Det er lidt af et mysterium rundt om i topsikrede datacentre over hele kloden, hvorfor harddiske i nogle tilfælde bliver ødelagt, når brandalarmen aktiveres. Tidligere teorier har fokuseret på trykbølger fra trykforskelle eller på de gasarter, som anvendes, men det ser ud til, at synderen skal findes i de høje lyde.
Siemens, som producerer brandslukningsanlæg, har lavet en rapport om problemet med de ødelagte harddiske, og selskabet frikender umiddelbart trykforskelle og gasser. Det skriver det norske magasin Teknisk Ukeblad, som har fået adgang til rapporten.
Brandslukningsanlæggene fungerer typisk ved, at en inaktiv gas under højt tryk bliver udløst i rummet for at slukke en brand i serverrummet. I den forbindelse kommer der meget høje lyde fra både selve udløsningen af gasserne, men også fra brandsirenerne, som skal advare de personer, der opholder sig i rummet.
**LÆS OGSÅ **Interxion piller brandsirener ned: Ødelægger vibrationerne harddiske?
Derfor har blandt andet Interxion i Ballerup fjernet mange af sirenerne for at mindske risikoen, fordi hostingfirmaet mistænkte de høje lyde fra sirenerne for at kunne forårsage skaderne.
Ifølge Teknisk Ukeblad mistede det danske webhostingfirma One.com data fra 16.000 e-mailkontoer i juli 2009, da brandalarmen blev udløst ved en fejl hos Interxion.
**LÆS OGSÅ **Brandslukningsgas gav hardwarebøvl i Interxions datacenter
Det er uvist, hvordan de høje lyde kan forårsage skader, men den rådgivende ingeniørvirksomhed Cowi vurderer, at fejlene hænger sammen med nye og hurtigere harddiske.
»Slukningsanlæggene har i princippet været de samme i flere årtier, men det er først nu, at man ser problemerne i forbindelse med lyde. Alt tyder på, at fejlen ligger i de nye harddiske. Foreløbig er det kun leverandørerne af slukningsanlæg, som foretager sig noget, blandt andet med dyser som laver mindre støj,« siger teknisk chef Geir Jensen fra Cowi Fire til Teknisk Ukeblad.
Harddiske går hele tiden i stykker i store serverinstallationer, og derfor er der indbygget redundans i form af blandt andet RAID-opsætninger af diskene, hvor data spejles på én eller flere diske.
**LÆS OGSÅ **Råb får harddisken til at køre langsommere
Problemet kan i disse tilfælde imidlertid være, at samtlige diske i et diskarray ryger på samme tid. Hvis det sker midt i en sikkerhedskopiering, risikerer man, at data går tabt.
Nye harddiske har både højere datatæthed på de enkelte plader i harddisken og roterer med højere hastigheder. Samtidig er man i højere grad gået over til 2,5 tommer diske frem for 3,5 tommer diske.
Et forsøg udført af Sun Microsystems viste, at høje lyde kunne påvirke ydelsen af harddiske, og det bekræftes af Siemens i rapporten. Ifølge Siemens er det lyde på 120 decibel i frekvensområdet 500 hertz til 5 kilohertz, der skaber resonans.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.