Dansk datatilsyn ved ikke om Google Analytics bør være ulovligt

22. august 2012 kl. 12:405
I Norge er Googles webværktøj Analytics i strid med persondataloven, i Sverige afhænger det af situationen. Herhjemme mangler vi endnu at tage stilling, oplyser Datatilsynet.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Er Google-tjenesten Analytics i strid med persondataloven eller ej?

Mens vores norske broderfolk har svaret klart og tydeligt ja, er den sag endnu ikke afgjort herhjemme:

»Datatilsynet har endnu ikke behandlet sager vedrørende danske virksomheders eller myndigheders brug af Google Analytics eller i øvrigt haft lejlighed til konkret at tage stilling til brugen heraf,« skriver Lena Andersen, kontorchef i Datatilsynet, i en e-mail til Version2.

Som beskrevet på Version2 tirsdag har det norske Datatilsynet afgjort, at Google Analytics er i strid med norsk persondatalovgivning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Google Analytics er et onlineværktøj, der bruges til at analysere trafik på en hjemmeside og lave statistikker over den. For mange er det et nyttigt værktøj til at få et indblik i, hvem, hvornår og hvor mange der besøger en hjemmeside, og Analytics er de facto-standarden på området.

For Datatilsynet i Norge har det dog ingen interesse, om værktøjet er smart.

Tilsynet har undersøgt brugen af Google Analytics på hjemmesiderne Lånekassen og Skattedirektoratet. Og problemet er, at Google Analytics indsamler oplysninger om IP-adresserne for de besøgende på hjemmesiderne.

Det er ulovligt i henhold til et EU-direktiv fra 2008, påpeger nordmændene. Direktivet fastslår, at IP-adresser er personlige data, som ikke må indsamles på den måde, Google gør.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Google i Danmark har i en udtalelse til Version2 svaret igen på kritikken fra det norske datatilsyn.

»Webmasterne har fuld kontrol over, hvilke data der sendes til tjenesten, og hvordan Google bruger og kan bruge de oplysninger, der modtages fra de forskellige websteder,« skriver Google til Version2.

Virksomheden hævder at have tilbudt at mødes med Datatilsynet i Norge for at besvare dets spørgsmål, men uden held.

Svensk og norsk afgørelse vækker interesse

På baggrund af den norske afgørelse og en tidligere fra Sverige vil Datatilsynet i Danmark nu se nærmere på Google Analytics.

Det svenske Datainspektionen bruger selv Google Analytics på sin egen hjemmeside, men fjerner de sidste cifre i de besøgendes IP-adresser, før informationen lagres hos Google.

Ifølge en udtalelse fra svenskerne er det altså OK at bruge tjenesten, så længe der finder en maskering sted af den besøgende.

Både den norske og den svenske udmelding får nu det danske datatilsyn til at kigge nærmere på Google Analytics.

»Jeg har tidligere set en udmelding fra det svenske datatilsyn Datainspektionen, så nu vil jeg med interesse læse den norske afgørelse,« skriver Lena Andersen til Version2.

Google har nu tre uger til at dokumentere over for det norske datatilsyn, at personoplysninger ikke går videre til Googles egne systemer.

5 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
5
10. september 2012 kl. 22:33

Det er vel efterhånden kun sure gamle mænd, som jeg, der seriøst kan være imod en global adfærdsovervågning. Og når det nu ikke er grimme mennesker, som Stazi, men gode mennesker, som Google, der forestår denne overvågning, så bør jeg vel bare kunne slappe helt af.

Så vil nogle påstå, at Googles data ikke bruges på samme måde som f.eks. Stazis data.

Handler begge dataset ikke om at kortlægge den overvågedes færden?

4
2. september 2012 kl. 19:15

Hele den her diskussion er ret sjov, og meget udetaljeret.

Nu hører vi at det norske datatilsyn har gjort det ulovligt. Men hvad sker der hvis jeg anvender en fil fra googles CDN? eller fra en hvilken som helst anden udbyders CDN.

I norge kan man ikke få lov at google analytics, men jeg kan sagtens inkludere jQuery fra googles servere?

google kan altså tracke (næsten) lige så meget alligevel (ingen klientoplysninger, men stadig glimrende identificering og tracking).

Hvis GA skal gøres ulovligt, så bør brug af ekstern cDN ligeledes gøres ulovligt.

3
24. august 2012 kl. 11:06

Google har lavet justeringen som de bruger i Sverige i samarbejde med den Tyske regering for at sikre, at de er i overensstemmelse med lovgivningen indenfor EU.

Forbuddet i Norge er nok mere et udtryk for manglende viden.

1
22. august 2012 kl. 13:50

Hvorfor i alverden begrunder nordmændene forbuddet mod Analytics med et EU direktiv? De er jo ikke med i EU.