Danmarks - måske - kommende videnskabsminister: Her er it-politikken

Illustration: REDPIXEL.PL/Bigstock
Den radikale Morten Østergaard vil skabe en it-vækstmotor med digitalisering af den offentlige sektor. Også flere offentligt-private partnerskaber står højt på dagsordenen.

It skal ikke være en nødvendig udgift, det skal være en lønsom investering. Nogenlunde sådan kan det Radikale Venstres it-ordfører Morten Østergaards syn på offentlig it summeres op. Morten Østergaard er ifølge en række politiske kommentatorer et af de varmeste bud på en kommende videnskabsminister, hvis de radikale ender med at komme i regering.

Version2's udsendte reporter fangede den radikale næstformand på valgnatten, hvor han gav udtryk for et positivt, dansk it-udgangspunkt.

»Vi har en af verdens mest it-parate befolkninger og et enormt konkurrencedygtigt it-erhverv. Hvis vi bruger den offentlige sektor som innovationsmotor, så kan vi skabe vækst af den vej, og det bliver en del af en ny regerings vækststrategi,« sagde Morten Østergaard til Version2.

Morten Østergaard ser gerne, at det offentlige går forrest med at efterspørge og investere i nye, innovative it-løsninger, så de virksomheder, der løber med ordren, også kan sælge løsningen til andre lande.

Læs også: LIVE: De it-professionelles valgmøde hos KMD

»Man vil se en erhvervspolitik, der langt mere målrettet satser på, at bl.a. offentlige it-løsninger – uanset om det er administration eller velfærd – bliver en del af erhvervsfremme, så vi kan få nogle af de løsninger, der virker i Danmark, ud over grænserne,« forklarer Morten Østergaard.

Ud over at være it-frontløber skal det offentlige ifølge Morten Østergaard i langt højere grad end i dag indgå partnerskaber med private virksomheder for at skabe vækst.

»Der er i den grad behov for OPP (offentligt-privat partnerskab, red.). Vi har mange dygtige it-vidensinstituioner og virksomheder på it-området som for eksempel Katrinebjerg i Århus, hvor Google har lavet deres nordeuropæiske udviklingskontor, og vi har en offentlig sektor, der skal introducere ny teknologi. Derfor er offentligt-privat samarbejde den eneste vej frem, hvis vi vil give de virksomheder et eksportpotentiale med de løsninger,« siger it-ordføreren til Version2.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Torben Mogensen Blogger

Selv om der kan være fordele ved lokalt udviklet software, så er det en meget dyr løsning at nyudvikle, hvis der allerede findes software, der kan tilpasses til opgaven. Desuden kan man ikke sikre, at opgaven bliver løst lokalt, da større opgaver skal i EU-udbud.

Så hvis man gerne vil styrke lokale IT-virksomheder, skal man hellere give dem bedre forhold og bedre muligheder for at konkurrere: Skær kraftigt ned på bureaukratiet og giv endnu bedre (= billigere for små virksomheder) erhvervs-phd ordninger.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere