Efter kaosset ved indførelsen af Digital Tinglysning er der nok ikke mange chefer i det offentlige, der brænder for at være de næste til at sidde i den varme it-projekt-stol og prøve nye veje i udnyttelsen af it.
Og det er simpelthen så ærgerligt, mener de to arkitekter bag CSC's it-løsning til tinglysningen, som opfordrer til, at man ikke kun fokuserer på indkøringsproblemerne, men også husker det store perspektiv.
»Digital Tinglysning er ikke bare et digitaliseringsprojekt, men også en automatisering. Systemet kan tage en juridisk afgørelse, og det er det helt afgørende i projektet. Det er ikke set før i den skala. Forestil dig alle de andre områder, hvor man kan spare penge, hvis sagsbehandling kan blive automatiseret,« siger CSC's løsningsansvarlige på projektet, Hans Jayatissa.
Han nævner som eksempel ansøgninger om boligstøtte til kommunen. Hvis den arbejdsgang blev automatiseret på samme niveau som tinglysningen er blevet det, ville et it-system selv hente alle nødvendige oplysninger om indtægt og boligens størrelse og træffe en afgørelse - uden at blive berørt af menneskehånd.
»Der kan opnås enorme besparelser. Så det er brandærgerligt, at Domstolsstyrelsen nu kun får kritik for at være fremme i skoene og tage så stort et skridt. Endelig er der en modig offentlig forvaltning, og så får de bank,« siger arkitekten.
Kollegaen Claus Ljunggren understreger, at det selvfølgeligt er synd for dem, der nu er ramt af forsinkelserne i den manuelle behandling og må betale dyre ekstra-renter i månedsvis.
»Men her glemmer man også alle dem, der har sparet penge, fordi de nu får behandlet deres tinglysning på sekunder,« siger han.
Siden lanceringen af Digital Tinglysning har 60 procent af sagerne været behandlet automatisk, mens 40 procent er røget til manuel behandling. Og det var i den manuelle behandling, at det gik helt galt. I løbet af tre måneder blev 75.000 sager hobet op i køen, blandt andet fordi langt færre brugte digital signatur end forventet. Derfor væltede det ind med papirfuldmagter, der skulle behandles manuelt.
Men også brugen af digital signatur mener de to arkitekter var en helt rigtig tanke.
»Dengang Digital Tinglysning blev sat i gang, manglede der en 'killer' applikation for digital signatur. Den kom Domstolsstyrelsen med, men det får man nu også kun kritik for,« siger Hans Jayatissa.
Værst er det dog, at Danmark i de kommende år måske vil gå glip af store besparelser, fordi lysten til store digitale projekter er kølnet, mener han.
»Det er virkelig trist. Hvad mon de nu tænker i andre forvaltninger, hvor de har regnet sig frem til, at de kan spare 100 millioner kroner om året ved at automatisere?« spørger han.