Danmark og USA anklager Rusland for NotPetya-angreb
Den danske forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) anklger nu Rusland for at stå bag NotPetya-angrebet.
Det skriver Finans.
Angrebet ramte store dele af Ukraines infrastruktur, men spredte sig til resten af verden, hvor bl.a. også Mærsk blev ramt.
At magthavere kan være sikre på, at det er Rusland, kommer ikke bag på sikkerhedsekspert Peter Kruse fra CSIS:
»Det var en møghamrende destruktiv kode, hvis ene formål var at destabilisere. Sådan en modus operandi, hvor man kun ville ødelægge systemer i Ukraine. Det lugtede fra starten af Rusland,« siger Peter Kruse til Finans.
Det Hvide Hus anklager også
Reuters fortæller samtidigt, at Sarah Huckabee Sanders, pressesekretær i Det Hvide Hus, torsdag gjorde det klart, at USA mener, at angrebet stammede fra Rusland:
»Det var en del af Kremls fortsatte forsøg på at gøre Ukraine ustabilt, og det demonstrerer helt klart Ruslands involvering i konflikten (i Ukraine,red.),« sagde hun.
Begge udmeldinger kommer i forlængelse af, at Storbrittaniens udenrigsminister tidligere på ugen lavede samme anklage.
