Det blev en bøvlet torsdag morgen for alle de danskere, som ikke har kontanter på sig. Hele Dankort-systemet var nemlig brudt sammen. Det skriver DR.dk.
Nedbruddet skete mellem klokken 2 og 3 natten til torsdag og varede indtil 7.26. Det skete efter en rutinemæssig opdatering af systemet, som altså gik galt.
Både bankernes hæveautomater og terminalerne i butikker var ramt, men med forskellige konsekvenser. Nogle bank-automater kunne faktisk godt dele kontanter ud, men Nets kunne ikke oplyse hvilke. Internationale betalingskort som Visa og Mastercard var også ramt i Danmark, ligesom danskere i udlandet kan have haft problemer med at bruge deres dansk-udstedte betalingskort.
I butikkerne i Danmark var det muligt nogle steder at bruge Dankortet offline og dermed tage imod betaling, selvom det centrale system har tekniske problemer, oplyste Nets til Pol.dk.