CSC-ansatte raser mod ledelsen: I har satset på konflikt helt fra starten

De ansatte i CSC har sendt et åbent brev til ledelsen, hvor de udtrykker deres bekymring over, at CSC angiveligt hele tiden har haft planer om, at forhandlingerne med Prosa skulle ende i en konflikt.

De konfliktramte CSC-ansatte, der er medlemmer af it-fagforeningen Prosa, får nu opbakning fra deres kolleger, som har sendt et åbent brev til selskabets ledelse.

I brevet udtrykker medarbejderne deres bekymring over, at CSC tilsyneladende gennem hele forhandlingsforløbet har regnet med en konflikt med fagforbundet.

Læs også: Analyse: CSC's lockout er tak for sidst til Prosa

De CSC-ansatte kritiserer også, at selskabet på forhånd har taget kontakt til eksterne leverandører med henblik på at få løst de strejkeramte opgaver.

Samtidig er medarbejderne bekymrede over, at CSC forbereder sig på at flytte flere arbejdsopgaver væk fra Danmark og ud til CSC's afdelinger i Indien. Flere medarbejdere har således fået besked på at overdrage viden og opgaver til kolleger i Indien inden den 1. juni, hvor Prosa har varslet en større strejke.

Læs også: Prosa opsiger fredsaftale: Eneste måde at få CSC tilbage til forhandlingsbordet

Her er hele det åbne brev fra medarbejderne til ledelsen:

Kære Carsten Lind

Det er med stor bekymring, at vi - gennem pressen - erfarer, at CSC´s ledelse tilsyneladende har forudkonteret med, at overenskomstforhandlingerne med PROSA/CSC skulle ende i en konflikt.

Vi kan se, at administrerende direktør Mogens Nørgaard fra firmaet Miracle A/S meddeler at han forud for forhandlingsforløbet med PROSA/CSC personligt er blevet kontaktet af CSC med henblik på at overtage evt. konfliktramte opgaver. Det samme synes at være gældende for firmaet Segmenta A/S og angiveligt også andre konkrete firmaer.

Det virker ærligt talt ikke oprigtigt og løsningsorienteret, at CSC samtidig med at man initierer forhandlinger, i den grad forbereder sig på en konflikt, frem for - med alle midler - at lægge en reel energi bag at lykkes med selve overenskomstforhandlingerne.
Det signal vidner hverken om den store vilje til dialog med medarbejderrepræsentanterne eller vilje til at opretholde og vedligeholde de eksisterende aftaler med personalegrupperne i CSC.

Signalerne er desværre heller ikke til at tage fejl af, når det samtidigt meldes ud i virksomheden, at man nu vil intensivere Off Shoring aktiviteterne.
Vore kolleger fortæller om konkrete situationer, hvor de skal overdrage viden og opgaver til kolleger fra Indien, således at disse vil være ?selvkørende? fra 1. juni 2011. Sammenfaldet med ophør af konfliktbegrænsningerne for PROSA/CSC er næppe tilfældigt valgt.

Vi er optaget af, at CSC skal være en ordentlig og redelig arbejdsplads, og det forudsætter, at der er respekt om alle medarbejderne og deres respektive aftalevilkår, uanset om man er PROSA-medlem, Metal-medlem, Ingeniør, Akademiker m.v.

De nedenfor underskrivende foreninger/klubber er bekymrede for, hvor CSC´s ledelse er på vej hen med vores fælles arbejdsplads.
Vi genkender ikke den nuværende version af CSC i Danmark og anbefaler, at ledelsen i Danmark udviser beslutningskraft og vender tilbage til forhandlingsbordet sammen med PROSA/CSC, så det sikres at også denne overenskomst kan fornyes og virksomheden hurtigst muligt kan komme tilbage til en hverdag, hvor vi sammen kan fokusere på vækst - med tryghed.

Med venlig hilsen

PROSA/SAS, ADC, IDC, FORA, HK/Luftfart, Dansk Metal Tele Øst, Casing og PROSA/CSC

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (33)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Thomas Klemmensen

CSC-ansatte raser mod ledelsen: I har satset på konflikt helt fra starten

De nedenfor underskrivende foreninger/klubber er bekymrede

Med venlig hilsen PROSA/SAS, ADC, IDC, FORA, HK/Luftfart, Dansk Metal Tele Øst, Casing og PROSA/CSC

Bekymring = Raseri Ansatte = foreninger og klubber

host ekstra bladet * host*

Havde det nu været et brev fra navngivne medarbejdere, som rent faktisk var bekymrede, ja ligefrem rasende, så havde det rent faktisk været en god historie! Artiklen handler jo kun om de irriterende fagforeninger, der gerne vil markere sig over for CSC!

  • 0
  • 0
#3 Jesper Svarre

Hej Thomas

Du skulle tage og melde dig ind i en fagforening, før du udtaler dig om deres styreform. I PROSA er det altså medlemmerne, der bestemmer. Det betyder ikke altid, at man som medlem, kan få det som man vil have det, men det betyder, at der er tale om en demokratisk organisation.

De fagforeningspampere, du tydeligvis forestiller dig, findes ganske enkelt ikke.

Brevet er således både formuleret af og sendt fra medlemmer ansat på CSC.

  • 0
  • 0
#4 Thomas Klemmensen

Hej Jesper

Du skulle tage og melde dig ind i en fagforening, før du udtaler dig om deres styreform

Jesper den eneste der udtaler sig mod bedrevidende er vist dig!

I PROSA er det altså medlemmerne, der bestemmer

Måske er du en anelse mere blind end jeg er! Nu er det jo ikke kun Prosa-foreninger der står som underskrivere på det ÅBNE brev.

Hvis dette brev havde haft nogen substans, så var det nok ikke blevet sendt som et ÅBENT brev! Og man vælger da ikke at lade sin fagforening underskrive! Jeg kan kun gisne om, hvordan man får sit budskab frem til Carsten Lind, hvis man er medarbejder! Men jeg ville nok have satset på: Personligt brev fra MEDARBEJDERNE uden om fagforeningen og så kunne man have afleveret den personligt på hans skrivebord!

De fagforeningspampere, du tydeligvis forestiller dig, findes ganske enkelt ikke.

Den eneste der har skrevet om pampere af os to er dig!!! Og hvis du påstår der overhovedet ikke findes pampere indenfor fagforeningen, så er det vist dig, der er blændet af naivitet!

  • 0
  • 0
#6 Mikkel Høgh

PROSA vil ikke være med til at sikre at deres medlemmer arbejder til en konkurrencedygtig pris, og samtidig undrer de sig over at CSC har travt med at flytte arbejdspladser til udlandet. Det ville jeg sikkert også gøre hvis jeg var CSCs ledelse, for at have PROSA-medlemmer ansat er øjesynligt både dyrt og besværligt…

  • 0
  • 0
#7 Jesper Svarre

Hej Mikkel

Det er en udbredt misforståelse, at PROSA ikke vil være med til reel lønnedgang, og med den megen misinformation forstår jeg godt, at du også tror det. Men det er nu ikke rigtigt.

PROSA har tilbudt CSC en reallønsnedgang på 5-10%, hvilket ville bringe lønningerne blandt PROSA-medlemmer på CSC ned på gennemsnittet blandt PROSA-medlemmer ansat i det østlige Danmark.

CSC har desværre endnu ikke ønsket at diskutere dette.

  • 0
  • 0
#8 Thomas Klemmensen

Ikke at jeg vil til at blande mig for meget i indholdet af selve konflikten.

Men, Jesper, har i ikke selv været ude og sige at CSC ønsker en reallønsnedgang på 30% + Tryghedsaftalen?

Så det er vel ikke nogen overraskelse, at CSC ikke vil diskutere, når PROSA og CSC er så langt fra hinanden!

  • 0
  • 0
#9 Jesper Svarre

Men, Jesper, har i ikke selv været ude og sige at CSC ønsker en reallønsnedgang på 30% + Tryghedsaftalen?

Jo - du har helt ret. Men CSC påstår jo også, at det vil bringe lønnen på markedsvilkår, og det er ganske enkelt ikke rigtigt. Så højt ligger lønningerne slet ikke. Og jeg kan oplyse at de fleste arbejdsgivere (næppe overraskende) gerne vil give ganske betydeligt mindre i løn - og alligevel lykkes med at forhandle med deres ansatte :-)

  • 0
  • 0
#12 Ulrik Friis

Mikkel Høgh skriver:

PROSA vil ikke være med til at sikre at deres medlemmer arbejder til en konkurrencedygtig pris, og samtidig undrer de sig over at CSC har travt med at flytte arbejdspladser til udlandet. Det ville jeg sikkert også gøre hvis jeg var CSCs ledelse, for at have PROSA-medlemmer ansat er øjesynligt både dyrt og besværligt…

Yes. Sådan! Ud med danske arbejdspladser, lad os sende det hele til Indien. Det er bare fornuftigt. Skide være med at vi får en masse arbejdsløse, de finder nok på noget andet. Og alle de der arbejdsløse belaster jo slet ikke nationaløkonomien. Når lønniveauet i Danmark er på linie med det indiske, så skal arbejdet nok komme hjem igen.

Jeg er altid fascineret af folk som Mikkel Høgh, der tilsyneladende uden skrupler forærer alt arbejdet til asien.

  • 0
  • 0
#13 Mikkel Høgh

Jeg er altid fascineret af folk som Mikkel Høgh, der tilsyneladende uden skrupler forærer alt arbejdet til asien.

Det er jo ikke fordi jeg foretrækker at arbejdspladserne flytter, men for mig at se er organisationer som PROSA der forhindrer en naturlig lønudvikling en del af problemet.

Sagen er at vi er nødt til at opkvalificere os for at kunne konkurrere med outsourcing. Hvis vi vil have mere i løn skal vi også være bedre kvalificerede end dem der får komparativt mindre.

Så hvis CSC kan få deres arbejde udført billigere i Indien vidner det nok mest af alt om at deres ansatte i Danmark ikke har en produktivitet der modsvarer deres højere uddannelsesniveau.

  • 0
  • 0
#15 Jan Wiberg

Nu er 30%+tryghedsaftalen ret meget at bede om i et hug. Jeg har det lidt dobbelt med den aftale iovrigt. Som udgangspunkt tror jeg ikke at det er til fordel for medarbejderne som helhed - det bliver bare en sovepude, der ender med at kvaele hele arbejdspladsen - men givet at de fleste i CSC DK nok alligevel faar sparket snart, saa kan jeg da godt se at de ikke er saa glade for at opgive den lige nu ;)

Tilbage til loennen. Jeg tror paa paastanden om at DK er blevet for dyrt, men vi kan ikke give os til at lave et race to the bottom. Vi vil aldrig kunne konkurrere med Indien, Kina, Rusland...eller Bangladesh om et par aar. Vi er noedt til at finde paa en bedre loesning. Uddannelse alene kan ikke goere det.

Det er iovrigt perifaert interessant at bemaerke at nyuddannede kandidater i Spanien hvor jeg arbejder pt., kan have en startloen paa en 600-800 euro om maaneden...og Spanien bliver ogsaa kritiseret for manglende konkurrenceevne pga. for hoeje loenninger.

  • 0
  • 0
#16 Thorbjørn Andersen

I hvert fald er de tilbud, som de har givet Prosa uspiselige. Samtidig holder de fast i at alle deres krav er ultimative, så en mulig forhandlings løsning er svær at se.

For jer, der tror, at man 'bare' kan løse deres opgaver billigere og lettere med out-outsourcing, så vil jeg nævne, at erfaringen for, at outsourcing ofte er forbundet med en betydelige mængde administrative besvær og omkostninger

Det er den vej CSC vil - men de kan da i mindste leve op til den (indrømmet måske lidt for gunstige) tryghedsaftale, som de dog SELV har forhandlet på plads med Prosa i sin tid. Prosas snak af en mulig 5-10% lønnedgang er meget imødekommende - og at CSC ikke tager imod tyder på, at de blot ønsker at de hele skal gå helt i hårdknude. Jeg håber det vil få danske (offentlige) virksomheder til at fravælge CSC.

Jeg holder ikke med Prosa på alle områder i forbindelse med CSC. Dog mener jeg, at de, der udelukkende fokuserer på Prosa og medarbejderne som problemet, bør om de selv ville juble over den slags ultimative betingelser (selv med henvisning til konkurrence Det er lige før, at jeg vil mene, at der er tale om narcissistiske træk.)

Slutteligt har jeg ikke hørt om at CSC-chefer er gået forrest og har spændt livremmen ind - og frasagt sig deres fratrædelsesordninger ....

  • 0
  • 0
#17 Thomas Vestergaard

Det er iovrigt perifaert interessant at bemaerke at nyuddannede kandidater i Spanien hvor jeg arbejder pt., kan have en startloen paa en 600-800 euro om maaneden...og Spanien bliver ogsaa kritiseret for manglende konkurrenceevne pga. for hoeje loenninger.

Ikke for at afspore den konstruktive debat, men AFAIK ligger gennemsnitslønnen på €2200-2800 afhængig kvalifikationer. Så det er vel mest en indikator af hvordan det spanske arbejdsmarked fungerer.

Iøvrigt mener jeg, at det at sende it-opgaver til indien pt. er som at tisse i bukserne. Det giver nogen hurtige/billige resultater, men på den lange bane kan det slet slet ikke betale sig. Og hvis man tror, at det derfor gør det til en god idé til små midlertidige projekter. Så skal man sørge for, at ens lille midlertidige projekt ikke bliver så succesfulde, at det bliver permanent. Så er det bedre at få to superbrugere fra bogholderiet til at klappe det sammen i noget VBA spagetti med Access og Excel. (Tænk at jeg skulle foreslå det... :S)

  • 0
  • 0
#18 Kristian Larsen

Jeg synes det har været en sær oplevelse at følge dette "slag" fra side linjen.

Det jeg lidt undrer mig over er at der er en del som øjensynligt synes at det er rimeligt at CSC: A) I bedste fald har forhandlet på skrømt. B) På forhånd har været ude og sikre at de opgaver de vil lave lockout på vil kunne udføres af underleverandører. C) Mener at IT medarbejderne (af alle faggrupper som arbejder i CSC) er dem som skal rammes først og hårdest. Og det endda hvad der konverteret svarer til en lønnedgang på ca. 1/3.

Hvem her vil acceptere en lønnedgang på 1/3? Ræk bare hænderne op.

Man kan synes om fagforeninger hvad man vil men hvis jeg var medarbejder på CSC ville jeg støve CV'et af og gå igang med jobsøgning og ville ikke kigge mig tilbage.

  • 0
  • 0
#19 Jan Wiberg

@Thomas: det kræver mere forhåndsarbejde, og dedikerede medarbejdere (dvs ikke projekt-baseret via mellemmand), og resultatet er måske ikke lige så godt, men....der kan spares helt vildt mange penge.

Jeg har kun selv erfaring med mindre til mellem-størrelse outsourcings projekter, og resultatet var været lidt blandet. Det fungerede, endog ret godt, hvis den kulturelle forskel ikke er for stor, og du har folk med lokal kendskab.

Det kan sjældent betale sig i de tilfælde hvor der er megen interaktion til fx kunde, og hvor der kræves megen kendskab til lokal kultur i forhold til den totale størrelse af opgaven, men hvad hvis man outsourcer de 60-80% af et 100 mio. kr. projekt? Det kan sagtens betale sig - so what hvis kvaliteten lige nu måske er lidt lavere. De er ikke dummere end os, så det er bare et spørgsmål om øvelse.

IMO, så er outsourcing her for at blive, og det kan sagtens blive meget, meget større end det er nu. Jeg tror ikke den lille webshop med <30 ansatte bliver meget påvirket, men banksystemer, dokumenthåndtering, ERP, er allerede i stor stil på vej væk AFAIK.

Jeg lader Spaniens diskussion ligge...vi kunne sagtens bruge en hel tråd på det ;)

  • 0
  • 0
#20 Michael Mortensen

Kan alternativet i alt det her ikke "blot" være en fyring? Dvs. hvis man ikke kan nå til enighed, så er man fyret (og forh. fritstillet) og har "goderne" til enden af ens periode, varierende fra 3-9 md.?

For som @Kristian skriver, så tror jeg ikke nogen vil acceptere 1/3 nedgang i lønnen ..

  • 0
  • 0
#22 Anders Mikkelsen

Kan alternativet i alt det her ikke "blot" være en fyring? Dvs. hvis man ikke kan nå til enighed, så er man fyret (og forh. fritstillet) og har "goderne" til enden af ens periode, varierende fra 3-9 md.?

Det lyder umiddelbart som en uberettiget fyring, hvis man pludselig kommer i tanke om at man ikke vil betale den aftalte løn. Og så kan det altså godt koste nogle flere månedslønninger end blot opsigelsesvarslet.

  • 0
  • 0
#23 Baldur Norddahl

Det lyder umiddelbart som en uberettiget fyring, hvis man pludselig kommer i tanke om at man ikke vil betale den aftalte løn. Og så kan det altså godt koste nogle flere månedslønninger end blot opsigelsesvarslet.

De kan jo bare køre videre med lockout og evt. strejke uendeligt indtil:

1) alle har fundet nyt job 2) prosa går med til 30% reduktion af løn og afskaffelse af tryghedsaftale 3) nu hvor tryghedsaftalen er afskaffet er det blevet meget billigere at fyre resten. 4) dem man ikke fyrer finder hurtigt nyt job til en rigtig hyre.

  • 0
  • 0
#24 Michael Mortensen

Det lyder umiddelbart som en uberettiget fyring, hvis man pludselig kommer i tanke om at man ikke vil betale den aftalte løn. Og så kan det altså godt koste nogle flere månedslønninger end blot opsigelsesvarslet.

Uberettiget eller ej - som jeg har forstået det - og nu må i megete gerne korigere mig hvis jeg tager fejl: som funktionær ansat kan jeg vel - hvis der kommer større ændringer til min kontrakt (som eks. reduktion af min løn på 1/3), som jeg ikke kan acceptere, så kan jeg vel vælge at se ændringen som en fyring, right?

  • 0
  • 0
#25 Ulrik Friis

Det er jo ikke fordi jeg foretrækker at arbejdspladserne flytter, men for mig at se er organisationer som PROSA der forhindrer en naturlig lønudvikling en del af problemet.

Der narrede du sgu mig. Dit indlæg bar ikke præg af ironi, så jeg tog da dine ord om at flytte arbejdspladser til Indien for pålydende. Men det mener du så ikke. Hvad mener du egentlig? Og "naturlig lønudvikling"? Jeg vidste ikke at, der havde sneget sig nogle naturlove ind i lønudviklingen, men man kan jo kun blive klogere. Hvis du spørger en tilfældig lønarbejder, hvad en "naturlig lønudvikling" er, hvad tror du så han svarer? Hvad vil en "naturlig lønudvikling" være for dig?

Der eneste naturlige i en lønkamp er, at arbejdsgiver og arbejdstager har modsatrettede interesser. Men de historiske kendsgerninger er nok også blegnet lidt for de fleste. Årsagen til at DK er et af de rigeste samfund bunder bl.a. i et særdeles velreguleret arbejdsmarked. Piller man ved disse mekanismer vil det få nogle helt utilsigtede bivirkninger, som vil koste dyrt på begge sider. Og ignoranter puster til ilden.

@Michael Mortensen: Læs funktionærloven.

  • 0
  • 0
#29 Thomas Klemmensen

@Allan Jeg synes faktisk det var en sjov drejning debatten tog! Jeg klukkede da vældigt i skægget. Og det kan snildt være, jeg er dødnaiv.... jeg tager bare udgangspunkt i, at min arbejdsgiver og mine kolleger behandler hinanden med respekt.

Jeg tror på at man skal være ærlig og turde stå ved sine meninger! Så må man jo tage de prygl, der kan følge med.

Og desuden kender jeg ikke CSC så godt, at jeg kan beskylde dem for at være hævngerrige! Men det gør i jo åbenbart...

  • 0
  • 0
#30 Leif Nielsen

Det er jo mærkværdigt at CSC's ledelse påstår, at det er medarbejderomkostningerne, der gør at CSC ikke er konkurrencedygtige: Se lige på lønstatistikken:

Virksomhedsindex øst 2010

Privatansatte Øst for Storebælt

Arbejdsplads Øst Land CSC/DK-GIS 108,19 114,70 CSC/DK 106,96 113,27 KMD A/S 104,88 111,15 Nnit A/S 106,65 111,03 Siemens A/S 103,05 109,89 Logica 102,52 106,93 IBM Ballerup 91,88 97,09

Dvs. bortset fra IBM så ligger CSC's nærmeste konkurrenter max 5% under niveauet i CSC, så en nedgang på 30% er jo helt i hampen.

Mon det ikke er CSC's ledelse, der ikke forstår at planlægge arbejdet og udnytte ressourcerne optimalt.

Og - alt andet lige - CSC's ledelse har vel også et ansvar for de aftaler, som de har indgået med alle fagforeningerne i CSC. Lige nu forsøger de at ramme 1/3 af de ansatte i CSC

  • 0
  • 0
#31 Lars Pedersen

"De konfliktramte CSC-ansatte, der er medlemmer af it-fagforeningen Prosa, får nu opbakning fra deres kolleger, som har sendt et åbent brev til selskabets ledelse."

Der står som om det er kolleger uden for PROSA der giver dem opbakning. Men brevet er underskrevet PROSA? Så PROSA giver opbakning til PROSA = hund bider mand.

Mærkelig artikel.

  • 0
  • 0
#33 Ulrik Friis

Det er egentlig mærkeligt, sådan som folk farer i flint når en fagforening stikker hovedet frem og slås for sine medlemmer. Utroligt mange knubbede ord om PROSA og deres medlemmer.

Er det fordi folk ikke ved, at en fagforening er et sted, hvor man samarbejder om at sørge for gode løn- og ansættelsesvilkår for almindeligt ansatte. Eller er der et eller andet mistænkeligt ved at folk er fælles om at slås for ordentlige løn- og arbejdsvilkår?

Der gribes efter ethvert strå, der kan få PROSA til at fremstå ufordelagtigt.

Nu bliver det pludseligt mærkeligt - næsten suspekt - at andre støtter op om kampen.

Jeg kan ikke greje det.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere