CSC får 5 år mere med Digital Tinglysning

Illustration: REDPIXEL.PL/Bigstock
Selvom det var CSC, der stod i spidsen for det forsinkede og fordyrede udviklingsprojekt, så har selskabet fået tildelt kontrakten på drift og vedligeholdelse i yderligere fem år.

Leveringen af det nye system til Digital Tinglysning endte som en it-skandale, der blev kritiseret i skarpe vendinger af blandt andet Rigsrevisionen. Det var CSC, som stod for udviklingen, men trods problemerne i udviklingsfasen, så får CSC nu forlænget kontrakten med Domstolsstyrelsen. Det oplyser CSC ifølge en pressemeddelelse.

Den Digitale Tinglysning har trods problemerne under udviklingen og en efterfølgende pukkel af ubehandlede sager, som forsinkede visse tinglysningssager i flere måneder, nemlig sparet Domstolsstyrelsen for cirka 100 millioner kroner om året.

Læs også: Ny beregning: Tinglysnings-skandale sparer staten for 100 millioner om året

Efter de indledende problemer, som blandt andet skyldtes, at en række medarbejdere var blevet opsagt i forventning om at indføre det nye system, har systemet i dag opnået, at 78 procent af tinglysningssagerne kan behandles automatisk, og den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er 0,3 hverdage ifølge CSC.

Skylden for problemerne med Digital Tinglysning lå da ifølge Domstolsstyrelsen heller ikke direkte på CSC's skuldre, men derimod på, at der under hele forløbet kom nye krav til, som gjorde det vanskeligere at nå i mål.

Læs også: Digital Tinglysning: Derfor gik det så galt

Den nye kontrakt træder i kraft til juni 2015 og løber i fem år. Det præcise beløb er ikke offentliggjort, men der er ifølge CSC tale om et tocifret millionbeløb.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere