Danmarks omfattende digitalisering opdeler landet i A- og B-hold: Op til en fjerdel er digitalt udsatte
Den stadig mere omfattende digitalisering af velfærdsstaten og især indførelsen af digitale selvbetjeningssystemer som NemID, e-Boks eller jobcentrenes Jobnet.dk i 2012-2015 underminerer rettighederne for en stor gruppe af digitalt udsatte danskere.
Det skriver Politiken på baggrund af en ny rapport fra den juridiske tænketank Justitia.
Læs også: Cyberangreb rammer spiludgiveren bag Dark Souls og Pac-Man: Ser ud til at være ransomware
De digitalt udsatte danskere er ældre, socialt udsatte, borgere med handikap og kognitive udfordringer samt ordblinde og dækker 20-25 procent af befolkningen.
»Der er retssikkerhedsmæssigt tale om et stort digitalt B-hold i Danmark. Digitaliseringen har forringet deres muligheder for at gøre deres rettigheder gældende og for at opfylde de forpligtelser, som velfærdsstaten stiller til dem. Det kan få konsekvenser for deres økonomi, helbred og muligheder for livsudfoldelse. Samtidig kan deres sociale status falde, fordi digital udsathed også bliver til øget udsathed i den analoge verden. Det afføder en yderligere social skævvridning af vores samfund, som er meget problematisk«, siger Birgitte Arent Eiriksson, der er vicedirektør i Justitia og forfatter til rapporten, til Politiken.
Læs også: Techmastodonter i opråb til amerikanske politikere: Alle skoleelever skal tilbydes computer science
Rapporten 'Retssikkerhed for digitalt udsatte borgere' konkluderer blandt andet, at de seneste digitaliseringsstrategiers visioner og initiativer i forhold til digitalt udsatte borgere er for langsommelige og utilstrækkelige, og rapporten stiller samtidig spørgsmålstegn ved, at strategiske beslutninger om rammerne for den offentlige digitale udvikling træffes af skiftende regeringer og deres samarbejdspartnere på baggrund af en faglig forankring i et enkelt ministerium.
På den baggrund anbefaler Justitia blandt andet, at der skal oprettes et selvstændigt Digitaliseringsministerium eller lignende med stærke tværgående kompetencer, som kan indsamle og opbygge en mere bred og solid faglig viden om digitalisering og anvendelse af ny teknologi, end forankring i et enkelt fagministerium tillader.
