Dankort-terminaler fejrede nytår med endnu et nedbrud

De fleste butikker var ude af stand til at modtage dankort-betalinger i over en time den 2. januar.

Det sker med jævne mellemrum, at dankort-terminalerne ude i butikkerne lider af nedbrud og 2016 ser ikke ud til at blive anderledes på det punkt.

Den 2. januar var de fleste betalingskort-terminaler i Danmark nede i lidt over en time fra omkring 13:30 til 14:37 ifølge Nets.

Nogle butikker kunne ikke modtage betalinger med betalingskort i perioden, mens andre ifølge Nets var hurtige til at skifte over til offline-betaling på terminalen. Med den funktion kan butikken stadig registrere betalingen, selvom terminalen er offline.

Nets kan endnu ikke fortælle noget om, hvad årsagen til nedbruddet er, og om det skyldes fejl hos Nets eller hos selskabets it-leverandør IBM.

»Vi er stadig i gang med at undersøge det. Der kan gå nogle uger, før rapporten er færdig,« siger presserådgiver hos Nets Ulrik Marschall.

Version2 har tidligere bedt om at indsigt i fejlrapporterne på tidligere nedbrud, men er blevet afvist med forklaringen om, at rapporterne er fortrolige.

Nets opgør heller ikke, hvor meget nedetid der har været på dankort-terminalerne i løbet af året.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Følg forløbet

Kommentarer (10)

Ole Lindaa

Man skal bare have SWIPP, så kan man betale når NETS er nede. For hverken kreditkort eller MobilPay virker nå NETS er nede.

Jens Holm

Sandsynligvis fordi i MobilePay checkes kortet hos Danske bank, og ikke i terminalen. Så længe Danskebank kan validere dit kort, så virker Mobilepay

Martin Dahl

Jeg var i en butik, som havde en særlig kontakt til en manager hos Nets, og de havde fundet ud af at terminalerne fejlagtigt stillede datoen tilbage til 1/1 og dermed ikke kunne gennemføre transaktionerne korrekt.

Ved at manuelt stille datoeen korrekt til 2/1 efter hver transaktion på terminalen kunne efterfølgende transaktion fungere.

Hvis dette er sandt er jeg forbavset over hvorfor der ikke pronto blev sendt info via SMS eller mail til de berørte forretninger, som på det tidspunkt midt i udsalget var i færd med at afvise rigtig mange kunder.

Meldingen i de forretninger jeg har kendskab til er at der "alt for tit er nedbrud". Det er under al kritik at Nets ikke offentliggør nedetid, og det er sært at der ikke forefindes et formelt krav om oppetid da detailhandens omsætning er direkte afhængig af denne service. Hvor er branceforeningerne her?

Der er ret mange alternative betalingsmuligheder, som er utrolig tæt på at kunne overtage markedet. Jeg håber at konkurrencen kommer forretninger og kunder tilgode i form af bedre oppetider, lavere gebyrer og større transparens.

Peter Jensen

"Hvis dette er sandt er jeg forbavset over hvorfor der ikke pronto blev sendt info via SMS eller mail til de berørte forretninger, som på det tidspunkt midt i udsalget var i færd med at afvise rigtig mange kunder."

Hvis det har varet 1 time på en lørdag har NETS ingen effektiv måde at kontakte butikkerne på.
Hvis de kan sende en mail rundt til alle butikkerne (Hvilket jeg ikke tror de kan) ville der i ingen af de butikker jeg har været i være nogen til at tjekke mailen.

Simon Mikkelsen

En anden artikel har overskriften "Danske Bank: Facebook, Apple og Google bliver vores primære konkurrenter".

Med alt den nedetid vil butikkerne ikke holde sig tilbage med at anskaffe andre løsninger og foreslå folk at bruge dem når Dankortet er nede. Det er en ladeport som Nets selv åbner for sine konkurrenter.

Martin Dahl

Hvis de kan sende en mail rundt til alle butikkerne (Hvilket jeg ikke tror de kan) ville der i ingen af de butikker jeg har været i være nogen til at tjekke mailen.

Det kommer selvfølgelig an på hvorledes man driver sin butik og hvilken service man er vant til at Nets yder. Hvis Nets kommunikerede prompte når en fejl var registreret og hvis man fandt en work around, som kunne benyttes indtil en langsigtet løsning er fundet, så ville jeg da som butiksejer kaste et blik på min indbakke for at se om der var en måde jeg kunne opretholde min omsætning.

Det som er grelt her er at tusindvis af butikker og hundredetusindvis af kunder forhindres i at handle for millioner hver time Nets er nede. Så udfra et simpel feasability argument er situationen tåbelig. I det mindste for de handlende. Det er stort set omkostningsfrit i denne sammenhæng at etablere en mailmulighed og sende en status.

Martin Bang Sørensen

Jeg er egentlig forundret over at de 4 butikker vi var inde og besøge i det pågældende tidsrum, ikke kunne tage imod kortbetaling. Langt de fleste butikssystemer med integration kan sætte terminalen i offline-tilstand og foretage ekspeditioner. Der må sidde nogle butiksindehavere og -ledere, som må være lige glade med at tabe omsætning, siden de ikke har sat sig ind i deres kasseløsning. De ekspedienter som jeg forsøgte at fortælle om muligheden var desuden totalt afvisende overfor at prøve. Når nu Nets er nede med mellemrum, så kunne dette være en værdi for dem, at sætte sig ind i :-).

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer