Danmarks største spiludvikler fyrer halvdelen

Tæt ved halvdelen af medarbejderne står til at miste deres job som følge af en kraftig nedskæringsrunde hos spilfirmaet IO Interactive

Det danske spilfirma IO Interactive, der står bag Hitman-spilserien, står over for at skulle fyre næsten hver anden medarbejder. Det oplyser firmaet ifølge et blogindlæg.

IO Interactive er ejet af den japanske spilkoncern Square Enix, og nedskæringerne betyder også, at IO Interactive øjeblikkeligt stopper alle andre udviklingsprojekter for udelukkende at fokusere på at udvikle et nyt spil i Hitman-serien.

Læs også: Efter 6 års maratonudvikling: Ny Hitman er både agil og vandfald

IO Interactive har også stået bag en række andre spil som eksempelvis Kane & Lynch, men Hitman har været selskabets største succes.

Medarbejderne i det danske spilfirma blev ifølge Version2's oplysninger orienteret om fyringsrunden mandag, men der er angiveligt ikke sat navne på fyresedlerne.

Læs også: IO Interactive garanterer: Canadisk satsning koster ikke danske job

Square Enix begrunder nedskæringerne med, at spilmarkedet er under pres, og at selskabet derfor vil lade det danske spilfirma koncentrere sig om Hitman, der hører til i den såkaldte AAA-kategori af spil, som kan koste trecifrede millionbeløb at udvikle.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Steffen Madsen

Er det mig der husker helt forkert, eller blev der ikke indgået nogen aftale om at arbejdspladserne skulle holdes i Danmark osv. ved salget?

Synd at et "hjerte"-projekt bliver en pengemaskine, men det er der jo nok desværre ikke så meget at gøre ved :S
Må ikke være sjovt at skulle se sine kolleger i øjnene indtil listen med de fyrede bliver lagt frem.

martin nyhjem

Det er altid en trist nyhed når nogen bliver fyret, og det er altid svært for kollegerne. Specielt når man stadigt ikke ved hvem det går ud over.
Jeg mener også at huske at der var en sådan aftale. Måske er det faktisk derfor man beskærer antallet af ansatte i virksomheden?
Hvis ejeren kan se på regnskaberne at lønomkostningen skal halveres, så kan man enten finde arbejdskraft der vil have det halve i løn, eller fyre halvdelen.. og da man ønsker at bevare de jobs der er i IO i Danmark, så er det kun den sidste mulighed som reelt kan udføres.
Er ikke til at sige, men trist det er det i hvert fald.

Søren Mikkelsen

"Det danske spilfirma IO Interactive..."
IO Interactive er et Japansk ejet firma, uanset hvem der så lavede og arbejder i virksomheden er nuværende ejer Square Enix som er et Japansk firma, at kalde det Dansk kunne ikke være mere ukorrekt og er også en smule fornærmende.

Jan Ulrich Jensen

Det var da godt, at det japanske firma ikke nåede at importere et større antal medarbejdere, der vil nøjes med det halve i løn.
(Sådan som visse firmaer i Midtjylland tilsyneladende lobbyer for i øjeblikket.)
Selv hvis det var lykkedes, så ville det blot være et udenlandsk firma i Danmark - med udenlandske arbejdspladser (og ingen skattebetaling).
Men var det ikke danske spiludviklere, der "opfandt" det succesrige spil i første omgang?
Jeg håber, de bare starter et nyt firma, næste gang, de får en god idé.

Log ind eller Opret konto for at kommentere