Dårlig prioritering: Professionshøjskolerne bestemmer ikke over egne it-systemer

Undervisningsministeriet ejer det it-system, som professionshøjskolerne bruger til at holde styr på eleverne og indberette data. Derfor kan professionshøjskolerne ikke selv bestemme, hvordan it-systemet skal udvikles.

Professionshøjskolerne, der blandt andet uddanner lærere, sygeplejersker og socialrådgivere, er ikke herre i eget it-hus. Udviklingen af skolernes it-systemer bliver nemlig styret stramt af Undervisningsministeriet.

Professionshøjskolerne bruger it-systemet SIS til at holde styr på elevernes uddannelser, holde hånd i den interne administration og indrapportere data om eleverne til Undervisningsministeriet.

Systemet er udvikles og drives af UNI-C, der er en styrelse under Undervisningsministeriet. Det er ministeriet, der ejer systemet, og derfor er det også ministeriet, der svinger taktstokken.

»Der er ikke noget krav om, at vi skal bruge ministeriets system, men der er så stærke kravspecifikationer til systemerne, så i praksis er der ikke ret meget andet end SIS, der kan bruges. Men vi så meget gerne, at der var flere ting på hylderne og dermed frihed til at vælge noget andet,« siger Claus Hansen, der er konsulent i professionshøjskolernes forening, Professionshøjskolerne.

Professionshøjskolerne har ikke adgang til den bagvedliggende kode i SIS, og derfor kan de ikke selv udvikle de funktioner, som de har behov for.

»Det betyder, at vi ikke selv kan prioritere udvikling af systemerne. Det er i høj grad ministeriet og UNI-C, der dikterer udviklingen,« siger Claus Hansen.

Det betyder helt konkret, at de nye funktioner, der føjes til, ikke nødvendigvis er på ønskelisten på skolerne.

»Jeg kan nævne et eksempel i forbindelse med projektet ?mere ambitiøs it?: Her har Undervisningsministeriet prioriteret et it-modul til registrering af fravær. Det er ikke det, vi synes, er det vigtige. Vi havde måske andre ting, som vi synes er vigtigere at få udviklet, for eksempel moduler til praktik,« siger Claus Hansen.

Dermed er Professionshøjskolerne i samme båd som Erhvervshøjskolerne, der er tvunget til at bruge ministeriets it-administrationssystem Easy-A.

Læs også: Erhvervsskoler slås med 20 år gammelt monopol-it-system

Erhvervshøjskolerne ønskede netop at få delt Undervisningsministeriets administrationssystem op, sådan at ministeriet kun stod for at udvikle den del af systemet, som skolerne bruger til at indberette data til ministeriet.

Resten foreslår Erhvervsskolerne bliver sat i udbud, sådan Undervisningsministeriet får mere konkurrence.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Kristian Christensen

Det kunne være interessant at se de krav så man kunne se om det var muligt selv at udvikle noget.

Når jeg ser det makværk mange store firmaer får mange penge for at lave så er jeg ved at knække mig af grin. Der er systemer der pisser på kunderne som jeg kunne lave på en weekend eller to.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere