Cyberoprustning: Nu er der it-ingeniører ansat i hver politikreds

Specialisterne skal begrænse skadevirkning af hackerangreb og sikre digitale beviser, fortæller chefen for dansk cyberpoliti.

Hver af de 11 danske politikredse har ansat en ingeniør med it-faglig baggrund.

It-ingeniørerne skal bistå den lokale og daglige efterforskning, når problemerne bliver for komplicerede, fortæller Kim Aarenstrup, der er chef for Rigspolitiets cybercrime-afdeling, NC3

Læs også: Polsag-skandale spøger stadig: Data-rod gør politiets oversigter over overvågningskameraer ubrugelige

»Politikredsene har mulighed for at koble it-ingeniøren på, hvis emnet og sproget bliver for teknisk. Det kan være både private og virksomheder, som er blevet angrebet, og der kan det være rigtigt værdifuldt, at kunne tale om angrebet på et oplyst grundlag,« siger han til Version2.

»Det betyder også, at man hurtigere og mere effektivt kan tage de nødvendige skridt for at begrænse skadevirkningen eller sikre vigtige digitale spor,« tilføjer Kim Aarenstrup.

Ingeniører i politikultur

Kim Aarenstrup blev i 2014 chef for Rigspolitiets Center for cyberkriminalitet - NC3

NC3 intensiverede sidste år jagten på it-professionelle, og slog i samme omgang de 11 stillinger op - en for hver politikreds.

»Vores ingeniører har været i gang i nogle måneder, og det er helt tydeligt at det skaber værdi,« fortæller Kim Aarenstrup og tilføjer:

»Vi havde allerede politifolk, der har specialiseret sig i it, men det giver et løft, at sætte de her faggrupper sammen.«

Læs også: Danske betjente skal lære, hvad en Bitcoin er, for at fange it-kriminelle

Cyberchefen mener også, at ingeniørene kan blive løftet i mødet med efterforskere og andre politipersonel.

»Vi var spændt på at se, hvad der sker, når man sender ingeniører ind i en politikultur som vores. Men kredsene er meget begejstrede og de er blevet taget godt imod og har allerede sat positive aftryk,« siger han.

It-ingeniører og udviklere skal holde trit med cybercrime

De fleste it-professionelle i Rigspolitiet sidder stadig centralt i NC3, der består halvt af civile stillinger som jurister, analytikere og it-eksperter.

Den højeste koncentration af it-ingeniører findes i NC3’s såkaldte innovationsteam.

Læs også: Politiet efter Hacking Team-sag: »Vi kan ikke bare efterforske hr. og fru. Jensen«

»Det er et hold, der er sat til at have styr på det seneste nye tendenser inden for cybercrime, tænke kreativt og ud af boksen. Så det handler om nye trends fremadrettet, og også om at forbedre nogle af de værktøjer, vi allerede har,« fortæller Kim Aarenstrup.

Derudover tæller NC3 et High Tech Team, som består halvt af it-eksperter og halvt af politiefterforskere.

»Det er holdet, der har ansvaret for at støtte politikredsene i efterforskningen af særligt digitalt avancerede sager om for eksempel hacking og malwareangreb,« forklarer cyberchefen.

Kom gratis med til Danmarks største IT-sikkerhedsevent!

Infosecurity, Europas mest populære IT-sikkerhedsevent, afholdes for første gang i Danmark den 3. og 4. maj 2016. 50 udstillere, 5 konferencesale og mere end 60 seminarer og caseoplæg fra ind- og udland. Læs mere her.

Følg forløbet

Kommentarer (4)

Bent Jensen

Det er nu nogen år siden, der hed det data, men decideret at være uddanet til at finde hackere Når vi snakker en helt specifikt linje som diplomingeniør ?

Der skal under alle omstændigheder noget mere uddannelse til, eller nogen med erfaring inden for dette. Men nu snakker vi om 11 så de skal nok findes.
Og de er da betydeligt bedre klædt på end en politibetjent med basis uddannelse.

Men hvad er det for nogen idioter der laver sådan en job beskrivelse. Eller er der forsvundet lidt i formidlingen.

Ville da selv have helt styr på netværket, programmer men hackning det var ikke lige på programmet. Kun lidt om at sørge for at der ikke var huller og fejl i software og hardware. Vores standart var hvis, slå ingen ihjel, så måtte man blive bedre når man kom ud og specialiseret sig.

Michael Weber

er det da en god nyhed at man kan få en anmeldt sag af it-teknisk karakter, vurderet af en IT-kyndig i den lokale politi-kreds. Hvis en borger f.eks. anmelder identitetstyveri, er det da bedre at der sidder én med ved bordet, der ved noget om den slags, fremfor at "Bent-betjent" uhjælpeligt skal fumle rundt.

Thumbs up herfra.

Claus Jensen

Måtte jeg foreslå en omskoling af nogle af de stakkels betjente - som idag agerer "skatte-opkrævere" rundt i ATK-bilerne i det ganske danske land - til i det mindste at kunne assistere nogle af disse ingeniører i deres vigtige arbejde.

John Foley

Jeg skal tillade mig at foreslå, at Politiet iværksætter en omfattende oplysning til befolkningen om, hvad og hvordan de skal gøre, når de ønsker at anmelde en hændelse.
Jeg er ikke sikker på at de enkelte politikredse er helt opmærksomme på, hvilket ansvar og forpligtelser de har, når en borger f.eks. ønsker at anmelde og få skrevet en rapport i forbindelse med f.eks. et hackerangreb, phishing eller identitetstyveri. Jeg har selv mange gange forgæves henvendt mig til politiet uden held. Det normale svar er blot:
Det kan vi ikke gøre noget ved, vi har noteret din henvendelse, men vil ikke gøre yderligere, heller ikke optage rapport eller tilsvarende. Det må siges at være nedslående.
Så jeg hilser dette initiativ velkommen og ser frem til at kunne få professionel hjælp og vejledning fra politiet, når jeg næste gang forsøger at få min sag behandlet. Og det har jeg nu chefen for NC3's ord for at det skulle kunne lade sig gøre. Spændende at se om han holder ord.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen