Dansk udvikler: Fjollede døgnflue-apps er no-go i dag

Ligesom Apple oplever en partner hos en dansk appudvikler en modning af app-markedet: Apps bliver mere seriøse, og det kræver mere at trænge igennem de millioner af apps i AppStore.

»Det er ganske klart blevet sværere at trænge igennem støjen i AppStore og få brugerne til at hente vores apps - men jeg oplever det det ikke som træghed blandt brugerne, snarere en modning. I gennemsnit hentes vores apps mere end nogensinde før.«

Det siger app-udvikler, Solutions Architect og partner Esben Thorving Bjerregaard, iDeal Development i Aarhus, som reaktion på nyheden om, at Apple har opgraderet AppStore med vejledninger og videoer til udviklerne, netop fordi det bliver stadigt vanskeligere at fange brugernes interesse.

Læs også: Apple kæmper med overmætte app-brugere: Giver App Store en overhaling

Apple har bl.a. lagt videoer og artikler ud, som skal klæde udviklerne på til at blive bedre til at trænge igennem det massive udbud af apps - nu 1,5 mio. apps i AppStore.

Esben Thorving Bjerregaard er enig i, at der er kamp om at få brugerne til at hente apps: I dag får du ikke en bruger til at hente en app, bare fordi den er sjov i fem minutter.

»Engang kunne du få massiv omtale - og rigtige mange downloads - ved at lave en fjollet app som f.eks. vores Shorts Vejr, der viser dig, om du skal shorts på eller ej, eller iBeer, hvor du kan 'drikke' fadøl fra din iPhone. Den slags single purpose apps, der tidligere var meget udbredt, ser man mindre og mindre - om end Shorts Vejr stadig har pænt med downloads,« siger han.

Han observerer ligesom Apple en modning af app-markedet - også fordi det rent faktisk ikke er så fancy længere at downloade apps:

»Fra et brugssynspunkt kræver det en indsats at hente en app - og det er ikke sjovt længere. Du skal søge appen frem, måske indtaste din adgangskode, vente på, at appen hentes, og endelig finde appen i den ofte lange liste af apps installeret på telefonen. Er du utilfreds med appen, skal den måske slettes bagefter. Det er alt sammen besværligt, og det stiller derfor langt større krav til app-udviklerne, både på indhold, kvalitet og synlighed,« siger Esben Thorving Bjerregaard.

Apps, som udviklingsfirmaet laver idag, har typisk en længere udviklingshorisont end tidligere.

»Alt sammen tegn på, at appmarkedet har nået et andet modenhedsniveau, end det havde, da vi startede med at lave apps i 2011.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (14)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Simon Mikkelsen

Der er bestemt en masse skidt og kanel derude, så man henter ikke bare tingene kritikløst.

Fx købte for ½ år siden en meditationsapp fra iDeal til Android. Hvér gang appen starter, crasher den, før den kan startes igen. I appen kan man købe flere meditationer, men når man trykker på køb-knappen forsvinder den bare. De svarer heller ikke på den support-adresse de oplyser. Når de tager penge for en app og ikke engang prioriterer at vedligeholde den, så gider man jo ikke hente noget fra dem igen. Ærgerligt, for indholdet i appen er faktisk godt.

  • 2
  • 0
#4 Deleted User

Hey Version2. Hvorfor er det, at samtlige artikler om app-udvikling i Danmark involverer iDeal?

Kunne det ikke være interessant at få nogle andre stemmer ind i diskussionen? Som vi kan se ovenover, er jeres artikler nu blevet til et forum for iDeal's kundeservice... det holder ikke en meter. :-/

  • 2
  • 0
#5 Peter Jensen

Dejligt at app markedet er ved at være modnet, jeg er efterhånden også ret træt af at høre om apps hele tiden.

Modern app appers know that ONLY apps can app apps, and Apple's appPhone is so appy, that it's impossible to run non-app LUDDITE software!!

Hvis man så også kunne blive fri for Facebook og "social", så var vi på rette vej.

  • 1
  • 1
#6 Deleted User

Dejligt at app markedet er ved at være modnet, jeg er efterhånden også ret træt af at høre om apps hele tiden.

Som app-udvikler og konsulent er jeg helt enig. App-verdenen startede ud med at være mega-gimmicky - men, det gjorde PC-verdenen også. Personligt er jeg lettet over, at vi nu er kommet til et punkt hvor apps ses mere som deciderede værktøjer end "sådan en skal vi da osse ha'!". Skiftet skete for godt et par år siden, da langt de fleste folk har smartphones — efterhånden også i tredjeverdenslande — så hele lad-os-fange-firstmover-idéen gudskelov er lagt i graven forlængst!

  • 1
  • 0
#7 lars christoffersen

Det største problem med at få virkeligt brugbare app's på app store er, at det er umuligt at kræve penge for en opgradering. Man skal lave en helt ny version. Endvidere er det umuligt at lave apps der kræver en månedlig ydelse, så man kan få dækket løbende udviklings udgifter og hele tiden frigive nye versioner. Altsammen noget der taler imod mere specialiserede og snævre apps, og som favoriserer små simple apps man kan sælge i store mængder. Apple burde virkelig ændre den model så den ligner det man har fra laptop / pc verdenen. Indtil det kommer er det de færreste der vil lave en app der kræver rigtigt mange timer og som har et begrænset kunde potentiale, selv om app som business case holder for kunden. Jo der er in app purchase, men der er igen nogle meget snævre regler fra Apple. PS: Selv distributionsmodellen og flight test er super gode, så der skal ikke laves meget om. Og på Android er der slet ikke nogen der vil betale for ret meget.

  • 0
  • 0
#8 Jesper Høgh

Jeg er kun den lykkelige ejer af én app, som jeg har punget ud for: FR24. Derudover huser min telefon kun gratis apps. Heriblandt Rejseplanen, ShutApp, min Mobilbank, e-Boks og ES File Explorer - alle gratis, uden irriterende reklamer og yderst brugbare.

Hvis nu Google og smartphone-producenterne kunne tage sig sammen til, at lade kunderne betale lidt for at slippe for det værste præinstallerede crapware, så ville jeg slå til med det samme.

Naturligvis er jeg helt med på, at hvad der er crapware, og hvad der er brugbart, er yderst individuelt betinget.

Og så et lille sidespring: Siden V2 omlagde layoutet, har jeg observeret rimelig mange spøjse orddelinger. Findes der virkelig ikke et Drupal modul, som kan det dér med orddeling - altså et modul, som lige kan skanne kommentarer ved modtagelsen, og så indsætte soft hyphens på nogenlunde relevante steder? Det ender jo med, at vi kommer til at se f.eks. sko-vrider eller ble-grød.

Alternativt kunne man helt droppe orddeling, som de fleste andre medier (med respekt for sig selv - og læserne) har gjort.

  • 0
  • 0
#9 Jesper Høgh

Endvidere er det umuligt at lave apps der kræver en månedlig ydelse, så man kan få dækket løbende udviklings udgifter og hele tiden frigive nye versioner.

Som nævnt ovenfor, så er jeg en tilfreds bruger af FR24. Og her betaler jeg et periodisk beløb for at have adgang til premium versionen. Og det er naturligvis producentens backend, der holder styr på dét.

Hvis man vil sælge en app, hvis funktionalitet ikke er afhængig af en stor, forkromet backend, så kunne man vel håndtere en abonnementsordning v.h.a. periodisk genaktivering, som jo kun ville kræve en meget minimalistisk backend.

Men i øvrigt synes jeg, at hvis man udbyder en self-contained app, som et abonnement, så er det efter min smag, at stramme den vel rigeligt.

I tilfældet FR24 har jeg det helt fint med at abonnere på firmaets backend, som jo naturligvis genererer udgifter til drift og vedligeholdelse.

  • 0
  • 0
#10 Jesper Høgh

Og på Android er der slet ikke nogen der vil betale for ret meget.

Nej, det er helt korrekt. Og det hænger vel sammen med, at Android baserede enheder mest anvendes som praktiske værktøjer, i modsætning til iPhone/iPad, som jo evident bruges mest til at signalere social status - og det er vel også derfor, at den mest sete konfirmationsgave er den nyeste iPhone.

Svarer det måske lidt til, at det er nemmere at sælge fancy alu fælge til BMW ejere, end til Hyundai ejere.

Men, helt grundlæggende, så mener jeg, at hvis man er i stand til at udvikle en app, som opfylder et reelt behov hos brugerne, så vil denne kunne storsælge på begge platforme (eller skulle man sige: På alle tre platforme?).

Så, hvis jeg må være lidt syrlig, så handler det vel kun om, at app udviklerne begynder at udvikle apps, frem for udelukkende at forsøge at sælge apps.

Enhver, der ikke er født i går, kan jo godt gennemskue, at mange af de såkaldte nyudviklede apps i virkeligheden er bitte små overbygninger på 3. parts frameworks. Og da sidste led inden udgivelsen jo formentlig betaler abonnement til 3. part, så kan jeg da godt forstå iveren efter at kunne udgive apps på abonnement.

Men den intensive brug af 3. parts frameworks i app udviklingen, er dræbende for innovatioteten (nyt ord), så hvis man vil noget, så kod direkte op imod Android. Så lærer man også dette OS at kende.

  • 1
  • 2
#11 lars christoffersen
  • 0
  • 1
#12 Jesper Høgh

Det er jo altid dejligt, at få en antagelse ophøjet til et fakta. Om så end det sker i eller mellem linierne.

Altså hvis du havde haft nogen virkelig vægtige indvending mod mine indlæg, så ville du vel ikke have indskrænket dig til, at skose mig for en (med vilje) lille tilføjet detalje.

Så tak for det, Lars.

  • 1
  • 0
#13 Henning Mølsted Editor

Hej David

Vi synes bestemt, det kunne være interessant at få andre kilder om app-udvikling på banen.

Men det kræver nok, at de er lige så hurtige på aftrækkeren, som vi har oplevet det med iDeal. Journalister har jo altid korte deadlines :)

Er det dig selv, du tænker på som potentiel kilde?

Vh Henning Mølsted, redaktør.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere