Dankort-systemet er oppe igen - efter over ti timers nedbrud

Nu kan landets Dankort-automater igen komme online efter en usædvanlig lang nedetid. Nets, der driver Dankort-systemet, forklarer, at fejlen var et netværksproblem hos leverandøren IBM.

Klokken 15.55 kunne Nets' driftstatus melde om normale tilstande for Dankort-systemet.

»Problemet er nu løst og Nets modtager igen betalingskorttransaktioner,« lød den korte besked.

Med den melding afblæste Nets et Dankort-nedbrud, der varede i mere end ti timer, og som skabte store problemer mandag morgen på blandt andet tankstationer og banegårde rundt om i landet. At fejlen, der opstod klokken 05.15 mandag morgen, først blev løst sent på eftermiddagen gør nedbruddet til det måske længste for Dankort de seneste mange år.

Læs også: Netværksfejl hos IBM skyld i Dankort-kaos

»Det er glædeligt, at det nu er oppe igen. Vi skal naturligvis være de første til at beklage det lange nedbrud og de gener, det har haft dagen igennem,« siger pressemedarbejder Michael Juul Rugaard til Politiken.

Læs også: Dankortsystemet brudt sammen

De mange butiksindehavere, der tager imod det populære plastkort, har dagen igennem været nødsaget til at køre alle Dankort-transaktioner offline, da der ifølge Nets selv var opstået en netværksfejl hos IBM, der driver kortplatformen. Fejlen skete efter en rutinemæssig opdatering af systemet.

Hvad Nets i samarbejde med IBM’s teknikere har foretaget for at udbedre fejlen, melder historien ikke noget om. Men Nets lover nu, at forløbet vil blive undersøgt.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Henning Jensen

<Konspiration> Er dette bare en demonstration overfor evt. købere, hvor stor en magt de får med Nets i portefølgen.

For med Nets får de ikke kun adgang til langt de fleste transaktioner i Danmark, inklusiv gode data om hvem der køber hvad og hvor, men også en meget stor magt.
Hvis noget tilsyn/politiker vil vove at beskære gebyrer eller andet generende, kan de jo bare lukke ( eller have dårlig performance ) indtil Nets kan få deres vilje.
</Konspiration>
.
.
.
.
Nej, så grusom er den virkelige verden da ikke. . . Vel ?

  • 12
  • 0
Christian Estrup

Det ville være en rigtig fin konspirationstanke, hvis salget indebar et reelt juridisk monopol. Så længe, det ikke gør dét, vil hvert eneste nedbrud gøre det mere attraktivt at lancere alternativer.

(- som så naturligvis vil kræve en del indkøring - ikke mindst, fordi man desværre har fået lullet Hr. og Fru Velfærdsnarkoman-Danmark i søvn og fået dem overbevist om, at betalingskort ikke koster noget. Hvis bare, man betaler for det gennem skatter, afgifter, gebyrer eller rentemarginaler, så er det jo 'gratis'...).

  • 3
  • 0
Daniel Udsen

Er en af de store grunde til at de her fejl sker igen og igen ikke at det budgetmæssigt ikke kan betale sig for nets at investere i test og "rettidig omhu" eftersom de fleste omkostninger ved et nedbrud bæres af resten af samfundet?

10 times nedetid er dårligt pr men hvad er chancen for at nets faktisk mister deres det de-facto monopol de har på driften af dankort systemet det her årti? Det er netop dette misforhold imellem hvordan et frit marked bør fungere og det merkantilistiske system der realt eksistere for outsourcet infrastruktur der gør outsourcing problematisk i praksis.

  • 6
  • 1
Allan Astrup Jensen

Ja, naturligvis bør nets betale erstatning og bøde, når firmaet ikke overholder sine forpligtigelser, men det sker nok ikke, fordi der pt. ikke er noget alternativ. Monopoler og afhængighed af et bestemt system/firma er skadelig og farlig for samfundet. En flyver starter heller ikke uden et backup system - og der er ikke kun een flyproducent.

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere