Dankort-firmaet PBS skifter navn til Nets - men nets.dk er desværre optaget

PBS skifter navn til Nets efter fusion med norsk selskab. Men ingen af de vigtige domæner nets.dk og nets.com er på plads, og ejeren af nets.dk vil ikke sælge til selskabet.

PBS, der er det ansvarlige selskab bag dankortet og andre betalingskort herhjemme, bliver nu en del af den nordiske koncern Nets gennem en fusion med norske Nordito, oplyser de to selskaber.

Dermed kunne man forvente, at PBS' danske hjemmeside, pbs.dk, fremover bliver erstattet af nets.dk, idet selve PBS-navnet ikke overlever fusionen mellem selskaberne.

Men hverken domænet nets.dk eller nets.com er ledige til brug for det nye, fusionerede firma, så det bliver i stedet domænet nets.eu, der bliver selskabets hovedside ? i hvert fald foreløbigt.

»Det havde været rart at have de domæner på plads fra begyndelsen, men det er desværre ikke lykkedes. Det er noget, vi stadig arbejder på at få til at lade sig gøre. Men indtil videre er det nets.eu, der præsenteres som vores nye hovedside,« siger pressechef for Nets i Danmark, Søren Winge, til Version2.

Ejeren af nets.dk er webdesigner Sten Kristian Axelsen ? manden bag Nets Webdesign.

Sådan har det været siden 2000, og han har på ingen måde tænkt sig at gå af med domænet.

»Jeg har aldrig købt nets.dk for at sælge det igen. Jeg har købt det, fordi Nets er mit fornavn stavet bagfra, og det er dét, de fleste af dem, jeg kender, kalder mig,« siger Sten Kristian Axelsen til Version2.

Han er adskillige gange i de forgangne måneder blevet kontaktet af en person, der tilbød et nyt domæne i bytte for nets.dk ? uden dog at oplyse, hvor personen ringede fra.

Ifølge Sten Kristian Axelsen har en vice president for marketing i PBS efterfølgende erkendt over for ham, at det har været en PBS-ansat, der uden at bekende kulør »mere end fire gange« har ringet til ham og tilbudt et nyt domæne til en pris på 100-200 kroner.

»De har startet med at tilbyde at ville købe et andet domæne til mig i stedet for nets.dk uden at sige, hvor de ringede fra. Det er jeg blevet ved med at sige nej til, og de (PBS/Nets, red.) har så efterfølgende tilbudt mig 50.000 kroner, hvilket jeg også har afslået,« siger Sten Kristian Axelsen.

Sagen er dermed røget videre til Nets' erhvervsadvokater og endt i Domæneklagenævnet.

Da Version2 talte med pressechef Søren Winge første gang, oplyste han, at Nets ifølge hans foreløbige oplysninger endnu ikke havde været i kontakt med ejeren af nets.dk, altså Sten Kristian Axelsen.

Hvilket altså strider i mod den udlægning, Version2 efterfølgende har fået fra Sten Kristian Axelsen.

Version2 har efter interviewet med Sten Kristian Axelsen forelagt hændelsesforløbet for pressechef Søren Winge, som efterfølgende bekræfter, at man skam har været i kontakt med Sten Kristian Axelsen.

Har PBS kontaktet Sten Kristian Axelsen med et tilbud uden at sige, hvor I ringede fra?

»Det kan være lidt svært at forklare alle detaljerne i det, men det har i hvert fald ikke været tænkt sådan, at det skulle være noget fordækt. Vi har forsøgt at finde en mindelig løsning uden at presse ham,« siger Søren Winge.

Har I lagt ud med at tilbyde Sten Kristian Axelsen et domæne til få hundrede kroner i bytte for nets.dk, og intet andet end det?

»Nej, jeg har fået at vide af de personer, der har stået for kontakten, at vi har tilbudt ham kompensation og bedt ham om at komme med et tilbud på, hvad det så kunne være. Det har han ikke reageret på,« siger Søren Winge.

Er det rigtigt, at I efterfølgende har tilbudt ham 50.000 kroner for domænet?

»Jeg vil ikke gå ind og kommentere på de konkrete tal, fordi sagen nu ligger som en klage hos Domæneklagenævnet. Men vi har helt klart ønsket at finde en løsning uden at skulle nå dertil,« siger Søren Winge.

Sten Kristian Axelsen slår fast over for Version2, at han ikke spekulerer i at hamstre domæner.

»Jeg er ikke cybersquatter, og jeg ejer kun det ene domæne. Og det er aktivt, fordi jeg bruger det i mit arbejde som webdesigner,« siger han.

Sten Kristian Axelsen er vred over behandlingen fra PBS.

»Jeg synes, det er usselt af et milliardforetagende at gå frem på den måde,« siger han.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (32)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Henrik Pedersen

At det er endt hos domæneklagenævnet. For hvis sagen bliver vundet af Nets - ja så har vi sådan set mere eller mindre dræbt internettet!

Tror jeg så ikke selv på vil ske, men man ved jo aldrig. Milliardselskaber er nogle farlige væsner, og havde personligt taget imod de 50 kilo :P smag og behag :D

  • 0
  • 0
Frank Olesen

Det kan kun ende med en blank afvisning af PBS sag.

Personligt havde jeg ikke taget de 50.000 for domænet...så havde jeg fastast min pris udfra udbud og efterspørgsel, og nu har pbs jo sat efterspørgslen pænt højt....

Jeg fatter ikke så stort et selskab kan finde et nyt navn - uden at have en domænestrategi, og det har de garanteret også.

Det virker jo som om de bevidst har valgt en strategi der siger:

  1. Vi skifter navn - vel vidende at domænet er optaget.

  2. Vi anlægger sag i domæneklage nævnet, og påstår et eller andet mod nuværende domæne ejer.

Så kan man jo ikke påstå at PBS handler i god tro - så handler de jo ond tro - ligesom den typiske påstand er mod domænesquattere.

Jeg er 100% sikker på at denne sag bliver afvist af domæneklagenævnet - og hvis ikke.....Ja, hvor står vi så?

  • 0
  • 0
Ove Andersen

Ja det er lidt skræmmende at de mener de har forkøbsret, blot fordi de vælger et navn.

Hvad får PBS/Nets til at tro de pludselig har mere ret til det? For det må de jo mene siden de klager og gør en sag ud af det.

Det tegner jo ikke godt for Sten, hvis man ser tilbage på fortilfældene :(

  • 0
  • 0
Axel Hammerschmidt

Da Version2 talte med pressechef Søren Winge første gang, oplyste han, at Nets ifølge hans foreløbige oplysninger endnu ikke havde været i kontakt med ejeren af nets.dk, altså Sten Kristian Axelsen.

Hvilket altså strider i mod den udlægning, Version2 efterfølgende har fået fra Sten Kristian Axelsen.

Version2 har efter interviewet med Sten Kristian Axelsen forelagt hændelsesforløbet for pressechef Søren Winge, som efterfølgende bekræfter, at man skam har været i kontakt med Sten Kristian Axelsen.

Altså, med andre ord, Version2 skriver, at man tog pressechef hos PBS Søren Winge i at lyve?

  • 0
  • 0
Jørgen Larsen

Nej.

ifølge hans foreløbige oplysninger

Det er et stort firma, manden kan være holdt uden for den information ved første henvendelse. Det samme kunne helt sikkert ske i mit firma.

Jeg har selv fået et brev fra PBS i dag, hvor de skriver at de skifter navn til Teller?

  • 0
  • 0
Benny Jensen

går man ind på PBS.dk får man en besked om navneskiftet samt at kortindbetalings servicen skifter til "teller"
her kan de så igen komme i problemer hvis de ønsker denne da teller.dk også er optaget iforvejen af en arkitekt

  • 0
  • 0
Jesper Lund

At det er endt hos domæneklagenævnet. For hvis sagen bliver vundet af Nets - ja så har vi sådan set mere eller mindre dræbt internettet!

Hvilken Nets? Der er mindst to virksomheder med det navn :-)

Nu er internettet meget mere end .dk, men hvis der kommer alt for mange eof-orango-??? afgørelser som gør .dk til et .com.dk for big business, kan det mindske interessen for at registrere .dk domæner. Selv om du er i god tro og opfører dig pænt, aner du ikke hvornår domænet bliver taget fra dig.

  • 0
  • 0
Rasmus Rask

Det kan kun ende med en blank afvisning af PBS sag.

Det ville jeg også gerne tro, men jeg er noget desillusioneret efter domæneklagenævnets tidligere, håbløse afgørelser (eof.dk og orango.dk)! :-(

Med det sagt, håber jeg inderligt ikke at PBS hiver den her hjem. Det ville simpelthen være skammeligt og burde være et søm i domæneklagenævnets ligkiste.

Det bliver spændende...

  • 0
  • 0
Lars Nielsen Lind

Kunne en fremtidig løsning være at domæner der erhverves til 'professionel' brug - samtidig åbner op for en varemærkeregistrering (på navnet) inden for ønskede ledige kategorier - i én og samme proces?

Og vil det betyde at køberne af .dk domæner ikke skal frygte at de 'store' kommer og fravrister ens domæner fra en?

Kunne løsningen være at et køb af et domænenavn automatisk blokerede for varemærkeregisteringer indtil varemærkeregistrant flagede af at han/hun er indforstået med at tilhørende .dk domæner allerede er optaget til anden side, og accepterer at dette er et faktum?

  • 0
  • 0
Anonym

Når PBS nu har været ude for at købe sig et .EU domæne og har taget det i brug, så burde det være nok for domæneklagenævnet til at nå til konklusionen, at PBS allerede har accepteret et alternativt domænenavn. At Norge så ikke er med i EU kan vel i bund og grund ikke være et dansk problem?

Men det bliver ikke mindre grotesk.

De kunne endda tage navnet PBS - tænk sig det er faktisk registreret af ja gæt selv PBS med Norsk domæne pbs.no

PBS bør pr automatik tabe denne sag da de (efter min mening) netop udviser grådighed og tegn på domæne squatting, i og med at de allerede besidder domænenavnet i begge områder de vil drive virksomhed i.

PBS.dk - PBS.no og pbs.eu er ejet af PBS så det oplagte ville nok være at det var det fælles navn.

  • 0
  • 0
Lars Nielsen Lind

Er det korrekt forstået at domæner før en bestemt dato gerne må være erhvervet med videresalg for øje, mens domæner efter denne bestemte dato ikke må være det?

Og betyder det at hvis et .dk domæner er erhvervet efter den bestemte dato, og hvis en køber f.eks. ber om et købstilbud, f.eks. via stråmand, så kan det anvendes i en klagesag som indikation for at nuværende domæne 'lejer' ikke overholder lovgivningen på området og på den måde kan fravriste 'lejeren' domæent?

  • 0
  • 0
Thomas (bbb) Hansen

I forhold til de andre sager, så tror jeg Sten har en meget god sag her.

Men en anden ting jeg finder lidt underligt på version2 debatten, er hvorfor man hele tiden taler om at "købe" et domain, når man ikke ejer et domainnavn, men kun lejer det.

  • 0
  • 0
Peter Makholm Blogger

Det er ikke korrekt forstået. Klagenævnet er ret eksplicit med at god domænenavneskik ikke kun skal overholdes på registreringstidspunktet.

Hvis der kommer et købstilbud skal du enten klart accepterer det eller klart afvise det. Du skal ikke forsøge at handle prisen op du skal ikke lade dig overtale til at du skal vurdere domænet.

Det er i praksis kun domæneklagenævnet der kan lave en interesseafvejning. Du skal ikke spekulere i at din interesse i et af dig selv registreret domæne har en økonomisk værdi.

  • 0
  • 0
Emil Moe

Ligger det ikke bare op til at vi alle skriver hver vores klage til domæneklagenævnet hvis de giver PBShit medhold, så de fatter lidt. Håber Sten vinder, ellers må der være penge under bordet.

  • 0
  • 0
Henrik Kramselund Jereminsen Blogger

Jge synes det er værre at man betragter betalingen som et købstilbud.

Jeg vil hvis et af mine domæner skulle overtages prøve at forklare hvad det koster at skifte. Prisen har således intet med selve domænet at gøre, men er en arbejdsbelastning der pålægges - hvis jeg skifter domæne.

Skulle det så endda ikke være mit private domæne, men et firmadomæne - så snakker vi måske flere 100.000 i marketing, tabt salg, eventuelle eksisterende projekter med problemer i kommunikationen.

Eksempelvis kostede det mig 18.000 at få designet diverse ting som logo, brevpapir osv. til mit enkeltmandsfirma.

50.000 lyder måske af meget, men realistisk set er omkostningen fra den som skal afgive ofte langt mere.

Men omvendt ville jeg vel med 100% sikkerhed tabe hvis jeg skrev et sådan budget for projekt "afgivelse af domænet" - da domæneklagenævnet i .dk er inkompetent. De ville sikkert betragte det som bevis på at jeg er domænehaj.

NB: ovenstående er baseret på mine egne erfaringer med domæner, samt min egen virksomhed indenfor IT-konsulentassistance.

Jeg er faktisk ved at skifte domæne privat og fra 1. Januar kan .dk domænet ikke bruges mere til email - det annoncerede jeg på min blog i december 2009. Efter min mening bør der således MINIMUM gå 3 mdr hvor man afslutter, efterfulgt af 3 mdr hvor domænet er afregistreret/reserveret - før det overdrages til den nye part.

  • 0
  • 0
Thomas Jensen

Kunne en fremtidig løsning være at domæner der erhverves til 'professionel' brug

Er der idag forskel på om et domæne erhverves til privat eller professionelt brug?

  • samtidig åbner op for en varemærkeregistrering (på navnet) inden for ønskede ledige kategorier - i én og samme proces?

Skulle det gøre det nemmere at få en varemærkeregistrering, at man har et .dk-domæne? Kan alle ikke i forvejen registrere et varemærke, bare de betaler v ed kasse 1?

Kunne løsningen være at et køb af et domænenavn automatisk blokerede for varemærkeregisteringer indtil varemærkeregistrant flagede af at han/hun er indforstået med at tilhørende .dk domæner allerede er optaget til anden side, og accepterer at dette er et faktum?

Det synes jeg da lyder som et godt forslag!

  • 0
  • 0
Ken Poulsen

Har lige stiftet Professionel Bude Service og PBS skifter jo navn, så den må da være til at få for 100Kr.

Men vil nok forslå Sten at han ikke betaler for fornyelsen af hans domæne med dankort :)

  • 0
  • 0
Anonym

http://www.computerworld.dk/art/101283/pbs-kendte-godt-til-nets-dk-ejer-...

Sagen må da være klokkeklar - PBS handler i ond tro ved at etablere firma 2-3 år efter man er blevet gjort opmærksom på at navnet allerede er optaget. Det virker meget påfaldende at man går i krig med klagenævnet efter en tid hvor det med al tydelighed viser at firmaer med dyre advokater kan trumle mindre firmaer/private.

På 2-3 år burde det være muligt for PBS at få et reklamebureau til at komme på et fornuftigt navn, og sørge for en fornuftig branding. Desværre har vi forbrugere ikke nogen mulighed for at undgå PBS (med mindre vi ikke betaler regninger eller ikke har Dankort eller undlader at gøre brug af Nemid). Så PBS kan (desværre) være pisseligeglade over negativ presse for der er ikke nogen alternativer.

Jeg håber virkelig at klagenævnet denne gang tager sig sammen og afviser PBS's krav (man kan så håbe at PBS ikke opsiger Stens PBS aftaler... ;-))

Der bør være en form for retssikkerhed for domæne "lejere", som ikke har handlet i ond tro. Uagtet om virksomheden er opløst eller ej - domænet er stadig aktivt og det er stadig muligt at få kontakt med ejeren.

PBS find jer et andet navn.

  • 0
  • 0
Gunnar Langemark

Det er jo ikke anderledes end i middelalderen hvor herremanden kunne rage det til sig fra bonden, som han pludselig syntes at han havde brug for.

Så stik piben ind drenge - når magten taler.

Det sagt - så synes jeg også vi bør arrangere et eller andet der kan gøre PBS lidt bløde i knæene. Om ikke andet ville det da være sjovt.

  • 0
  • 0
Fabian Nimion

Det var Bates Y&R som fik opgaven med at rebrande PBS i marts 2010:

http://borsen.dk/nyheder/medier/artikel/1/177863/bates_skal_rebrande_pbs...

Men hvordan kommer Bates overhovedet på at bruge navnet Nets? (Netz? Bratz? Hets?) Utroligt ringe. Er det PBS der har ønsket det? Det ligner ikke Bates at lave sådan en bommert.

Måske er det (som andre her antyder) for at ligge tæt op ad Neteller.com ?

PBS burde selv blive trukket i retten.

Jeg glæder mig til de store medier kører denneher.
Hvor er Kontant på dr.dk?

  • 0
  • 0
Fabian Nimion

Hvis nogen her ikke skulle have set det, så er der ved at være en del røre imod PBS (evil empire II). Den rammer flere og flere andre nyhedsmedier.

Sten Axelsen har brug for al den hjælp han kan få til at betale et godt forsvar. Der er oprettet en konto hvor beløbene til en forsvarer kan samle sig.
Det er værd at støtte. Alle beløb kan hjælpe ham.

I ægte Obama-stil bør kampagnen vel hedde

       No-You-Can't !

Se flere oplysninger om kontoen på hjemmesiden www.nets.dk

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere