Danmark vil udpege ambassadør for 'nationerne' Google, Apple og Microsoft

De amerikanske it-giganter har en størrelse på niveau med staters bruttonationalprodukt - det må vi forholde os til, mener udenrigsministeren.

Danmark vil udpege en særlig digital ambassadør. Det skriver Politiken.

Ifølge avisen er Danmark det første land i verden til at udnævne en ambassadør, der skal pleje forbindelsen til multinationale teknologigiganter som Google, Apple og Microsoft.

Årsagen er, at virksomheder af den størrelse nu er så store, at de i både økonomisk styrke og påvirkning af vores hverdag overgår mange af de lande, hvor vi har mere klassiske ambassadører.

»De her virksomheder er blevet en form for nye nationer, og det er vi nødt til at forholde os til,« siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) til avisen.

Han er fredag vært for en såkaldt højniveaukonference om fremtidens udenrigstjeneste.

Den nye post afspejler en magtforskydning mellem stater og privatejede mastodonter.

Det er i dag digitale virksomheder som Apple, Microsoft, IBM og Google, der står i spidsen for de teknologiske omvæltninger, der hastigt forandrer vores privatliv og arbejdsmarked.

»Det er virksomheder, som påvirker Danmark lige så meget som hele lande,« siger Anders Samuelsen.

Apple og Google er næsten store nok til at indgå i klubben af verdens 20 vigtigste økonomier, G20, hvis de havde været lande.

»Vi skal selvfølgelig holde fast i den gamle måde at tænke på, hvor vi plejer vores relationer til andre lande. Men vi er bare også nødt til at have tætte relationer til nogle af de virksomheder, som påvirker os,« siger udenrigsministeren til Politiken.

Formålet med en digital ambassadør er at være på forkant med den teknologiske udvikling. Desuden vil det gøre Danmark attraktivt for investeringer, skriver avisen.

Der er endnu ikke taget stilling til, hvor den nye ambassadør skal placeres.

Han eller hun får i første omgang ingen medarbejdere under sig. Personen skal dog kunne trække på Udenrigsministeriet, skriver Politiken.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Claus Bobjerg Juul

Bare husk på at virksomhederne skal indordne sig efter de love et har, såfremt at virksomheden operere i det pågældende land. Et andet land har egne love.

Det er kort sagt en vis forskel, det vil være et problem at behandle en virksomhed på samme måde som et andet land.

  • 3
  • 0
#2 Kjeld Flarup Christensen

Det er da en nytænkning der vil noget.

Det stiller dog et par åbne spørgsmål: * Legimiterer vi disse mastodonters indflydelse ved en sådan indflydelse. * IT mastodonterne har ikke underskrevet nogle konventioner overhovedet. * Ved at behandle dem som stater, kan vi så finde på at erklære krig mod dem.

  • 4
  • 1
Log ind eller Opret konto for at kommentere