Manglende e-indkøb koster staten milliarder

Illustration: REDPIXEL.PL/Bigstock
EU-landene kunne spare millarder af euro på elektroniske indkøb i det offentlige, men halter langt bagefter udlandet. SKI anerkender potentialet, men har ingen aktuelle planer på området.

I Brasilien er fire ud af fem offentlige indkøb digitale. I Sydkorea sparer man hvert år milliarder af kroner på e-indkøb.

Men hvor andre lande allerede har opfundet det digitale hjul, går EU-landene stadig rundt som stenaldermænd med analoge køller i hånden.

Det økonomisk pressede EU kan ellers spare læssevis af skatteyderkroner på at gøre offentlige indkøb fuldstændig elektroniske, så for eksempel kommunerne og regionerne herhjemme kan købe alt fra kuglepenne til pc'er med få klik på musen.

»Trods disse ubestridelige fordele ved e-indkøb halter EU bagefter, både hvad angår egne mål og i international sammenhæng. E-indkøb anvendes fortsat kun i 5-10 procent af de udbudsprocedurer, der gennemføres i EU, selv om der er fastsat ambitiøse politiske mål,« lyder dommen i en ny redegørelse fra Europa-Kommissionen.

I 2005 lød ambitionen, at alle offentlige forvaltninger i 2010 skulle have mulighed for at foretage alle deres indkøb elektronisk. Det har EU-landene altså langt fra kunnet leve op til.

Fordelene er ellers til at få øje på, lyder vurderingen fra Bruxelles. Ser man på størrelsen af udbudsmarkedet i EU, kan besparelser på fem procent føre 100 milliarder euro tilbage til de offentlige kasser. Oven i det er der godt nyt til træer, fugle og den slags:

»E-indkøb er også forbundet med betydelige miljøfordele, idet de reducerer papirforbruget og transport samt behovet for dyr lagerplads med tilhørende energiforbrug,« forklarer kommissionen i redegørelsen.

SKI: Jura kommer før digitalisering

Herhjemme er SKI, Statens og Kommunernes Indkøbsservice, udmærket klar over mulighederne ved e-indkøb. Men meddelelsen fra indkøbstjenesten lyder, at man skal kunne kravle, før man kan gå.

Det er nemlig nyttesløst at digitalisere en udbudsprocedure, der i forvejen ikke fungerer ordentligt.

Administrerende direktør i SKI, Signe Lynggaard Madsen. Illustration: SKI

»Vores erfaring er på nuværende tidspunkt, at det er den praktiske og juridiske proces omkring det at gennemføre en korrekt ordretildeling ifølge EU´s udbudsregler, der for tiden er den største udfordring for offentlige indkøb,« hedder det i et skriftligt svar fra SKI's administrerende direktør, Signe Lynggaard Madsen, til Version2.

Indkøbstjenesten har siden slutningen af 2010 kæmpet med at få en række fejlplagede rammeaftaler sendt i udbud igen.

Læs også: SKI-direktør taler ud: Rædselsfuldt at svigte kunders og leverandørers tillid

SKI er dog så småt på vej i retning af mere digitalisering af indkøbene. For nylig blev rammeaftalen 02.04 om indkøb af computere sat i søen, og med den fulgte et digitalt værktøj, der i det mindste går et stykke af vejen.

Med det i hånden kan de offentlige indkøbere klikke sig frem til selve tildelingsfasen, hvor kunden skal vælge en leverandør.

Næste skridt er, at kunderne også skal kunne klikke på 'Køb'-knappen. Men det ligger stadig ude i fremtiden, forklarer SKI.

»Vi vil på sigt kigge på mulighederne for at kunne gå fra tildeling til at afsende en bestilling i én og samme arbejdsgang, men har ingen aktuelle planer for at gå ind i egentlig direkte e-handel ,« lyder svaret fra Signe Lynggaard Madsen.

Indkøbstjenesten påpeger, at indkøb af konkrete produkter er mere oplagte at skifte over til e-indkøb.

Sagt med andre ord er det lettere at digitalisere indkøbsprocessen for computere end for it-konsulenter. Men uanset hvad er det ikke e-indkøbet i sig selv, der giver den lavere pris, siger SKI:

»Det er konkurrencen under udbuddet af rammeaftalen, og eventuelt gennem efterfølgende miniudbud eller e-auktion mellem rammeaftalens leverandører, der giver mulighed for at opnå besparelser for den offentlige indkøbsorganisation,« forklarer Signe Lynggaard Madsen til Version2.

Ifølge Europa-Kommissionen kunne Sydkorea allerede i 2007 melde om besparelser på 4,7 milliarder dollar gennem et fuldstændig online, offentligt indkøbsmarked.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere