OBS: Siden denne artikel blev udgivet har Snoost måttet dreje nøglen om. Du kan læse mere her.
Det blevet dyrt at game. En nogenlunde gaming computer med et tidssvarende grafikkort er svær at få for under 5.000 kr., og det kan være svært at retfærdiggøre for at spille de nyeste spil. Det vil den aarhusianske start-up Snoost gøre noget ved.
De har et mål om, at alle skal kunne spille de nyeste pc-spil – uanset styresystem og alder på hardwaren, og det mål er de ret tæt på at nå takket være Amazons cloud-netværk.
Det hele var dog lige ved at gå galt. Da Version2 mødte dem for nylig, havde Snoost arbejdet på en stor opdatering i halvanden måned, som skulle ud på en tirsdag. Søndag virkede alt, og de skulle bare lige køre Windows Update på cloud-gaming computerne.
»Og så bristede taget bare og faldt ned i hovedet på os. Intet virkede efter Windows Update, og så måtte vi bruge de næste to dage og nætter på at få alt til at virke igen,« griner Rune Dalton, der er en af Snoosts to grundlæggere.
Sådan er livet som start-up, når Rune Dalton kun har en enkelt kollega og et par freelancere, der koder med ham. Derfor tog det også halvandet år for den selvlærte programmør at udvikle systemet, der giver dig mulighed for at spille i clouden fra enhver computer.
Delte grafikkort og cloudspil
Det seneste halvandet år har været præget af lange nætter og mærkelige problemer for Snoost. For hvor Netflix og andre streamingtjenester kun skal bekymre sig om at streame et billede til brugeren, skal Snoost modtage input fra mus og keyboard samtidig med, at de streamer indhold tilbage.
Når du gamer på Snoost, gamer du på en computer i dit nærmeste Amazon-datacenter via en gratis udvidelse til Chrome udviklet til både Linux, OS X og Windows. Når du starter din gaming computer, åbner du en virtualiseret session på serveren gennem en Hyper-V-hypervisor og RemoteFX og får tildelt en del af et Nvidia Grid-grafikkort, designet til at køre otte sessioner simultant.
Dine spil, som du selv skal købe og køre fra egen Steam-konto, flyttes fra server til server via Amazons elastic block storage cloud-drev.
For at undgå langsom svartid måtte Snoost bruge UDP-protokollen, der sender og modtager hurtigere end den TCP-protokol, der leverer størstedelen af internettrafikken. Den store forskel er, at UDP ikke selv tjekker fejl i trafikken. Så de fejl, der uundgåeligt måtte komme, måtte Rune Dalton i stedet kode sig ud af.
»Især MTU-værdien, som skal justeres til at være optimal, har taget en krig at få på plads. Vi har tit drømt om, hvor meget nemmere det havde været med TCP,« siger Rune Dalton.
MTU-værdien viser størrelsen på det største stykke data, som kan overføres på et netværk, og jo mindre værdien er, desto hurtigere kan overførslen ske. Om valget af Amazon som cloud-udbyder siger han:
»Alle konkurrenter, vi har set, er stødt ind i problemer med skalering og brugerhåndtering, når de driver et cloud-system på andre hænder. Og så er det jo også dyrt. Det slipper vi for og er samtidig tilgængelige i alle lande, der er tæt på et Amazon-datacenter.«
Snoosts konkurrenter er bl.a. franske Shadow, der har udviklet en lille computer til at modtage stream-signalet i stedet for at gøre det i Chrome, samt Vortex, der også kører i Chrome, men på egne cloud-servere.
Artiklen fortsættes efter grafikken

Båret af brugerfeedback
Det har ifølge Rune Dalton taget halvandet år at få Snoost til at fungere, og der var stadig børnesygdomme i systemet, da Version2 afprøvede det.
Responstiden på vores cloud-gaming computer lå på 30-40 millisekunder, hvilket gav en mærkbar forsinkelse, fra vi bad en kriger svinge et sværd, til han faktisk gjorde det. Det er dog ikke så stort et problem, mener den anden Snoost-grundlægger, Christian Lykke:
»Vores brugere er glade for overhovedet at kunne trække de spil, som de ikke har kunnet spille. Vi har fået feedback fra egne af Brasilien, hvor der er langt til et datacenter, og folk bare var lykkelige for, at vi gav dem muligheden for at spille,« siger han.
Brugerne har været med i udviklingsprocessen siden marts, og Snoost har ikke brugt penge på markedsføring, fordi de vil bruge deres nuværende brugerbase på et par tusinde til at gøre servicen bedre og sikre, at systemet kører godt, før de reklamerer stort.
»Vi skiftede vores streamingplatform, fordi vores brugere med langsomt internet ønskede at kunne streame i lavere kvalitet, end vi kunne tilbyde før,« siger Christian Lykke.
Både han og Rune Dalton føler, at Snoost er ved at være klar til en større lancering. En del problemer luftes dog stadig i deres tekniske supportforum efter den nyeste opdatering, og i Version2’s test var der en del problemer med at starte den virtuelle maskine fra en gammel Macbook.
Snoost koster 99 kr. om måneden for at spille i 480p, 198 kr. for 720p og 297 kr. for fuld 1080p HD-streaming.