Daniscos virtualiserings-dilemma: Opvej el-besparelser mod ekstra licens-kroner
Da Danisco for tre år siden indførte virtualisering, betød det en reduktion i antallet af fysiske servere fra 250 til 10 PowerEdge-servere fra Dell. Og det har medført de forventede besparelser på elregningen, fortæller virksomhedens it-infrastrukturchef Rasmus Winther. Elforbruget er således skåret ned med to tredjedele på de tre år.
Til gengæld har det været lidt af en udfordring at holde styr på softwarelicenserne til virksomhedens forskellige produkter.
Der kan nemlig være stor forskel på, hvordan licensbetingelserne til eksempelvis database-software er skruet sammen.
Nogle software-producenter kræver licensbetaling for hver fysisk processorkerne, som et program afvikles på. Og det kan hurtigt løbe op, hvis den fysiske hardware bag en virtuel server eksempelvis indeholder otte kerner - så skal der altså betales otte gange licens for et software-produkt.
»Det har været en lidt negativ oplevelse, at det faktisk var så tidskrævende at forstå, hvordan de forskellige licenser hænger sammen,« siger Rasmus Winther.
Han fortæller, at licensbetingelserne i forhold til virtualisering i dag indgår som en af del af parametrene, når Danisco køber software. Det er dog ikke lykkedes for virksomheden at styre uden om al software, som ikke umiddelbart er egnet til at afvikle i virtualiserede miljøer af licensmæssige årsager.
Men det er muligt at inddele de virtualiserede servere, så en virtuel server eksempelvis kører på en del af de fysiske servere og således kun benytter et begrænset antal kerner, fortæller Rasmus Winther.
Ud over strømbesparelsen har Danisco også haft nogle indirekte fordele ved at virtualisere. De virtualiserede systemer, der kører på en hypervisor fra VMware, betyder nemlig også, at serverne er bedre sikrede i forhold til hardware-nedbrud.
Det hænger sammen med, at systemerne kan sættes op, så et nedbrud i en fysisk server automatisk betyder, at de virtuelle servere flyttes over på den resterende hardware, mens den ødelagte server bliver repareret.
Derudover er Danisco for øjeblikket ved at opbygge et ekstra datacenter, så det virtualiserede miljø bliver fordelt på to centre. Og her har det takket være virtualiseringen været muligt at flytte de virtuelle servere fra det ene center til hardwaren på det andet center - vel at mærke mens serveren kørte.
Artiklen er en del af Version2's tema om virtualisering

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.