Coronapasset er lukket i Danmark
Den danske del af coronpasset er lukket natten til i dag torsdag, da der ikke længere er anbefalinger om brug af coronapas i Danmark. Derfor er det nu kun EU-delen af appen, der kan vises, da der stadig kan være krav om coronapas ved rejser til udlandet.
Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
Læs også: Finanstilsynet: Cyberangreb er den største trussel mod den danske finanssektor
Coronapasset blev 1. februar 2022 udfaset i det meste af samfundet, da covid-19 ophørte med at være kategoriseret som en samfundskritisk sygdom. Epidemikommissionen anbefalede dengang, at sygehuse og plejehjem så vidt muligt fortsat skulle stille krav om blandt andet coronapas blandt besøgende for at beskytte sårbare og ældre.
Læs også: Skarp kritik af it-sikkerheden i EU: »Niveauet står ikke mål med truslerne«
Det vil være muligt at genaktivere den danske del af appen med kort varsel, hvis der opstår behov for at anvende coronapas i Danmark.
»Coronapas-appen har siden maj 2021 været et afgørende værktøj, der har været med til at mindske smitterisikoen i forsamlinger og situationer, hvor den ellers kunne være stor. Coronapasset har været forudsætningen for, at vi trygt har kunnet holde samfundet mest muligt åbent,« siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
