Danmarks største eSports-event skal skaffe it-talenter til København

Illustration: Pics Factory, BigStock
BLAST Pro Series bliver afholdt i weekenden foran over 10.000 publikum - og 10 millioner onlineseere, og de skal få øjnene op for, at København er fremtidens teknologihub. En af lokkeredskaberne er en test, der tester dine evner til at kode.

København er fredag og lørdag vært for det største eSports-event på dansk grund nogensinde - nemlig BLAST Pro Series. Eventet samler seks af de bedste hold Counter-Strike-hold i verden i Royal Arena, hvor verden kan følge med online på Twitch - heriblandt de to danske hold Astralis og North.

Det giver en unik mulighed for at gøre reklame for København som it-arbejdsplads, mener Copenhagen Capacity, der i en pressemeddelelse skriver, at det forventede online publikum til eventet er 10 millioner seere.

Håbet er at få it-talenter til København, da der er en statistisk sammenhæng mellem it-udviklere og computerspil, mener Copenhagen Capacity, der satser på, at deres alternative kampagne rammer plet.

»Vi skal være kreative, hvis vi vil tiltrække de it-talenter, som hele verden kæmper for. Når vi samarbejder med et arrangement som BLAST Pro Series, kan vi nå et internationalt publikum og introducere dem til Greater Copenhagen som Nordens førende teknologihub. Derfor ser jeg stort potentiale i at arbejde med lignende begivenheder i fremtiden,« siger Louise Juhl, marketing- og kommunikationsdirektør for Copenhagen Capacity

Test dine evner

En del af promoveringen er siden codenhagen, der tester besøgendes evne til at programmere.

Siden tester dine evner i C#, C++, Javascript, PHP, Python eller alternativt din viden om Counter-Strike og spillets community.

Hvis du klarer testen, bliver du ført videre til en side med, hvor der er slået 46 stillinger op for it-virksomheder som KMD, Unity Technologies, Boozt, Sybo og Massive Entertainment.

Selvom Counter-Strike i manges ører måske bringer billeder op af teenageværelser, så er 73 pct. af seerne på Twitch i aldersgruppen 18-49.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere