Danske banker og butikker er i princippet klar til de international pay-løsninger fra Apple, Android og Samsung. De moderne kortterminaler fungerer allerede med mobilbetalingsløsningerne - og med Dankort på mobilen er Nets langt tættere på at understøtte Dankort på de internationale pay-løsninger.
Alligevel kommer man i Danmark formentlig kun til at kaste lange blikke efter både Apple og Android Pay, vurderer Henning N. Jensen, seniorpartner i PlusCon og ekspert i betalingsløsninger.
»Det mobile dankort bliver ikke lavet af hensyn til Apple Pay. Det bliver lavet for at udvikle Dankortet. Og det lukker døren for andre produkter,« siger han og tilføjer:
»Teknikken kan være nok så fin, men det er ikke det, der er problemet.«

»Hvorfor skulle bankerne gøre det?«
Hos Nets, der netop er gået i gang med pilottest af det digitale dankort, ser man selskabets nye teknologi som en obligatorisk del af ligningen, hvis it-kæmperne vil tilbyde Dankort.
»Dankort kommer i udgangspunkt ikke med en app selv, men vi certificerer apps, der kan indeholde Dankort. Og det kunne være Android Pay og Apple Pay,« fortæller Esben Jørgensen, der er chef for Dankort på mobilen hos Nets.
Henning N. Jensen forestiller sig da heller ikke en succesfuld pay-løsning i Danmark uden Dankortet. Men det er ifølge ham ikke der, filmen knækker:
»Der kræver, at du har fat i en udsteder, der vil betale Apple for at få lov til at udstede Apple Pay-applikationer i Danmark. Hvorfor skulle en dansk bank være interesseret i det, når vi har mobil Dankort og MobilePay. Det danske marked er ved at lukke uden Apple Pay,« siger han.
Situationen er om muligt kun værre for Android Pay, der ifølge Henning N. Jensen ikke er lige så hypet i Danmark.
Ikke interesse i Hamborg-forstad
Nets nye løsning langt hen af vejen fungerer som de internationale løsninger - med fx NFC-kommunikation med kortterminalerne, og hvis Apple eller andre skulle ønske, at gøre indtog i Danmark kan mange af komponenterne fra Dankort-løsningen genbruges, fortæller Esben Jørgensen.
Men ifølge Henning N. Jensen gør Dankort på mobilen det altså kun mere sikkert, at bankerne ikke vil beskæftige sig med it-selskaberne.
»Jeg vil ikke afvise, at en bank, der gerne vil være smart og moderne, vil forsøge at tilbyde det til nørderne. Men det har ikke nogen strategisk betydning på det danske betalingskortmarked,« fastslår han.
Samtidig vil interessen fra Apple og Google selv formentlig være begrænset - på linje med resten af norden. Både Norge og Finland har på linje med Danmark et stærkt, national debitkort, påpeger Henning N. Jensen:
»Så for Apple er det langt mere interessant at komme til Tyskland eller Frankrig end den lille forstad til Hamborg, som Danmark udgør.«