Apple har ikke designet iPad. I stedet har Apple gjort det, der har gjort selskabets design berømt, nemlig at skære designet ned til det helt essentielle af, hvad en tavlecomputer kan være. Og derfor er det umuligt for eksempelvis Samsung at undgå at efterligne Apples design.
Det mener den danske designer og konsulent Thomas Bækdal, som i et blogindlæg bryder designet af en tavlecomputer ned til de fundamentale dele. Slutresultatet er et design, som umiskendeligt ligner en iPad.
»Min pointe er, at hvis man skal lave en tablet, så ender man med en iPad,« forklarer Thomas Bækdal til Version2.
Samsung og Apple ligger for tiden i et bittert slagsmål om patenter og designbeskyttelse i både Europa og flere andre steder i verden.
I Europa handler sagen om Samsungs design af Galaxy Tab 10, som ifølge Apple krænker Apples beskyttede designmønster. Derfor har Apple opstillet en række krav til, hvordan Samsungs tavlecomputer ikke må se ud, men det er ifølge Thomas Bækdal umuligt, hvis man vil lave en tavlecomputer, som er tynd, til at holde om og har plads til batterierne.
»En ting er at patentere iPad, noget andet er at patentere, hvordan man løser det at lave en computer, der er flad og ikke har et tastatur,« siger Thomas Bækdal.
Motivationen bag hans blogindlæg var netop de patentsager, som plager it-branchen med Amazons berygtede 'et klik for at købe patent' som et af de mest ekstreme eksempler.
»Ideen kom fra de håbløse retssager, vi har set med patenter. Så kom Apple med ideen om, at man ikke måtte lave en tablet, der er flad. Det er helt hen i vejret, så lørdag nat, hvor jeg ikke kunne sove, skrev jeg indlægget klokken tre om natten,« fortæller Thomas Bækdal.
Siden da er blogindlægget blevet citeret af medier over hele verden, og det oprindelige indlæg var blevet læst mere end 83.000 gange, da Version2 talte med Thomas Bækdal mandag morgen.
»Mange har misforstået, at jeg skulle være imod Apple. Det er jeg ikke. Apple er ekstremt gode til at finde den mest simple form. Der er ingen tvivl om, at Samsung har hugget designet fra iPad'en. Men diskussionen er, om Samsung skal have lov til det,« forklarer Thomas Bækdal.
Da iPad'en er tavlecomputeren kogt ned til essensen, så vil det være umuligt at undgå at kopiere designet uden at tilføje unødvendige detaljer, og derfor mener Thomas Bækdal, at det er nødvendigt at få skabt en debat om, hvorvidt det er rimeligt med de patenter, som forhindrer andre i at følge de samme ideer.
»Jeg kommer fra tøjindustrien, hvor alle firmaerne kommer med de samme farver hver sæson, og når trompetbukser er moderne, så har alle trompetbukser. Det skal it-branchen også have lært. Man skal selvfølgelig ikke kunne sælge en nøjagtig kopi af en Nike-sko, men problemet i it-branchen er, at man gør det meget bredere,« siger Thomas Bækdal.
Han peger på, at der eksempelvis er patenter på 'tekst til tale', som i praksis handler om retten til at kunne lave løsninger med 'tekst til tale', men som ifølge Thomas Bækdal i stedet kun burde beskytte den konkrete løsning.
»Det er helt hen i vejret. Det er ikke det, patenter oprindeligt blev skabt for. Det er et stigende problem,« siger Thomas Bækdal.