En af hovedkræfterne bag små computeres populære gennembrud i Danmark, journalisten Svend Garbarsch, døde i sidste uge, 75 år gammel. Lad det være anledningen til en lille føljeton om, hvordan de første mange tusinde billige computere fandt vej til private og professionelle danskere.
Beretningen er personlig. Undertegnede - der i dag er redaktionschef i Mediehuset Ingeniøren, bl.a. for Version2 - blev med min kombination af at være nevø til Svend Garbarsch og ingeniørstuderende med computerinteresse dybt involveret i firmaet ZX-data, som fik utroligt held med at sælge britiske Sinclair computere i starten af 1980'erne.
"Hvad siger du til den her?," spurgte Svend en dag i november/december 1980 på hans kontor på Ritzaus Bureau, hvor han arbejde som videnskabsreporter. Han viste en annonce frem fra et britisk medie, en lille computer, Sinclair ZX 80: 1K ram og 4K rom, kun heltalsaritmetik. På størrelse med et A4-ark og med et TV som skærm, pris 99 pund.
Min baggrund var programmering på større RC-systemer i gymnasiet og Texas-lommeregnere, samt legestunder med en Commodore PET og nogle første kig på blandt andet regnearket Visicalc, og jeg var ikke to sekunder i tvivl om potentialet i de små computere, men havde ikke råd.
Jeg var straks vild med ZX80.
Og det var et godt tegn, mente Svend, som havde fået tilbudt agenturet ved et rent tilfælde. Han havde ringet til britten Clive Sinclair, som stod bag Sinclair ZX80, for at skrive en artikel om denne computer, men samtalen havde udviklet sig i en helt anden retning.
Tolderne: Hvad er det for en?
Den første prøvemaskine kom i julen 1980, og jeg måtte hente den på toldpostkontoret i København, hvor det tog hele den måneds opsparede pædagogiske evner at forklare tolderne, hvad ZX80-maskinen var for en, og dermed hvordan den skulle fortoldes.
Den virkede med det samme hjemme, så snart fjernsynet ramte den rigtige kanal. Når dens Z80 CPU regnede, forsvandt billedsynkroniseringen, for hardwaren var lagt ud, sådan at CPU'en enten var optaget af databehandling eller af præsentation. Der var ikke råd til et egentligt TV-kredsløb.
Hard- og software
Tastaturet var ringe og kabinettet, som mindede mig om en firkantet UFO, var grinagtigt. Men maskinen fungerede, og man kom hurtigt i gang med at programmere den.
De 4K rom rakte til en primitiv BASIC, som blev gemt pre-kompileret i ram'en. En kommando (LET, PRINT osv) kunne dermed gemmes i én byte, og derfor rakte maskinens ene K ganske langt. To kommandoer PEEK og POKE tillod, at man rodede direkte i maskinens ram, som var udlagt med et område til systemvariable og et andet område til en såkaldt display-fil.
Et tegn på skærmen lå direkte i hukommelsen, og display-filen var lagt ud, så den aldrig optog mere ram end de tegn, der skulle vises. Det vil sige, at hvis man kunne holde informationen på skærmen på et minimum, var der mere plads til program og data. Den nærliggende løsning var at forsøge at programmere, så data simpelthen lå på skærmen.
Kodning: Fint. Lagring: Øv
Maskinkode var en fornøjelse på Z80. Man lagde simpelthen kode ud i hånden, oversatte mnemonics til værdier, som blev indtastet og POKEt ind i hukommelsen. Man kaldte så programmet via USR(adresse), og (–-!–-) måske kørte det. De første programmer var selvfølgelig en minimal hex-editor og en debugger til Z80-kode. Og så rullede det ellers.
Lagringsmediet var et kassettebånd, som igen krævede CPU'ens fulde opmærksomhed, bits blev forvandlet til lyd og sendt til båndet via mic-indgangen. Tilbageload til maskinen foregik gennem hovedtelefon-udgangen, og selvfølgelig gik det ofte galt. Versionering af software og test og udvikling var et mareridt.
Men man fik virkelig lært at skrive kompakt og effektiv kode på den hårde måde.
Næsten kvalt i succes
Svend Garbarsch oprettede firmaet ZX-data, fik en kassekredit, en postboks og en kassebog og bestilte de første 300 computere hjem. Hver computer - undskyld jeg mente DATAMAT, for Svend stod hårdt på, at vi skulle tale dansk - blev leveret i en lidt stor skotøjsæske med strømforsyning og manual. Vi besluttede med det samme at oversætte denne til dansk, og jeg arbejdede dag og nat på firmaets rigtige DATAMAT en Luxor ABC80, hvor tekstbehandlingsprogrammet med lidt held kunne klare et kapitel pr. fil.
De første annoncer blev indrykket "Folke-datamaten ZX80". Og så tog f*nden ved det hele. Telefoner glødede, bestillingskuponer og penge væltede ind pr. giro. Nu arbejdede jeg dag og nat med at pakke, skrive kassekladde og køre på posthuset.
Der gik kun dage, så begyndte der også at komme enkelte pakker retur med defekte computere. Fejlraten var mindst 3 procent og nogen gange 10. Vi måtte indføre check af computerne inden afsendelse for at holde kunderne glade.
Efter en måned på markedet, oversteg arbejdsbyrden langt, hvad jeg og tilkaldte hjælpere kunne magte, og vi måtte allerede flytte lageret til større lokaler og lede efter flere folk.
Læs 2. kapitel på fredag om hvordan ZX81 bankede markedstermometeret endnu højere op.
