CSC meldt til politiet for at hyre billig indisk arbejdskraft

Udlændingeservice politianmelder nu CSC for at have indiske it-specialister ansat i strid med dansk lovgivning. It-fagforeningen Prosa efterlyser gennemgang af opholdstilladelser for at afsløre lignende sager i andre virksomheder.

Udlændingeservice politianmelder nu it-virksomheden CSC til Københavns Politi på grund af den såkaldte inder-sag, skriver it-fagforeningen Prosas på sin hjemmeside.

Politianmeldelsen sker ud fra en begrundet mistanke om, at CSC beskæftiger udenlandske ansatte i strid med de danske regler og har afgivet forkerte oplysninger til Udlændingeservice, skriver Prosa.

Sagen blev oprindeligt afdækket af DR-radioprogrammet P1 Orientering, der kunne dokumentere forhold for omkring 900 CSC-ansatte indiske it-specialister i Danmark, som Prosa sidenhen kaldte 'slavelignende'.

Kritikken gik på, at CSC burde betale de indiske medarbejdere 31.250 kroner om måneden i løn ifølge de regler, virksomheden havde brugt til indernes opholds- og arbejdstilladelser.

Lønnen lå imidlertid på 8.500 kroner om måneden skattefrit, plus indkomsten fra hjemlandet på mellem 3-5.000 kroner om måneden før skat. CSC sørgede også for en lille lejlighed, hvilket blev værdisat til over 11.000 kroner om måneden.

Ifølge en af de indiske ansatte var han blevet lovet dobbelt så meget i løn, da han skrev kontrakt om udstationering.

Toppen af isbjerget
Prosa er indtil videre bekendt med fem anmeldte sager, men skønner, at det kun er toppen af isbjerget.

»Der er mere end 200 lignende sager, hvor CSC har fået opholdstilladelse til de udstationerede indere på forkert grundlag,« udtaler forbundssekretær i Prosa, Hanne Lykke Jespersen.

Prosa vil nu presse på for en gennemgang af samtlige opholdstilladelser til arbejde i Danmark, i første omgang for 2009, for at afsløre, om andre virksomheder end CSC har omgået lovgivningen.

»Kontrollen har siden indførelsen af positivliste og beløbsordningen været næsten ikke-eksisterende. Det har arbejdsgiverne vidst, og det er vores indtryk, at det slet ikke kun er CSC, som har omgået lovgivningen på dette område,« udtaler Hanne Lykke Jespersen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Jimmy Frydkær Dürr

Det er utroligt at man skal læse om en sag som denne. CSC, som jo netop skulle "forestille" at udvikle et system, som skal registrere alle sager hos politiet centralt, PolSag? Nu viser det sig, at ikke nok med at PolSag er nok en privat snabel i statskassen, det er også "Fup & Fidus" når det gælder aflønning af "ansatte".

Hvordan hænger det sammen, at virksomheder mistænkt for at begå lovbrud kan levere software systemer / IT-løsninger til det offentlige?

Et eller andet sted hænger disse to ting tydeligvis ikke sammen. Men okay - Microsoft har jo været dømte kriminelle i årevis uden at det offentlige har fundet grund til nogen særlig mistanke, endsige noget tillidsproblem af den grund.

Amanda, PolSag, og Gud ved hvor mange flere "systemer" skatteyderne i Danmark skal lægge skuldre til endnu inden nogen i det offentlige begynder at tænke?

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere