Dansk afvisning af Google-patientjournaler

Amerikansk pilotprojekt med elektroniske patient-journaler føjer ikke nyt til igangværende forsøg i Danmark, mener fagfolk som Søren Lauesen.

Danmark kan ikke hente meget inspiration i det amerikanske projekt, som Google lancerede i sidste uge i form af pilotprojektet Google Health, der skal give tusindvis af amerikanske patienter adgang til at administrere deres egne patientdata på nettet.

Det mener direktør Otto Larsen fra Digital Sundhed, som er den organisation, der skal sikre en digitalisering af det danske sundhedsvæsen:

»Som projektet indtil videre er beskrevet, kan jeg ikke se, at det tilføjer noget til eksempelvis pilotprojektet på sundhed.dk, hvor patienter kan læse og bruge deres patientoplysninger på nettet,« siger han.

Danmark er nemlig allerede godt på vej i samme udvikling. På sundhed.dk kan patienter, som siden 2000 har været indlagt på sygehuse i det tidligere Viborg Amt, med en digital signatur læse og bruge dele af deres egne patientdata.

Endnu mere skeptisk er professor Søren Lauesen fra IT Universitetet i København, der gennem flere år har beskæftiget sig med indførelsen af EPJ, elektroniske patientjournaler:

»Jeg har svært ved at forestille mig danske sundhedsmyndigheder lægge dele af patientoplysningerne ud i regi af Google. Sikkerhedsmæssigt kan jeg slet ikke se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre,« siger han og uddyber:

»Google Health kan måske fungere som en slags medicinsk Facebook, men i mine øjne løser tjenesten ikke det grundlæggende problem, som sundhedssystemer over hele verden slås med, nemlig at finde nogle fælles standarder for elektronisk lagring af patientoplysninger.«

Google kan komme med på EU-udbud

Forsøgsprojektet Google Health vil i første omgang omfatte op til 10.000 patienter fra privathospitalet Cleveland Clinic i den amerikanske delstat Ohio. Den enkelte patient skal give tilladelse til, at data lagres i Google Health-basen.

Søgemaskine-giganten har tidligere selv præsenteret ideen, der har været halvandet år undervejs, med disse ord:

"Hos Google mener vi, at patienterne selv skal kunne styre deres helbredsoplysninger, og de bør selv kunne give sundhedspersonale, familiemedlemmer, eller hvem de nu ønsker, adgang til denne information."

Microsoft har siden efteråret 2007 haft en lignende tjeneste under navnet HealthVault.

I Danmark er tilgangen til digitalisering af sundhedsoplysninger dog bredere endnu, mener direktør Otto Larsen fra Digital Sundhed:

»Jeg synes vores ambitioner er større. Hvor det hos Google er den enkelte patient, der skal administrere sine oplysninger, så er vores ønske at omfatte alle patienter i et system, som omfatter alle led af sundhedssystemet.«

Google kan dog alligevel udmærket få indflydelse på et kommende dansk EPJ-system:

»Hvis vi på et tidspunkt, måske i løbet af et par år, sender et oplæg til en platform i EU-udbud, vil jeg da ikke afvise, at det også kunne være en interessant opgave for Google eller Microsoft,« siger han.

I december 2007 udgav Digital Sundhed en national strategi for digitalisering i sundhedsvæsenet frem til 2012, som lægger vægt på en trinvis indførelse af it baseret på lokale og regionale forsøg. Bag Digital Sundhed står staten, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening.

Samtidig skal patienterne kunne dele de følsomme oplysninger med eksempelvis forsikringsselskaber og banker.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere