Danmark markant bagud med cloud-teknologi

Danmark er bagud i forhold til andre lande, når man ser på graden af server-virtualisering. Men Danmark skal hurtigst muligt i gang med at virtualisere, mener IDC.

Danmark halter markant bagefter i forhold til at implementere cloud-teknologi. Det viser en rapport fra juni 2011 ’Virtualization and Evolution to the Cloud’, udarbejdet af Symantec.

Rapporten viser, at kun 31 % af de adspurgte danske virksomheder har eller er ved at server-virtualisere sammenlignet med 45 procent af virksomheder på globalt plan. Dermed halter Danmark 14 procentpoint bagud.

Undersøgelsen omfatter 3.700 respondenter fra 35 lande over hele verden, heraf 100 danske.

Globalt har undersøgelsen et konfidensniveau 95 procent med en fejlmargin på +/- 1,5 procent. For Danmark er konfidensniveauet ligeledes 95 procent med en fejlmargin på +/- 9,8 procent.

Anders Elbak chefanalytiker fra analysefirmaet IDC mener, at antallet af små virksomheder kan have betydning for Danmarks dårlige resultat i forhold til andre lande, der har mange flere store virksomheder:

»Det kan have noget at gøre med, at Danmark har mange små virksomheder, for mindre virksomheder er ikke så tilbøjelige til at konsolidere og virtualisere deres servere, hvis man har meget få,« siger han til Version2.

I Danmark var 67 procent af de 100 virksomheder i undersøgelsen ”små”; ifølge Symantec vil det sige en virksomhed med 1.000 til 2.499 ansatte. 33 procent af de danske virksomheder var mellemstore med 2.500 til 4.999 ansatte, og altså ingen store virksomheder, hvor antallet af ansatte er over 5.000.

Danmark skal i gang

Dog mener Anders Elbak, at undersøgelsen er så omfattende, at der kan være noget om snakken.

»Hvis danske virksomheder er væsentligt bagud, synes jeg bare, at vi skal til at komme i gang. Mange virksomheder kan have gavn af servervirtualisering, specielt hvis man vil have et mere optimeret datacenter med højere grad af automatisering og eventuelt en privat cloud - her er virtualisering altså det første skridt,« siger han.

I forhold til hybride og private clouds er Danmark også bagud. Herhjemme har 27 procent af virksomhederne etableret eller er ved at etablere en privat eller hybrid sky, hvor dette gælder for 35 procent internationalt.

Hvad betyder det for vores konkurrenceevne at vi er mindre skybaserede end andre?

»Det betyder måske ikke alverden i dag, men fremadrettet er der ofte nogle økonomiske besparelser med en cloud-baseret infrastruktur. Og der er også noget fleksibilitet at hente, altså at det er lettere at skalere. Skalering kan blive vigtig, så fremadrettet er der ingen tvivl om, at vi i Danmark med vores høje lønninger skal være konkurrencedygtige.«

Version2 sætter frem til 23. september fokus på Cloud Computing.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Christian Nobel

Der er ca 3.500 virksomheder i Danmark med over 100 ansatte, svarende til 1,2% af samtlige 293.000 virksomheder.

For 50 til 99 ansatte er der ca. 5.500 virksomheder, svarende 1,9%

For 20 til 49 er tallet 17.300, svarende til 5,9%

Resten, svarende til 90,9% af alle virksomheder har under 19 ansatte.

Og hvor mange virksomheder med under 19 ansatte har behov for virtualisering eller etablering af skysovs.

Suk.

  • 2
  • 0
Thomas Hagedorn

..nu er det jo lidt ligesom at sige at alle virksomheder har deres eget elkraftværk stående..! Nej vel..;-)
Og jeg tør godt vædde med at de mange små, ender med at købe fra nogle få store i fremtiden, altså med mindre de har en meget god grund til ikke at gøre det.. Jeg får ihvertfald min strøm billigst på den måde..;-)

  • 0
  • 0
Peter Nilsson

tvivler på de tal er rigtigt, 100% af dem jeg kender som arbejder som systemadminstratorer kører med virtualisering, dog er jeg enig i at mange mindre virksomheder slet ikke har behov for at virtualisere, de har mange gange en enkelt filserver og så er deres behov dækket, resten er i forvejen hostet ude i "skyen"... ZXNET.DK

  • 0
  • 0
Peter Nilsson

iøvrigt syntes jeg ikke det er vigtigt, det handler om behov og er det ikke til stede så kan jeg ikke rigtig se at vi er bagud med noget og så tror jeg på at danske virksomheder er gode til at købe efter behov og lader sig ikke styre af fine rapporter og modeord som noget med skysovs he he. Peter ZXNET.DK

  • 0
  • 0
Michael N. Jensen

Det kunne vel også være at mange ikke rigtigt tager cloud buzzwordet til sig.

Hvis nogle spurgte om vi brugte cloud løsninger her, så ville svaret være nej.

Spurgte de om vi brugte virtualisering ville svaret være et stort JA, vi har idag kun ca. 20 fysiske servere tilbage, der ikke kan virtualiseres af forskellige årsager, resten kører virtualt på VMware.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere