CPR truer CSC med bod efter lockout har stoppet projekt

18. april 2011 kl. 14:29
CPR truer CSC med bod efter lockout har stoppet projekt
Illustration: Jesper Kildebogaard.
Et it-projekt hos CPR-kontoret er gået i stå, fordi CSC har lockoutet medarbejderne. Nu truer kunden med bod, hvis ikke første leverance er klar om ti dage.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Konflikten mellem CSC og Prosa er begyndt at gøre ondt hos flere af CSC's store kunder.

Skat oplever netop nu problemer med at udbetale penge, og hos CPR-kontoret, der driver det Centrale Personregister, er et udviklingsprojekt, som CSC skulle levere, gået helt i stå.

Blandt de 120 Prosa-medlemmer, der er blevet lockoutet af CSC, er nemlig de folk, der arbejder på CPR-projektet, bekræfter Carsten Grage, kontorchef i CPR-kontoret.

»Vi har bedt CSC om at bringe misligholdelsen af kontrakten til ophør. Det har de fået ti arbejdsdage til,« siger han til Version2.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Projektet går ud på at flytte CPR-systemet fra en mainframe-løsning, skrevet i det ikke specielt udbredte sprog Natural, til en mere tidssvarende Java-platform.

Første delleverance skulle have været afleveret 15. februar, altså få dage efter, at konflikten brød ud mellem Prosa og CSC.

I forvejen var tidsplanen skredet på projektet til et to-cifret millionbeløb, men med lockouten er det kun blevet værre. Og nu er overskridelsen så stor, at CPR-kontoret har mulighed for at stille CSC stolen for døren.

»Hvis ikke leverancen er klar, giver vores kontrakt mulighed for, at vi hæver kontrakten,« siger Carsten Grage.

Der er også mulighed for at kræve op til 10 procent af kontraktsummen i bod fra CSC, som kompensation for forsinkelserne, hvis parterne foretrækker det, i stedet for at afbryde samarbejdet.

Oprindeligt skulle migreringen af systemet have været afsluttet i november 2011, men projektet er foreløbigt blevet et halvt år forsinket, allerede før konflikten brød ud. Den nye deadline for skiftet, der nu er ved at skride, lyder derfor maj 2012.

Forsinkelserne får dog ikke konsekvenser for borgerne eller en direkte økonomisk effekt, da der ikke er lagt op til at ændre på funktionaliteten i systemet.

I forvejen driver CSC det nuværende CPR-system, men denne drift er ikke truet af strejker og lockout, heller ikke selvom fredsaftalen mellem Prosa og CSC bliver ophævet, oplyser Carsten Grage.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger