Nu er spændingen udløst: Danmarks Radio har valgt CMS’et Drupal som ny platform for de mange tusinde websider hos mediekoncernen.
Det skriver en udvikler hos DR på Twitter.
I maj måned var feltet ret åbent, og DR kiggede på både betalingsprodukter som Sitecore og open source-CMS'er som Drupal og Umbraco. I august 2011 havde Danmarks Radio indsnævret det til kun at rumme open source-produkter, og i de bud, der kom ind fra leverandører, var det Umbraco, Typo3 og altså Drupal, som blev foreslået.
Drupal skal afløse en ældre udgave af Microsoft CMS, som rent teknisk synger på sidste vers. Nu begynder derfor den store opgave med at flytte det vidtforgrenede websted dr.dk over på en helt anden platform.
DR har ikke offentliggjort detaljerne om valg af nyt CMS endnu, heller ikke et navn på firmaet, der skal hjælpe DR med implementeringen. Men da udbuddet blev sat i søen, bad mediekoncernen om tilbud på mellem tre og seks millioner kroner for opgaven med at skifte til et mere moderne CMS.
DR's hjemmeside har i dag omkring 100 millioner sidevisninger om måneden og er målt på antal brugere det mest populære internetmedie i Danmark med 1,8 millioner forskellige danskere på besøg hver måned.
Blandt de store mediehuse er også Berlingske Media og TV2 skiftet til Drupal.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.