Danmarks dårligst digitaliserede by: Øster Assels

Kun halvdelen af de voksne borgere i Øster Assels på Mors har et NemID, der er aktiveret til brug med det offentlige. Kommunen efterspørger national oplysningskampne om NemID.

Se kortet: Danmarkskort over aktiverede NemID

Øster Assels ligger på øen Mors i Limfjorden. Her er borgerne ikke meget for at bestille og aktivere deres NemID-kort.

Faktisk er 7990 Øster Assels det postnummer i Danmark, hvor færrest personer per indbygger har aktiveret deres nøglekort. Ud af 1304 borgere har kun 423 aktiveret deres NemID til brug med det offentlige. Det svarer til, at kun 32 procent har aktiveret kortet, hvilket er langt under landsgennemsnittet på 47 procent, og hele 36 procentpoint under andelen af personer i Aarhus midtby, der har aktiveret deres papkort.

Tallene for antallet af personer inkluderer alle borgere i postnummeret, og således også børn og unge, der udgør cirka en femtedel af Danmarks befolkning. Derfor har kun omtrent halvdelen af de voksne i Øster Assels aktiveret deres NemID til kommunikation med det offentlige, eller OCES-delen, som den også kaldes.

Henrik Rene Christensen er Job- og borgerservicechef i Morsø Kommune. For ham er tallene en ærgerlig kendsgerning:

»Vi har altid anset arbejdet med digitalisering som en stor udfordring. Der har ikke været tradition for, at morsingboerne har været i front på den digitale bølge. Det skyldes blandt andet, at vi har en stor procentdel af ældre medborgere. Derfor er vi meget optaget af hele tiden at blive bedre, og af hvordan vi får alle til at bruge NemID,« siger Henrik Rene Christensen til Version2.

Medbetjeningscomputere hjælper borgerne i gang

Ifølge Henrik Rene Christensen er der brug for hjælp til at gøre opmærksom på, hvad NemID er, hvad det kan, og hvordan det gavner alle borgere:

»Vi vil med kyshånd tage imod al den hjælp, vi kan få til at gøre borgerne mere digitale. Det kan være svært for en kommune som os at få løftet opmærksomheden omkring brugen af NemID. Vi prøver at gøre det gennem små annoncer i vores lokale medier og ved at tale med borgerne om det, når de henvender sig til os. Men vi har brug for landsdækkende kampagner om det her,« siger Henrik Rene Christensen til Version2.

Men de gør hvad de kan i Morsø Kommune for at få alle med på digitaliseringsvognen, mener Henrik Rene Christensen. De har blandt andet haft stor succes med et samarbejde med fagforeningen 3F, fortæller han. 3F’s medarbejdere skulle se deres lønsedler på nettet, men mange havde ikke NemID. Derfor gik kommunen i dialog med 3F og fik udstyret alle 3F’s medarbejdere med NemID og satte dem ind i, hvordan man bruger papkortet:

»Hvis vi skal hjælpe borgerne til at hjælpe sig selv, er det nødvendigt, at vi selv gør en indsats. Der er sikkert en del, der ikke selv har en pc, adgang til en pc eller erfaring med en pc. Derfor har vi medbetjeningscomputere på borgerservice og biblioteket, hvor uddannede medarbejdere sætter borgerne i gang med brugen af NemID,« siger Henrik Rene Christensen til Version2.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Christian Nobel

Fine artikler fra V2, men der ligger noget faretruende under overfladen og lurer.

Er man fra centralmagtens hold i gang med at lave en decideret NemID tvang, camoufleret som såkaldt oplysning, trods det den foregående "videnskabsminister" bedyrede at det aldrig ville blive påtvunget.

Følgende sætning kan give anledning til stor bekymring:

»Hvis vi skal hjælpe borgerne til at hjælpe sig selv, er det nødvendigt, at vi selv gør en indsats. Der er sikkert en del, der ikke selv har en pc, adgang til en pc eller erfaring med en pc. Derfor har vi medbetjeningscomputere på borgerservice og biblioteket, hvor uddannede medarbejdere sætter borgerne i gang med brugen af NemID«

  • 0
  • 1
Mikkel Høgh

Men ikke overrasket. Jeg gik på efterskole lige uden for Øster Assels i 98-99, og allerede dengang var det nok det mest sørgelige lille sted jeg er stødt på i Danmark. Tårnhøj arbejdsløshed, megen kriminalitet og armod.

Der er vel ikke noget særligt overraskende i at digitalisering har social slagside…

  • 1
  • 0
Jørgen L. Sørensen

Før man snakker mest og mindst digitalisering skal man vel blive enig om målestokken - er det brug af de offentliges sider, se film på nettet, hacking af hjemmesider og piratkopiering :-)

Her er det så NemID der er målestokken...

Måske kan folk ikke finde ud af det som et andet indlæg antyder?

Måske har folkene i Øster Assels mulighed for at møde op hos det offentlige i stedet for at bruge nettet?

Eller måske er de blot ikke så store "social-nassere" som os andre og kan klare sig selv uden megen kontakt til det offentlige?

Måske bruger man flere jyske dollars deroppe?

Tager statistikken højde for sammensætningen af befolkningen de forskellige steder (alder, køn, sociale forhold)?

Statistik på en enkelt parameter (brug af NemID) svarer til at konstatere at fødselstallet faldt samtidig med nedgangen af storkebestanden ...

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere