Costa Rica i undtagelsestilstand efter cyberangreb: Ministerier og myndigheder ramt af ransomware
Den costaricanske præsident Rodrigo Chaves har underskrevet et dekret, der erklærer undtagelsestilstand i det mellemamerikanske land efter, at flere myndigheder er ramt af ransomware-angreb udført af hackergruppen Conti.
Det skriver Bleeping Computer.
Læs også: Hackere truer den amerikanske højesteret i kontroversiel sag om abort-rettigheder
Det drejer sig blandt andet om sundhedsministeriet, finansministeriet og beskæftigelsesministeriet.
»Angrebet, som Costa Rica lider under, begået af cyberkriminelle, cyberterrorister er erklæret som en national undtagelsestilstand, og vi underskriver dette dekret, præcist for at erklære en national undtagelsestilstand i hele den offentlige sektor i den costaricanske stat og dermed tillade vores samfund at reagere på disse angreb som kriminelle handlinger,« siger præsident Rodrigo Chaves ifølge Bleeping Computer.
Læs også: Britisk advokatbranche ramt af flere cyberangreb: Centrale aktører lagt ned
Angrebet har stået på siden 18. april, hvor finansministeriet blev ramt, og efterfølgende har Conti lækket 97 procent af i alt 672 gigabyte stjålne data, som hackergruppen hævder stammer fra de ramte myndigheder. Data indeholder blandt andet kildekode og SQL-databaser fra regeringens hjemmesider, og Conti har advaret om, at gruppen i fremtiden vil udføre endnu mere »seriøse« angreb.
Den costaricanske regering har tidligere afvist at betale en løsesum på 10 millioner dollars, svarende til godt 70 millioner kroner, til Conti.
