Der er nu 15.533 foran dig i køen. Estimeret ventetid: 53 minutter.
Det var den besked, der mødte Version2, da vi undersøgte et af flere tip om problemer på den nationale coronatest-side coronaproever.dk. Det meste af dagen har der været mellem én og tre timers ventetid.
Når man endelig kommer ind på siden, sendes man konstant tilbage i systemet af timeouts og andre fejl-meddelelser.
Først i skrivende stund, hvor de fleste er på vej hjem fra arbejde eller ud for at hente børn, er stormen taget af, og siden fungerer igen som tiltænkt.
Har stået på i dagevis
Problemet har ellers stået på i dagevis. Allerede i fredags kunne Version2 konstatere lange køer, men intet i nærheden af problemerne, der har været med siden i dag.
Hvad end problemet konkret er, er det kun blevet værre siden i fredags.
Statens Seruminstitut, der driver siden, er ikke vendt tilbage i dag, og vi ved derfor endnu ikke, hvorfor man, trods konstant pres, ikke har skruet op for kapaciteten eller hvorfor det, måske, ikke kan lade sig gøre rent teknisk.