Den 1. januar trådte en ny spillelovgivning i kraft. Den gør det obligatorisk for spiludbydere at benytte NemID på spilhjemmesiderne. Men NemID er ikke gratis at bruge for spiludbyderne – langtfra. Faktisk koster det spiludbyderne millioner af kroner – penge, der alle går til en privat virksomhed, da DanID har monopol på løsningen.
I spillelovgivningen fremgår det, at spilhjemmesider skal benytte en digital signatur med et sikkerhedsniveau svarende til den såkaldte OCES-standard. Da den tidligere digitale signatur nu er afskaffet, er det således kun NemID, der overholder disse krav. Dermed tvinges spilhjemmesider altså til at bekræfte identiteten på de besøgende ved hjælp af NemID.
DanID har to prismodeller for firmaer, der ønsker at benytte NemID-login til brugerne. Den ene koster 1 krone pr. session, den anden 3,12 kroner pr. unik bruger årligt. Således kan sidstnævnte prismodel altså bedst betale sig, hvis brugerne på en given hjemmeside benytter mere end tre login om året. Den pris betyder at spilhjemmesiderne får en ekstraudgift i millionklassen.
Danske Spil har omkring en halv million brugere, og gennemsnitsbrugeren logger ind flere gange om ugen. Dermed giver det en ekstraudgift for Danske Spil på over 1,5 millioner kroner – alene for at være såkaldt tjenesteudbyder. Derudover kommer udgifter til udvikling af hjemmesiden, supportsager og så videre.
Men det er faktisk ikke den værste omkostning, siger Søren Weeke, udviklingsdirektør i Danske Spil med ansvar for it. Han er mere bekymret for brugervenligheden.
»Det er mange penge, men der er også en stor udgift forbundet med alternativet. Til gengæld får vi en høj sikkerhed, både på siden og hvor vi nu kan være helt sikre på identiteten på dem, der spiller. Men det medfører også en potentiel gene for brugerne,« siger Søren Weeke til Version2 og fortsætter:
»DanID har lavet en løsning, som ikke er optimal til hyppig brug. Den passer godt ind i en bank, men ikke i et spilsystem.«
Han forklarer, at kunderne ofte logger på mange gange i træk. Og derfor bliver det en gene for brugeren, hvis vedkommende for eksempel ønsker at live bette og derfor har brug for at kunne gøre en indsats hurtigst muligt. Det duer nøglekortet simpelthen ikke til, mener Søren Weeke.
»Jeg er bekymret for almindelige mennesker, der godt kan lide at spille. Man skal have kortet frem mange gange, og så løber det jo også hurtigt ud, hvis man spiller tit,« siger Søren Weeke til Version2.
DanID har af samme grund promoveret den nyligt lancerede nøgleviser som et godt alternativ til papkortet for netop online-gamblere.