DanID: Java-applet skal beskytte mod man-in-the-middle-angreb
En tilsyneladende lille og undseelig del af det samlede NemID-design har fået bølgerne til at gå højt om den nye officielle digitale signatur. Brugen af en signeret Java-applet, når brugerne skal logge ind med NemID, har fået IT-Politisk Forening op i det røde felt.
Version2 har tidligere spurgt DanID, som står bag NemID, om grunden, og har bragt svaret. Men da svarede DanID på, hvorfor man valgte en signeret Java-applet, i stedet for en usigneret, uden at forholde sig til andre mulige teknologier som almindelig SSL-kryptering.
Når brugerne accepterer en signeret applet, giver man samtidigt appletten fuld adgang til computeren, og det er helt unødvendigt, når nu den private nøgle ikke længere ligger lokalt, men på DanID's servere, mener foreningen.
Læs også: Forening: Unødvendigt at bruge usikker Java-applet til NemID
Nu har DanID fremlagt flere oplysninger, både som offentlige pressemeddelelser og i skriftlige svar til Version2, og her fremgår det, at en løsning med SSL-kryptering af data med almindelig HTML ikke bliver anset som sikkert nok.
For eksempel skal NemID også kunne bruges i sammenhænge, hvor borgerne kan up- og downloade dokumenter undervejs. Det kan være en bolighandel eller en aftale med forsikringsselskabet, som så kan gemmes lokalt.
I den forbindelse beskytter Java-appletten mod man-in-the-middle-angreb, fordi DanID med denne løsning har bedre kontrol over dataene hele vejen fra afsender til modtager. Man-in-the-middle-angreb foregår ved, at malware ændrer i de data, brugeren ser i browseren eller modtager, og her er Java-appletten altså bedre sikret end SSL-kryptering, lyder forklaringen.
Det gælder også helt generelt, skriver Søren Winge, kommunikationschef hos PBS, som er DanID's moderselskab, i debatten på Dorte Tofts blog.
»Anvendelsen af en applet sker primært fordi, at teknologien indeholder væsentlige funktioner i forhold til at beskytte mod kendte hackerangreb (bl.a. Browser Helper Objects - BHO), hvor brug af HTML og SSL ikke yder nok beskyttelse. Det er altså nødvendigt at have et stykke kode på brugerens PC, og her er appletten valgt, fordi den har en høj modenhed og lav påvirkning på brugeren,« lyder begrundelsen.
Appletten bliver også brugt til at gemme en lokal log-fil, der i krypteret form gemmer oplysninger om eventuelle problemer, der opstår med at køre NemID-appletten.
»DanID gemmer logfiler lokalt af hensyn til efterfølgende fejlsøgning. Det har været foreslået, at appletten kunne sende informationen. Men af privacy årsager har vi valgt ikke at sende log informationen til DanID, men i stedet gemme filen på brugeres disk og lade det være op til brugeren at sende filen med f.eks. e-mail, hvis brugeren måtte have brug for det. Det er kun oplysninger om applettens funktioner, der gemmes i log filen,« skriver kommunikationschefen.
Poul-Henning: NemID er et fremskridt
Dorte Toft har i øvrigt også spurgt Version2-blogger Poul-Henning Kamp om hans mening om sikkerheden ved NemID generelt, fordi han har erfaring med kryptering.
Hans svar lyder - med en tekst, der egentligt var tiltænkt Version2-bloggen - at NemID er et fremskridt.
»Ja, det (NemID, red.) kunne være bedre, men det kunne ved gud også nemt have været meget værre. Pris jer lykkelige for fremskridt, hvor små de end måtte være,« konkluderer han.
Ved at bruge engangskoder på papkort får man en god allround-sikkerhed, mener han, når nu folk har så lidt styr på, hvad der kører af malware på deres computere, skriver han i indlægget under overskriften 'NemID: Bedre end meget andet offentlig IT'.
Læs også Poul-Henning Kamps nye blogindlæg om NemID: NemID – Har I drukket af natpotten?

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.