Danmark køber kontroversielt overvågningssystem hos NSA-leverandør

Millionordren på PET og Rigspolitiets nye efterretningsplatform er gået til virksomheden Palantir Technologies, der også har de amerikanske efterretningstjenester CIA, FBI og NSA på kundelisten. Kritiker kalder systemet for ‘skræmmende’.

Det bliver det amerikanske overvågningsfirma Palantir Technologies, som løber med millionordren på både Rigspolitiets og Politiets Efterretningstjenestes nye ambitiøse efterretningsplatform.

Det skriver Information, som har fået aktindsigt hos Rigspolitiet.

Palantir Technologies vurderes til at være blandt de mest værdifulde teknologiselskaber i Silicon Valley og har kunder i både det offentlige og i den finansielle sektor. Men det er også et kontroversielt selskab.

»Det er et firma med et meget dårligt ry blandt borgerretsorganisationer, fordi Palantirs systemer typisk bruges til håndtering af oplysninger om store grupper af ikke mistænkte borgere, altså masseovervågning. Det gør mig meget skeptisk overfor, hvad det er for et system, man ønsker at købe,« siger Jesper Lund, der er formand for IT-Politisk Forening, til Information.

Læs også: Efterretningstjenester jagter terrorister med heftig data mining

Også Edin Omanovic, research officer i organisationen Privacy International, kalder det for ‘et skræmmende system’, man har investeret i fra dansk side.

Han henviser til, at de tekniske detaljer i udbudsmaterialet tyder på, at systemet ikke bare skal bruges til at opklare forbrydelser, men også til at forudsige hvem der kunne tænkes at ville begå noget kriminelt i fremtiden – såkaldt ’predictive policing’.

»Hvis man bruger det her til såkaldt open source-analyse, sådan som der står i udbudsmaterialet, så vil det grundlæggende være overvågning af uskyldige mennesker, som ikke er under nogen form for mistanke. Det danske folk må spørge sig selv: Er det noget, vi har haft en grundig offentlig diskussion om? Er det sådan, det bør fungere i et demokratisk samfund?« siger Edin Omanovic til avisen.

Af udbudsmaterialet fremgår det, at systemet skal kunne håndtere og gøre en lang række forskellige datakilder søgbare for efterforskere. Det gælder blandt andet oplysninger om ‘hændelser og kriminelle forhold’, dokumenthåndteringssystemer, sagsbehandlingssystemer, efterforskningsstøttesystemer samt oplysninger fra åbne kilder som f.eks. internettet, skriver Information.

Læs også: Rusland pønser på at gå all-in på open source

Også Jesper Lund fra IT-Politisk forening kalder det ‘problematisk’ at man i udbuddet nævner open source-indhentning af oplysninger.

»Hvis man forestiller sig en masseovervågning af sociale medier, hvor man så sammenholder det med, hvad man eventuelt har registreret på borgerne i interne kriminalsystemer, så nærmer vi os noget, der ligger udover almindeligt politiarbejde, der handler om at efterforske og forebygge konkrete forbrydelser. Det kan blive til en indsats, hvor man prøver at gætte sig til, hvem man tror vil blive radikaliserede eller kriminelle, inden der bliver begået forbrydelser, fordi man ser på ekstremistisk materiale på sociale medier,« siger han til Information.

Rigspolitiet afviser i en mail til avisen, at indkøbet af Palantirs tjenester skulle medføre øget overvågning.

»Det er et analytisk værktøj – en infrastruktur om man vil – til at analysere de data, som politiet allerede har indsamlet. Det styrker vores mulighed for at efterforske og se kriminalitetsmønstre, men det medfører ikke øget overvågning eller yderligere indsamling af data,« skriver vicepolitimester Ole Andersen til Information.

Læs også: Organisationer advarer mod terrorpakke: Masseovervågning er imod grundrettigheder

Men ifølge Edin Omanovic fra Privacy International er det ikke helt så simpelt. Han ser en reel risiko for, at systemet med tiden naturligt vil ende med at blive brugt til andet og mere end terrorbekæmpelse.

»Den her type overvågning bliver altid præsenteret for offentligheden som noget, der skal bruges mod terrortruslen og under meget specifikke omstændigheder. Men det siver langsomt ned og bliver brugt til mere almindeligt politiarbejde. Og på et tidspunkt vil det måske blive brugt mod alle slags kriminalitet. Det er meget farligt,« siger han.

Rigspolitiet vil ikke oplyse ikke den eksakte pris, men skriver til Information, at den er inden for det interval på mellem 100 og 280 millioner kroner, som også fremgår af det offentlige udbud.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Henrik Madsen

Det eneste positive der kan siges om denne sag er at man for en gangs skyld har valgt at købe noget som andre bruger og som virker, fremfor at få den geniale ide, at udvikle sig eget, helt fra bunden (Amanda, Polsag, IC4 osv. osv).

Når det er sagt så er perspektiverne i sådan et system skræmmende ad helvede til.

Typisk salami metode. Først køber vi systemet men lover, ikke at bruge det til andet end kriminelle og aktive efterforskninger, men ligeså stille bliver det kørt længere og længere ud.

Men den danske befolkning er enten for dumme/uvidende til at se konsekvenserne eller også syntes de det er smart fordi :

Terrorister
Pædofile

  • 18
  • 0
Henrik Madsen

Og eftersom virksomheden er amerikansk registreret er de vel forpligtede til at viderelevere alle disse dejlige oplysninger, der flyder igennem systemet?

Som fortalerne for den her slags plejer at sige :

"Skidt med det, amerikanerne har nok alligevel adgang"

Sådan lidt ala "Hvorfor dog låse min hoveddør, tyven kan jo bare komme ind ved at smadre et vindue alligevel" holdning.

  • 7
  • 0
René Nielsen

Som terrorbekæmpelsesredskab tror jeg at Palantir er værdiløst for Danmark fordi vi har så få terrorhandlinger i Danmark. Vi får simpelthen ikke ekstra værdi for pengene.

Vi har accepteret at kørende trafik resulterer i omkring 150 trafikdræbte om året – fordi kørende trafiks fordele overstiger den ulempe at ca. 150 mennesker hver år bliver slået ihjel i trafikken.

Ser vi på følgerne af (aktiv) rygning, så dør ca. 13.000 om året jf. Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet plus yderligere 2.000 pga. passiv rygning. Hvilke fordele er der forbundet med at ryge?

Ser vi på en 10 årsperiode, hvor mange er så døde af terrorhandlinger versus rygning eller trafik? Terror er mest et mediestunt – det er ikke et reelt problem på linje med trafik eller rygning.

Hvis staten virkelig bekymrede sig om vores liv og helbred, var der andre steder man med fordel kunne begynde.

Men IT manden inde i mig, ved at dette system er værdiløst, hvis ikke det fordres med ikke-politi-data. Skal det bare analyser de data politiet har i dag, så var der ingen grund til at anskaffe et sådant system.

Fra Tyrkiet ved vi at Palantir er ”hovedmotoren” i undertrykkelsen af befolkningen. Det er det IT værktøj som samler overvågningen af befolkningen.

En stingray/IMSI catcher søger for en ”deltagerliste” i en demonstration (lovlig eller ej). Alle mobiltelefonnumre slås op (navn, adresse mv.). Der indhentes mobiltelefonhistorik på alle demonstrationens deltagere herunder SMS’ med videre.

Palantir samler data og udskriver derefter arrestationslister til brug for politiet (til næste dags arbejde).

Skal det danske politi have et sådant værktøj?

Nej det skal det danske politi ikke – ud fra samme device som vi ikke tillader at folk har skarpladte AK47 liggende. Langt flertallet af borgere med våbentilladelse i dag ville ikke havde problemer med at have et sådant våben liggende.

Senest har vi sagen om den kinesiske præsidents besøg og de tilhørende Tibet demonstrationer. Det er den slags hændelser som – når det kommer til stykket - viser det hvor umodent vort politi er i omgangen med borgernes rettigheder.

Og især i opklaringen af ordrer som enhver barn i Danmark ved er ulovlige, der modarbejder politiet opklaringen.

”Der er ingen grund til at antage at politiet” er hverken bedre eller dårligere end resten af befolkningen. Så gives politiet muligheder for at misbruge et sådant system, så vil misbruget finde sted.

  • 28
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize