapter kommer ind i billedet. Adapteren er en del af de avancerede systemer, som Napatechs kunder leverer til eksempelvis finanssektoren. Systemer, som bruges til at overvåge pengeinstitutternes netværk, herunder monitorere og registrere alle data i realtid, så bankerne kan lave de bedst mulige handler.

»Det her er for professionelle – ikke for familien Danmark med computeren hjemme i stuen,« siger Dan Joe Barry med et grin.

»Før de overhovedet har tændt for computeren, er der realiseret millioner af handler.«

Ifølge marketingchefen har Napatech nu rundet de 140.000 porte verden over og er markedsledende på området.

Lynhurtige netværkskort

Helt så langt er en anden dansk underleverandør, Fiberblaze, stiftet i 2008, ikke nået endnu. Hvor Napatechs netværksadapter bruges til system-management, bruges Fiberblazes netværkskort direkte i forbindelse med de finansielle transaktioner, hvor det skal gå lynhurtigt. Hvor vi taler mikrosekunder og ikke de millisekunder, som eksempelvis Nordea opererer med.

»Top-5 i verden kan handle på et encifret antal mikrosekunder, og hvis man skal helt derned, har man brug for det, vi laver: PGFA-baserede netværkskort,« lyder det fra Fiberblazes medstifter Nikolaj Hermann.

Netværkskortene består af standardkomponenter, som Fiberblaze køber hjem og derefter selv monterer på printet, koder og tester. Ude hos kunden bruges netværkskortet så til at behandle de store datapakker, der entrerer og forlader bankens server som henholdsvis UDP- og TCP-pakker.

»Der er så mange ingredienser, der skal til for at man kan handle så hurtigt, at det kræver en meget avanceret infrastruktur. Og det er der flere og flere, der får,« siger Nikolaj Hermann og tilføjer:

»Det er et marked, som er i hastig vækst, så det er kun begyndelsen. Og vi er en lille spiller.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere