HTML5-video æder sig langsomt men sikkert ind på Adobes Flash som den foretrukne metode til at afspille video på hjemmesider.
Men det lader ikke rigtigt til at være gået op for en stor del af de danske medier, der viser web-tv på hjemmesiderne.
Sådan lyder dommen fra en dansk webudvikler, Martin Hintzmann, der selv har undersøgt status på 72 danske mediers hjemmesider.
Kun 14 af dem, cirka 19 procent, understøtter HTML5-video ? flere af dem ved at bruge Youtube.
Det er ikke godt nok, mener Martin Hintzmann:
»I Danmark vil vil vi jo gerne bryste os af, at vi er langt fremme med it. Jeg er selv frontend-udvikler i et større dansk webbureau, og jeg er træt af, at det ikke virker. Det tyder på, at der skal ruskes op i nogen for at få det til at virke,« siger han til Version2.
Martin Hintzmann har ? ganske lavpraktisk ? undersøgt, hvor venlige hjemmesiderne er over for HTML5-video.
Først ved at besøge dem fra sin pc ? med understøttelse for Adobe Flash i browseren ? og dernæst fra sin iPad, der konsekvent siger nej tak til Flash.
Han fremhæver en international rapport fra Mefeedia fra marts 2011, som viser, at mængden af H.264-enkodet video til HTML5-afspilning er steget fra 10 procent til 63 procent det seneste års tid.
Men det er altså ikke muligt at se web-tv på langt de fleste danske mediers hjemmesider, hvis man bruger en iPad eller andre enheder, der ikke understøtter Flash-video.
»Når man ser på den internationale undersøgelse, så skuffer det mig lidt, at man mange steder ikke kan se video med en iPad eller er nødsaget til at have Flash installeret på en pc,« siger Martin Hintzmann.
Hosting-leverandør: Medierne er på vej
En stor andel af de 58 hjemmesider uden HTML5-video-support får hostet deres video hos firmaet Xstream.dk, der i visse tilfælde også leverer afspilleren til hjemmesiden.
Blandt hjemmesider, der benytter Xstream.dk's løsninger, finder man politiken.dk, ekstrabladet.dk, bt.dk og b.dk (Berlingske).
Direktør i Xstream.dk, Frank Thorup, fortæller, at selskabet selv understøtter HTML5-video i sine løsninger.
Men medierne holder lidt igen, selvom de gerne vil gøre det samme, siger han:
»De fleste af vores kunder er på vej over til HTML5, og de ved godt, at det er kommet for at blive,« siger han.
Det kræver dog, at udviklingsafdelingen sætter tiden af til HTML5-projektet.
»Afspilleren skal være særligt kodet til det. Hvis mediehuset vælger at udvikle sin egen afspiller, skal den automatisk detektere den besøgendes enhed og format. Samtidig skal de integrere afspilleren i deres egne indholdsmiljøer, og det er der, hvor tiden er sparsom for dem,« forklarer Frank Thorup.
Berlingske: Vi har brugt 300 timer
Berlingske Media er ét af de medier, der lige nu arbejder på at få understøttelsen for HTML5-video på hjemmesiden b.dk og mediehusets cirka 70 andre hjemmesider på plads.
Her bekræfter udviklingschef Christian Mark Christensen, at opgaven kræver resurser af mediehuset.
»Vi har brugt omkring 300 timer på det indtil videre, og det svarer til en mellemstor opgave hos os,« siger han.
Tiden er gået med at få det grafiske design på plads og få integreret afspilleren ? open source-softwaren JW Player ? med mediehusets content managementsystem, Drupal.
»Vi har brugt tiden på at få de grafiske design på plads og lave en ny playlist, samt selve integrationen til CMS'et. Det handler om at kunne gøre tv-indslag til en del af vores almindelige indhold på sitet, så der for eksempel nemt kan tilføjes relaterede tv-indslag til artikler,« forklarer Christian Mark Christensen.
Også hos Berlingske Media var det Apples tavle-pc, der gjorde udslaget for mediehusets indsats for at få support for HTML5-video på de omkring 70 hjemmesider.
»Det blev mest tydeligt, da iPad'en blev lanceret. Den blev dråben, der fik bægeret til at flyde over. Derfor besluttede vi at få HTML5-understøttelsen på plads på tv-området,« siger Christian Mark Christensen.
Før iPad'ens komme har Flash-udbredelsen været så høj, at mediehuset ikke har set nogen grund til at sætte fart under HTML5-video-supporten.
»Overordnet set vil vi gerne kunne vise alle vores hjemmesider på samtlige enheder, og så er det selvfølgelig træls af være afhængig af Flash. Men på den anden side har Flash-penetrationen været så høj de senere år, at det ikke rigtigt har været et problem, før iPad'en kom.«
Christian Mark Christensen forventer, at HTML5-video-understøttelsen er på plads inden for en måned.
Web-tv-chef på Ekstrabladet.dk, Anders Refnov, oplyser til Version2, at den særlige iPad-udgave af hjemmesiden understøtter HTML5-video.
Inden længe afholdes der et HTML5-seminar, hvor også planerne for HTML5-video på resten af Ekstrabladet.dk skal afklares, fortæller han.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.