Det bliver den 33-årige Anne Marie Engtoft Larsen, som kommer til at overtage stillingen som Danmarks techambassadør efter Kasper Klynge. Det oplyser udenrigsministeriet i en pressemeddelse.
»Posten som tech-ambassadør er et drømmejob. Jeg glæder mig meget til at begynde arbejdet, repræsentere Danmark og medvirke til at den teknologiske udvikling kommer alle til gavn«, siger Anne Marie Engtoft Larsen i pressemeddelelsen.
Den første opgave ligger allerede klar, når den nye techambassadør flytter ind på ambassaden i Californien. Udenrigsministeriet har nemlig bedt den nye ambassadør om at lægge en strategi for arbejdet i Silicon Valley.
»Jeg vil ikke acceptere en fremtid, hvor tech-giganternes brugervilkår betyder mere end love og regler. Det altoverskyggende formål med vores tilstedeværelse i verdens tech-hovedstad er at sikre, at den teknologiske udvikling skaber et mere retfærdigt, trygt og sikkert samfund,« siger udenrigsminister Jeppe Kofod.
Anne Marie Engtoft Larsen har en fortid i World Economic Forum, hvor hun hidtil har stået i spidsen for organisationens arbejde med teknologi og bæredygtig udvikling. Med sine 33 år, bliver hun ifølge Altinget den yngste ambassadør, som Danmark nogensinde har haft.